I 1847 stod den første danske jernbanestrækning, Roskilde-København, færdig. Industrialiseringen, som i et lille århundrede havde buldret af sted i Storbritannien, begyndte nu også for alvor at sætte sit præg på de danske arbejdspladser, transportmuligheder, kommunikationsveje og byer.

 I dag, 170 år senere, står Danmark over for en lignende omvæltning. Tusindvis af fabriksarbejdspladser er de seneste årtier flyttet østpå, mens IT-teknologien har sneget sig ind over landegrænserne, ud i virksomhederne og ind i stuerne. Ikke meget er, som det plejede at være – heller ikke i den danske stat, der de sidste århundreder har været vant til at forholde sig til konkrete anlægsprojekter og ikke økonomi skabt på internettet.

Sådan lyder Martin Brynskovs analyse af det opbrud, det danske samfund står overfor netop nu. Han er lektor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet og en af landets fremmeste forskere inden for den teknologiske udvikling, der i disse år giver os begreber som ’smart cities’, ’tingenes internet’ og ’disruption’.

“Den tid, vi er i nu, svarer til, da vi skulle bygge jernbaner over hele landet for 150 år siden. Man skal vælge sporbredder og finansieringsmodeller. Ligesom verden dengang blev ommøbleret af industrialiseringen, er verden i dag ved at blive ommøbleret rent digitalt. Forskellen er blot, at den digitale ommøblering giver langt flere dilemmaer,” siger Martin Brynskov.

Vores lovgivning og forvaltninger er nemlig slet ikke bygget til den nye digitale tidsalder, mener han.

“Den måde, vores forvaltninger fungerer på, er indrettet efter det forrige århundrede. Teknologi har siden antikken været en del af byudviklingen, men hvor teknologier før kunne opdeles på forskellige ressort-områder, gennemsyrer digitaliseringen alle forvaltninger. Bare kig på Slotsholmen: Ansvaret for digitalisering ligger spredt på fem ministerier.”

Isen knager under os

Selvom internettet siden 1980’erne og 90’erne har ændret måden, hvorpå vi danskere kommunikerer, søger viden, handler, hører musik, ser tv, arbejder og i det hele taget lever, ligger der lige så mange ændringer foran os. Vi er først lige begyndt at stifte bekendtskab med deleøkonomien, de første internetkøleskabe er på vej ind i de danske køkkener, og hvem ved, inden for nær fremtid vil vi måske kunne få fløjet et lejet køkkenredskab til døren med en drone.

De nye muligheder giver udfordringer. Internettet har lukket butikker, sendt medierne ud i deres måske største krise og kostet tusinder af arbejdspladser. Udlejningsportalen Airbnb og taxiservicen Uber ud­for­drer den danske skatte- og arbejds­markedsmodel, og firmaer og stater ved mere om os end nogensinde, fordi vores smartphones hele tiden sladrer om, hvor vi befinder os, og hvad vi køber og overvejer at købe.

Det er derfor knagende is, Danmark er på vej ud på. En is, der risikerer at knække under os, hvis vi tager for hurtige skridt.

“Min hovedpointe er desværre meget deprimerende: Det er højt på den politiske dagsorden at få gjort noget ved det her, men viden på det politiske og langt hen ad vejen også det administrative niveau om, hvad man kan gøre, er minimal,” siger Martin Brynskov.

Ligesom forvaltningerne ikke er indrettet til at beskæftige sig med internet-økonomi, er størstedelen af embedsmændene nemlig heller ikke vant til at arbejde med udfordringer som IT-sikkerhed og overvågning. Det har ifølge Brynskov skabt et “vakuum, som er ved at blive udfyldt af amerikanske, indiske og kinesiske virksomheder”.

“Firmaerne kan meget hurtigere omstille sig, fordi de ikke har alle mulige hensyn at tage. Offentlige forvaltninger har en masse bindinger. Problemet er blot, at man ikke bare kan købe en af de her store virksomheder til at udfylde vakuummet. Det er ikke bare drift, det er ikke bare asfalt på en vej, det er demokratiets kritiske infrastruktur,” siger han.

Risikerer vi ligefrem, at det bliver store virksomheder som Google, der kommer til at diktere, hvordan vores samfund skal se ud i fremtiden?

“Ja, det risikerer vi i høj grad. Det er kritisk infrastrukur, og dermed er det også magt.”

Det er de udfordringer, der ifølge Martin Brynskov truer med at “flække” vores samfund. For hvis folk ikke føler, at de nye muligheder kommer dem til gavn, vil de gøre oprør.

“Det er det, vi allerede har set med Trump og Brexit, og det kommer til at ske i endnu højere grad, hvis de globale dynamikker er de eneste, der bliver respekteret, når vi ruller de her teknologier ud – uden hensyn til, at folk mister deres jobs eller føler sig overvåget eller bare tilsidesat,” siger Brynskov og tilføjer:

“Den her omstilling rammer departementschefen lige så hårdt som fabriksarbejderen. For hvis departementschefen ikke har luret, hvor fundamental en omorganisering af forvaltningen af vores samfund, den her udvikling kræver, så er det ham eller hende, der har et problem.”

Overblik eller overvågning?

’Smart cities’ er et af de begreber, som IT-teknologien de seneste år har bragt med sig. Flere danske kommuner har allerede smart city-løsninger som trafikovervågning og planer om tiltag helt ind i sundhedssektoren. Og netop de smarte byløsninger er noget af det, der endnu befinder sig i en gråzone.

Et eksempel er de såkaldte wifi-sniffere, der sporer de MAC-adresser, som mobiltelefoner udsender. Snifferne bruges af flere kommuner til at holde øje med antallet af trafikanter og i nogle tilfælde kortlægge deres rejsetid.

I 2015 kendte Erhvervsstyrelsen de wifi-sniffere, som nordjyske Blip Systems har udviklet, ulovlige, fordi deres sporing skete uden samtykke fra brugerne, som loven kræver, når man indsamler oplysninger, der kan identificere personer. Men allerede to måneder senere omgjorde Erhvervsstyrelsen sin vurdering, fordi Blip Systems sørger for at anonymisere MAC-adressen, så snart den bliver lagret, så den ikke kan spores tilbage til mobiltelefonen. Dermed fik kommunerne igen lov til at spore MAC-adresser.

“Det er et rigtig, rigtig godt eksempel på et dilemma, som fandt en pragmatisk løsning. For det blev ikke kendt direkte lovligt, men blot kendt ikke umiddelbart i strid med lovgivningen,” siger Martin Brynskov, der kalder det en balancegang mellem ‘overblik og overvågning’, hvor kommunerne har stor gavn af teknologien, men hvor borgere kan føle sig ramt på deres ret til anonymitet.

Han vurderer, at der vil gå 10 til 20 år, før myndighederne vil være i stand til at tage endelige beslutninger om, hvordan vi skal bruge de nye teknologier. Allerede om få år kan de danske myndigheder dog komme til igen at forholde sig til wifi-snifferne med “meget, meget voldsom, fornyet styrke”, tilføjer Brynskov, fordi EU netop har introduceret persondataforordningen, som kan gøre indsamlingen af MAC-adresser ulovlig.

“Det er en kæmpe, kæmpe udfordring at lave digitalisering og samtidig opretholde de her meget fine principper om anonymitet. Og i fremtiden bliver det kun sværere at få sådan nogle ting som wifi-sniffere igennem, samtidig med at det bliver mere og mere oplagt at bruge dem,” siger han og tilføjer, at myndighederne de kommende år er nødt til at træffe valg i blinde.

“Den omstilling, vi er i, er i virke­lig­­heden på nogle områder the wild west. Det bider sig selv i halen, fordi vi skal lave teknologi, som der ikke er standarder for, og organisationsændringer, der ikke er lovmæssigt grundlag for.”

Kommuner og EU er i spidsen

Som formand for og medlem af flere danske og internationale netværk, som arbejder med smart cities og andre teknologiske samfundsløsninger, oplever Brynskov, at flere lande har en begrundet frygt for at få overvågning i en grad, som man så det i de tidligere østlande. Hvor det dengang kun var staten, der havde interesse i information om borgerne, er det i dag i mindst lige så høj grad virksomheder, der vil have del i datamængden.

Alligevel ser Martin Brynskov lyst på fremtiden. I de netværk, han er en del af, møder han trods alt flere aktører, der har stor viden om de teknologiske udfordringer. Han oplever, at det er på det lokale og overnationale plan – i kommunerne og i EU – at man er længst fremme med udviklingen, mens man på regionalt og nationalt plan ikke er i direkte kontakt med dilemmaerne og derfor halter bagefter. Derfor skal de næste år gå med at få de mellemliggende niveauer endnu bedre med, mener han.

Som eksempel på kommunernes gode arbejde nævner Brynskov City Pack, et smart city-samarbejde mellem København, Aarhus, Odense, Aalborg og Vejle.

Men også kommunerne bliver nødt til at føle sig frem de næste mange år, understreger han.

“Jeg tror seriøst, at man skal betragte de næste 10-20 år som en overgangsperiode med midlertidige løsninger, hvor man på udvalgte områder giver eksperimenterne mere magt.”

Men hvis man giver plads til eksperimenter, lyder det også, som om man risikerer at gøre noget nu, som vi om 10 år vil tænke var et overvågningssamfund.

“Ja. Sådan er det jo med al udvikling, men det fornuftige svar må være at lade være med at gøre det hele i ét hug. Lad os prøve at lave fejlene i lille skala, før vi laver dem i stor skala, og så derefter indrette lovgivningen og vores samfund derefter.”

Kræver udviklingen simpelthen en fornyet diskussion om demokratiet?

“På et eller andet tidspunkt, ja. Jeg har svært ved at forestille mig andet. Jeg er ikke tilhænger af hele tiden at lave om på Grundloven, men jeg kan godt forestille mig, at vi, når vi ligesom har fundet ud af, hvordan klaveret spiller i den digitale tidsalder, må få konsekvensrettet ned igennem stakken af lovgivning,” siger Martin Brynskov. 

Læs mere:

Martin Brynskov et al. (2014): ‘Urban Interaction Design: Towards City Making’.

Henrik Korsgaard & Martin Brynskov (2014): ‘City bug report: Urban prototyping as participatory process and practice’. Proceedings of the 2nd Media Architecture Biennale Conference, 11/2014: 21-29.

Henrik Korsgaard & Martin Brynskov (2013): ‘Prototyping a Smart City’.

Evgeny Morozov (2013): ‘To Save Everything, Click Here: The Folly of Technological Solutionism’.