Vil du have gjort rent hver dag af en robotstøvsuger eller hver 14. dag af en

hjemmehjælper? Vil du vente på, at en sosu-assistent har tid til at hjælpe dig med toi­letbesøg, eller er det ok, at dit automatiske vasketoilet er syv minutter om tørre dig i bagdelen? Vil du mades – eller have en spiserobot?

Det er tre spørgsmål, som borgerne allerede i dag bliver stillet i mange af landets kommuner. Velfærdsteknologi er efter en årrække med pilot- og testfaser for alvor på vej ind i stuer, sove- og badeværelser hos ældre, patienter og mennesker med et handicap.

Kommuner og private virksomheder har gennem de sidste fem til ti år samarbejdet om løsninger, der skal lette presset på de kommunale budgetter i en tid med en dobbelt-demografisk udfordring: Antallet af ældre vokser – og der er samtidig færre medarbejdere til at hjælpe dem.

”Kataloget over velfærdstekno­logiske hyldevarer vokser år for år,” fortæller velfærdsteknologikonsulent i Rødovre Kommune Sune Buch-Sloth.

Han fremhæver, at netop den udskældte robotstøvsuger – som er et ikon på ’de kolde hænder’ – er et billede på udviklingen.

”Robotstøvsugeren er blevet en hverdagsteknologi, der gennem de sidste fem år er blevet kraftigt forbedret. De nye modeller er laser- og kamerastyrede og gør godt rent. Generelt er mange løsninger nu så stabile og brugbare, at de kunne køres ud i drift uden problemer. Jeg bliver også ofte overrasket over, hvor mange gode nye løsninger der dukker op”, siger han.

Christian Graversen er direk­tør for Welfare Tech, der er en klynge­organisation for velfærdsteknologi. Han bekræfter, at den indledende begejstring i kommunerne over det teknologiske ’legetøj’ nu er afløst af en driftsfase og en erkendelse af, at teknologien ikke alene giver finansielle fordele, men også matcher borgernes behov for at klare sig selv.

”Der er stadig fo­kus på, at velfærds­teknologien skal give økonomisk gevinst. Men i dag handler det også om at opnå livskvalitet. Vi har erkendt, at det skaber værdi for danskerne at være selv­hjulpne. Det afspejler sig i, at nye løsninger retter sig mod borgernes hjem eller direkte mod private forbrugere,” siger han.

Aarhus er et fyrtårn

KL etablerede allerede i 2013 et Center for Velfærdsteknologi, hvis hovedformål er at understøtte storskala-implementering af velfærdsteknologi i kommunerne.

Centrets statusrapport for perioden 2015-2016 dokumenterer en støt vækst i brugen af teknologi på fire indsatsområder, som omfatter loftslifte, vasketoiletter, spiserobotter og bedre brug af hjælpemidler.

Fra 2015 til 2016 steg antallet af kommuner, der bruger loftslifte, fra 63 til 74, og ifølge den seneste undersøgelse fra KL har 98 procent af kommunerne nu indført teknologien, mens 83 procent implementerer eller har implementeret vasketoiletter. Knap så udbredt, men i fremdrift, er spiserobotter, som 22 kommuner i dag arbejder med. Den samlede økonomiske gevinst inden for det fælleskommunale program udgør ifølge statusrapporten samlet knap 435 mio. kroner.

En af de aktive spillere på området er Aarhus Kommune, der anses for at være et af de kommunale fyrtårne inden for velfærdsteknologi.

Ivar Kjær Lauridsen, der er leder af kommunens velfærdsteknologiske center, Center for Frihedsteknologi, fortæller, at Aarhus Kommune har haft økonomiske fordele af investeringer i alt fra vasketoiletter og loftslifte til strømpe-påtagere og spiserobotter.

I Aarhus er tankegangen om, at man skal kunne klare sig selv, en integreret del af investeringerne.

”Når vi køber loftslifte, er det både for at lette arbejdsgange og forbedre arbejdsmiljøet, men vi ønsker også at give borgerne mulighed for selv at betjene liftene,” siger han.

Ivar Kjær Lauridsen forklarer, at navnet Center for Frihedsteknologi stammer fra en borger, der fik ’gen­ero­­bret noget af sit liv’ med vel­færds­teknologi. Men han erkender, at frem­driften ofte stoppes af et kom­munalt mindset, som sætter systemet og gamle arbejdsgange i centrum i stedet for borgerens selvstændighed.

Det kan være svært for medarbejdere, der ser deres rolle som hjælpere, at indstille sig på, at mange borgere gerne vil have en teknologi, der gør dem fri af afhængigheden, forklarer Ivar Kjær Lauridsen.

”Det kræver uddannelse og oplæring at bryde den tankegang,” siger han.

Borgerne vil have mere

For Sune Buch-Sloth fra Rødovre Kommune er problemet, at mange kommunale ledere ikke er parate til at tage chancer.

”Systemerne reproducerer en kul­tur og ledelse, der har fokus på drift i stedet for innovation. De velfærds­teknologiske konsulenter i mit netværk har typisk udfordringer med at få en ledelsesmæssig opbakning, som er essen­tiel for succes,” siger Sune Buch-Sloth.

Han peger på, at indstillingen hos borgerne er på vej til at udvikle sig i modsat retning.

”Borgerne vil højst sandsynligt stille højere og højere krav, når de ser, hvad man kan få. Når først man opdager, at andre kan få et vaskeskylletoilet eller en intelligent plejeseng, der kan hjælpe én ud af sengen, bliver det næste, at man gerne vil have et exoskelet til 250.000 kr. eller styre sin iPad med eyetracking, når man ikke kan bruge sine arme. Så har vi en situation som i sundhedsvæsnet, hvor efterspørgslen på ydelser stiger, fordi vi kan tilbyde dem,” siger han.

Det, der startede som en kommunal spareøvelse, kan ende med at blive til en lang ønskeliste fra kommende generationer om at få robotter, lifte, sensorstyrede senge og digitale værk­tøjer, der sikrer maksimal frihed – fra kommunen.

Det velfærdsteknologiske landkort

Så langt er kommunerne

Langt de fleste danske kommuner har i dag indført velfærdsteknologi. På KL’s hjemmeside kan man via markeringerne på det ’velfærdsteknologiske landkort’ orientere sig om fuldt implementeret velfærdsteknologi og igangsatte projekter i de enkelte kommuner.

Fordyb dig i kortet via adressen bit.ly/KL_kort