Denne anmelder har selv været mellemleder i 10 år og blev ramt fuldstændig i solar plexus af begrebet ’mellemlederfrakken’. Det vil sige det fænomen, at ved forfremmelsen fra medarbejder til mellemleder opgraderer man pludselig sin sweater til en habitjakke, men beholder sine jeans på, for man er jo trods alt ikke landet på direktionsgangen.

Billedet illustrerer elegant den nye rolle og den nye position som ’mellemleder’ – mellem øverste ledelse og medarbejderne. Intet er, som det plejer, men med en hverdag stadig forankret i det udførende led er meget alligevel, som det plejer. Bare med et twist.

Endelig en bog, der fokuserer målrettet på den problematik, at mellemlederen som en lus mellem to negle skal drive en strategisk udvikling, men også være budbringer af nye og ofte upopulære forandringer, alt imens man skal nå målet og motivere holdet. Sat på spidsen, så skal der scores point opadtil og respekt nedadtil. Når jeg siger endelig, så er det, fordi mange ledelsesbøger kun i forbifarten dvæler ved, at dette er en helt særlig disciplin. Her får man mange konkrete erfaringer og eksempler fra kendte situationer for mellemledere. Bogen falder derfor på et tørt sted.

’Mellemleder – akut krisehjælp til chefen i midten’ er et journalistisk produkt på godt og ondt. På godt, fordi forfatteren helt afgjort har ordet i sin magt. Det er en lille bog på 158 paperbacksider, som snildt er læst mellem morgenkaffen og frokosten. Forfatteren giver dusinvis af råd uden sproglige omsvøb eller akademiske forbehold. Gode råd, nemme at huske og tankevækkende. Herligt!

På ondt, fordi der præcis nul gange henvises til forskning eller undersøgelser. Bogen er udelukkende erfaringer gjort af en forfatter, som hele sit arbejdsliv har været leder i den danske medieverden – en rapport fra en andedam eller elfenbenstårn alt efter temperament. Man sidder derfor tilbage med et savn efter nuancerne i, om man er mellemleder for 15 akademikere i en international virksomhed eller fem faglærte i en baggård i Silkeborg. Som bekendt skal mennesker jo behandles forskelligt, hvis de skal behandles ens. Kun momentvis behandler bogen, hvordan man bedst er leder for særlige mennesketyper. Fx ’de stærke fanger’, de erfarne og næsten ledelsesresistente.

Behov for et klart mandat

Af bogens mange take-aways er ’ledelsesrummet’ et af de vigtigste og gennemgående. Mellemlederens ledelsesrum er ifølge bogen ikke noget, man får, men noget, man tager. En pointe, man måske har hørt før, men nu fulgt op af råd: Hold dig tæt til din egen chef, og skaf de nødvendige oplysninger, ressourcer og et klart mandat.

En mellemleder bliver dagligt røntgenfotograferet af sine medarbejdere, og de kan derfor let aflæse, om man ved noget, kan noget og vil noget. Respekten og følgeskabet opnås med andre ord kun, når man udfylder sin ledelsesrolle. I bogen illustreret med det retoriske spørgsmål, om man er mere mellem end leder. Bogen insisterer på kerneopgaven, nemlig at lede og udvikle frem for at sagsbehandle, hvilket fordrer evnen til at sige det lille – men i praksis svære – ord ’nej’.

En anden stærk pointe i bogen er, at en mellemleder ikke kan være ven med hverken medarbejdere eller chef. Man må med titlen acceptere, at man hverken kan være med i dagligdagens sladder eller bunde de sidste øl i fortrolig stemning til fredags-tam-tam’en. Vær personlig, men ikke privat. Om man vil det eller ej, så gør magten en forskel i relationen.

Det hører med, at bogen nogle gange kommer for nemt om de svære spørgsmål. Svaret på, hvad man gør, når man får udstukket urealistiske mål eller for korte deadlines, er lidt forenklet; ’fokusér og find en løsning’. Eller hvad man gør, hvis den øverste ledelse trumfer en beslutning igennem stik mod mellemlederens råd, eller hvis man ikke har et godt svar på et helt oplagt spørgsmål i plenum. Her er svarene, at man nogle gange – for at bevare relationen og respekten – henholdsvis må sige, at det ikke var éns egen opfindelse, og bluffe et svar for at købe sig tid.

I min erfaring er begge råd faldgruber. Både bluf og det at gøre sig til ’lokal helt’ risikerer ganske som i poker at blive gennemskuet. Og det koster på troværdigheden. Bogen påstår det dog heller ikke skråsikkert, men situations­bestemt. Altså en vurderingssag.

Har du lyst til at reflektere over dit mellemlederskab, så vil jeg bestemt anbefale bogen. Det er en forfatter med evnen og viljen til at øse af både sine letteste og mest dyrekøbte erfaringer. Den sætter tanker i gang og giver lyst til at gøre sit mellemlederjob bedre. Perfekt som inspiration til videre samtale med venner og kolleger. Som en perlende forret til en god middag. Men hovedretten, hvor du får konkrete værktøjer til at planlægge din alt for sparsomme mellemledertid, motivere holdet, systematisk arbejde med kompetencer og alt muligt andet, den skal du spise et andet sted.

’Mellemleder – akut krisehjælp til chefen i midten’. Af Palle Steffensen, People’s Press.

Om anmelderen

Søren Lauridsen er chef for Analyse, politik og presse i Ingeniørforeningen, IDA. Han er tidligere pressechef for Venstre, særlig rådgiver i Transport-ministeriet og ekstern lektor i politisk kommunikation på statskundskab, KU. Har i en årrække været ledercoach hos outplacementfirmaet Makio.