Djøfbladet bragte i nr. 7/2017 For meget gulerod giver stress et befri­ende interview med erhvervspsykolog Tue Isaksen. Hans hovedpointe var, at vi skal holde op med at bruge kræfterne på at øge trivslen på arbejdspladserne og i stedet have fokus på kerneopgaven og synlig ledelse. Efter snesevis af interviews med forskere og ansatte om stress som den nye nationalsygdom var det dejligt at se, at der nu – endelig – synes at komme andre synspunkter på banen. 

Der er mange grunde til, at det er vigtigt at få gjort op med trivselsmyten. Men først er det nødvendigt at se på, hvad denne myte består af. Den har tre centrale elementer, som man møder overalt på arbejdsmarkedet – specielt i den offentlige sektor:

  1. Danskerne trives dårligt på jobbet. Symp­tomer på stress og overanstrengelse stiger hele tiden.
  2. Vi kan få højere trivsel ved at gennemføre kortlægninger af det psykiske arbejdsmiljø og på grundlag heraf udforme handleplaner med det formål at øge trivslen.
  3. Når folk trives, udfører de et bedre stykke arbejde. Folk, der trives, er simpelthen mere produktive.  

Denne trivselsmyte understøttes løbende af en omfattende hær af konsulenter, forskere og repræsentanter for de store organisationer. Men de tre påstande holder ikke vand. Lad os tage dem én ad gangen:

  1. Danskerne trives ikke dårligt på jobbet. Sammenlignet med alle andre lande trives vi godt, vi har et supergodt psykisk arbejdsmiljø, og vores stressniveau er lavt.
  2. Man får ikke højere trivsel ved at have trivsel som mål. Dette er en form for kollektiv narcisisme, som på den lange bane fører til fru­stra­tioner og kynisme. Der er solid evidens for, at fokus på trivsel ikke giver øget trivsel.
  3. Folk udfører ikke nødvendigvis et godt stykke arbejde, fordi de har det godt. Derimod giver det stolthed, engagement og arbejdsglæde at udføre et godt stykke arbejde.

Der er mange grunde til, at trivselsmyten er så stærk. Jeg tror, at to af disse grunde er særlig vigtige:

For det første er der et meget stort antal mennesker, der lever af myten. Der er simpelthen langt flere mennesker, der lever af stress, end der dør af stress, og sådan har det været i mange år. Det gør tilsyneladende ikke noget særligt indtryk, at de allerfleste projekter, der sættes i gang for at øge trivslen, er uden effekt.

Og for det andet lægger trivselsmyten op til den bekvemme offerrolle, som fagbevægelsen, patientforeningerne og medierne har så stor forkærlighed for. Offerrollen er en honning­krukke. På kort sigt er den behagelig, giver sympati og kræver ikke nogen særlig indsats ud over at stille krav til alle andre end én selv. På den lange bane er offerrollen derimod udsigtsløs og til skade for dem, der har fået tildelt rollen.

Mange vil nok spørge, hvad alternativet til trivselsmyten er. Indledningsvis skal det pointeres, at der i og for sig ikke er noget i vejen med at trives. Det er et halvdovent hænge­køjebegreb, men det er ikke begrebet som sådan, der er hovedproblemet. Problemet opstår først, når øget trivsel gøres til et mål i sig selv.

Der er to faktorer, som mere end noget andet fører til arbejdsglæde, engagement og trivsel. For det første gode relationer – mellem ledelse og ansatte, mellem de ansatte indbyrdes og mellem de ansatte og kunderne/borgerne. Og for det andet fokus på en klart defineret kerneopgave, som giver mening, og som stiller krav til de ansatte. Hvis disse to ting er opfyldt, trives man. Det er ikke så indviklet endda, og vi behøver ikke mere forskning for at handle.

Det helt klare og velunderbyggede alternativ til trivselsmyten er at fokusere på virksomhedens sociale kapital. Vi ved i dag, at arbejdspladser med høj social kapital (tillid, retfærdighed og samarbejde) har tre helt centrale fordele:

  1. Høj kvalitet og produktivitet.
  2. Høj kunde-/borger-tilfredshed.
  3. Høj ledelseskvalitet, stolthed og arbejdsglæde.

Ved at fokusere på virksomhedens sociale kapital slår man med andre ord tre vigtige fluer med ét smæk – uden at tænke på trivsel. Rigtig mange offentlige og private virksomheder har allerede fundet ud af dette. Nu mangler vi bare, at de relevante myndigheder, organisationer og institutioner også kommer på banen.