Nå, men. Så er der sat spot på udviklingen af den offentlige sektor, igen. Nyt reformprogram, der har ambitioner om, at "NU skal vi afbureaukratisere", og "NU skal vi måle på resultater i stedet for processer", og "NU skal vi tænke på tværs". Fint nok, tænker du måske. Det er forsøgt før. Uden held. Bureaukratiet har aldrig været større, og rigtigt mange offentligt ansatte sukker under byrden af registreringer og kontrol og mangel på tillid. Og netop derfor er det helt vildt vigtigt at insistere på at udvikle og forbedre. En velfungerende offentlig sektor er jo – helt banalt set – forudsætningen for meget af væksten i den private sektor. Uden børneinstitutioner ville en stor del af arbejdsstyrken gå derhjemme. Uden transparent styring ville landet forvitre i korruption og manglende retssikkerhed for dig og mig. Uden adgang til gratis uddannelse, ingen kompetent arbejdsstyrke. Og sådan er der mange andre eksempler. For ikke at nævne hensynet til det fine begreb "almenvellet": Natur & miljø, sårbare børn, handicappede, understøttelsen af demokratiet osv.

Regeringen har netop lanceret sit oplæg til en sammenhængsreform med gode intentioner om bedre ledelse, mere sammenhæng og mindre bureaukrati. Måske ikke epokegørende anderledes end det, vi har hørt før. Men jeg håber virkelig, at det lykkes denne gang. For der er brug for mere tillid til den enkelte ansatte i den offentlige sektor, som er uddannet til og brænder for at gøre samfundet bedre. Vi vil gerne bruge vores faglighed til gavn for borgerne og virksomhederne. Og vi kan vel hurtigt blive enige om, at ingen af os gider registrere og styre mere end det, der nu engang skal til for at løse opgaven. Hvorfor er det så så svært at komme fra politikertalerne om afbureaukratisering, tillid, resultatmål over til den helt konkrete forandring på en helt almindelig onsdag i april ude på den helt almindelige arbejdsplads?

Jeg tror, at kløften mellem ord og handling skyldes flere ting: Dels er der nok ikke længere nogen i samfundet, der har det fulde overblik. En moderne offentlig sektor er på godt og ondt en kompleks størrelse. Dels står landets politikere jo til ansvar i TV-Avisen eller på de sociale medier for sager, som de grundlæggende ikke kender eller kunne styre over. Og i kølvandet på sådanne sager er det fristende lige at lægge en ekstra regel eller to ind – i troen på, at "så sker der ikke fejl en anden gang". Problemet er bare, at jo flere detaljerede regler og jo mere topstyring, desto større er risikoen for fejl. Tag bare beskæftigelseslovgivningen på tusindvis af sider. Hvem kan overskue dén? Vi skal udvikle den offentlige sektor i fællesskab. Men det forudsætter politisk forståelse for, at fejl kan ske – og tillid til, at ledere og medarbejdere i den offentlige sektor kan og vil fællesskabets bedste. Først da kan vi løsne de stramme bånd, der i dag er ved at kvæle den offentlige sektor!