Den seneste lobbybog på markedet udmærker sig ved at tage fat, hvor andre lobbybøger slutter. ’Flyt magten’ ser nemlig med en række konkrete eksempler og handlingsanvisninger på, hvordan man som virksomhed, interesseorganisation eller anden offentlig myndighed succesfyldt kan opnå politisk indflydelse.

En sådan succesformel er der efterspørgsel efter i en tid, hvor rammevilkårene for moderne interessevaretagelse er under store forandringer. Det gælder især for den måde, medierne, Folketinget og embedsværket arbejder på.

Der er kommet mange flere medier til, de sender næsten hele døgnet rundt, men færre læser, ser eller lytter efter. På de sociale medier kan man nå mange borgere hurtigt, men det er ofte dem, man er enige med, der læser med. I Folketinget er partierne blevet mere løsrevet fra organisationerne, og de er i højere grad optaget af enkeltsager, som de kan profilere sig på. Dertil kommer, at store forlig gøres klart i ministerierne med de forskellige ordførere eller placeres i finanslovsprocessen. Og i embedsværket er kommissionsarbejdet nedtonet og bestemte organisationers selvskrevne rolle erstattet af udvalgsarbejde, hvor organisationer inddrages efter nytteværdi.

’Flyt magten’ skiller sig ud fra mængden af lobbybøger ved at basere sig på masser af ­illustrative ­eksempler, der i sin enkelthed viser ­ledere, fagmedarbejdere og kommunikations­folk, hvordan de forskellige facetter af lobby­arbejdet kan gribes an, så der ­opnås ­politisk indflydelse. En ­gennemgående præmis i bogen er, at lobbyarbejdet ­ikke alene er noget for kommunikations­afdelingen eller public affairs-chefen. Det skal gennemsyre tænkningen og det ­konkrete arbejde i organisationen fra top til bund, for at de rette resultater kan nås.

De to forfattere – Susanne Hegelund og Peter Mose – trækker på deres årelange erfaring inden for journalistik, organisationsarbejde og rådgivning i eget firma til eksemplarisk at underbygge pointerne med eksempler indsamlet gennem flere år. Det er deres fjerde bog, og den oser af stort overblik og mange års konkret arbejde med feltet.

Bogen er på 300 sider og bliver en anelse lang sine steder, men som læser hænger man hele tiden på, fordi der igen og igen venter endnu et eksempel, som man kan lære af.

Grundfortællingen er vigtig

Allerede fra begyndelsen sættes scenen for nogle af de vigtigste ledelsesopgaver. Det handler om at skaffe sorte bundtal for de tre B’er: Brand, bagland og beslutningstagere.

Forfatterne skal have ros for at have bygget bogen op på den måde og vise, at brandet og grundfortællingen er fundamentet for det videre arbejde. Hvilken kommunikationsmedarbejder har ikke hørt direktørens og bestyrelsens krav om, at nu skal vi være mere synlige og sætte dagsordenen i omverdenen. Men når spørgsmålet så kommer, hvad det er, dagsordenen skal sættes med, og hvilke mål der skal nås, så fortoner svarene sig.

Det centrale råd til at begynde med i bogen er derfor at få styr på, hvordan omverdenen skal opfatte organisationen, og hvilken samfundsværdi man kan spille. I alt lobbyarbejde er evnen til at kunne se sig selv med omverdenens øjne central.

Jeg kunne personligt godt have ønsket mig, at der var et ekstra B med i analysen – udover brand, bagland og beslutningstagere – i form af borgerne. Her kunne der sættes ekstra spotlight på mulighederne for at involvere og påvirke dem via sociale medier. Det nævnes eksempelvis, at Kræftens Bekæmpelse har op mod 1 million unikke følgere på deres facebook-sider, hvilket gør dem til en seriøs konkurrent til de traditionelle nyhedsmedier.

Guldgrube af råd til ledere

Bogens målgruppe er indlysende de personer, der til daglig arbejder med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Selv om principperne er kendte for denne målgruppe, kan der læres rigtigt meget af de konkrete eksempler og cases undervejs.

Bogen henvender sig imidlertid i endnu højere grad til dem, der ikke til daglig arbejder med det konkrete lobbyarbejde. Det vil sige direktører, mellemledere og fagmedarbejdere. For dem er bogen en guldgrube af gode råd, og den giver en samlet forståelsesramme for, hvordan man bliver en succesfuld lobbyorganisation, der når sine mål, hvad enten det er som privat virksomhed på et politisk reguleret marked, en interesseorganisation, der varetager særinteresser, eller en offentlig myndighed, der er i konkurrence med andre om offentlige midler.

At få reel og konkret politisk indflydelse i en kompleks virkelighed er ikke nemt. Men bogen har gjort det enklere ved at præsentere redskaber og gode eksempler til fri afbenyttelse. Forfatterne har dermed givet bolden op. Nu er det bare at gribe den og komme i gang med det moderne lobbyspil.  

Om anmelderen:

Claus Christoffersen er cand.scient.pol. og arbejder som public affairs- og pressechef i Ergoterapeutforeningen. Har i 15 år arbejdet med presse og politisk interessevaretagelse bl.a. som presseansvarlig i Folketinget og som kommunikationschef i Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation.