Sahar Asif måtte aktivere hele sit netværk og få andre til at stå inde for, at hun ikke var hemmelig PET-agent, inden hun efter ti måneder fandt frem til tre unge mænd, der havde lyst til at blive interviewet af hende til specialet. To af dem havde været i Syrien – den ene i Islamisk Stat. Den tredje havde fået inddraget sit pas på grund af mistanke om, at han ville tage af sted.

Hun talte med dem om, hvordan de reagerer på politikernes tale og politik. Hun læste også omkring 3.000 nyhedsartikler fra medierne for at finde ud af, hvilke fortællinger politikerne skaber om potentielle syrienskrigere.

Hvad fandt du frem til i artiklerne?

”At politikere fra alle partier skaber fortællinger om hellige krigere og landsforrædere, som Danmark skal beskyttes mod. Desuden bliver der ikke taget hensyn til, hvad folk reelt laver i Syrien – om de fx er nødhjælpsarbejdere.”

Hvad brugte du den viden til?

”Det nye, som mit speciale bidrager med, er, hvordan de her unge mænd reagerer på deres egen kategorisering som potentielle syrienskrigere, der ifølge politikerne er en sikkerhedstrussel. De mente ikke selv, at de var sikkerhedstrusler, bare fordi de havde noget med Syrien eller Islamisk Stat at gøre. Derudover var de tre meget forskellige.”

Hvordan?

”Ham, jeg kalder Nasim, er meget paranoid og kan ikke forstå, at myndighederne har taget hans pas. Han ser sig selv som uskyldig og er begyndt at stoppe med at komme i moskeen og har fjernet sit skæg. Han gør alt for at komme ud af den her kategorisering. Den anden, som jeg kalder Mohammed, har været i Syrien og er kommet hjem igen. Han modarbejder direkte politikerne. Han møder fx op, når PET holder borgermøder for bekymrede forældre, og fortæller forældrene, at de ikke skal samarbejde med de vantro myndigheder.”

Og den tredje?

”Den sidste, som jeg kalder for Akram, har været i Islamisk Stat. Han vil rigtig gerne derned igen, og han føler ingen tilknytning til Danmark, da han mener, at han er blevet skubbet ud af politikerne hele sit liv. Han opfatter sig overhovedet ikke som en sikkerhedstrussel for Danmark, da hans personlige projekt foregår i Islamisk Stat.”

Hvad har de to lavet dernede?

”Jeg har ikke spurgt om det, og det var heller ikke dér, mit fokus lå. Jeg lovede også på forhånd ikke at spørge, for de er meget paranoide omkring at komme i myndighedernes søgelys.”

Kan du overhovedet konkludere noget ud fra tre interviews?

”Der er kun mellem 150 og 200 mennesker, som er i myndighedernes søgelys for at være potentielle syrienskrigere, og så er tre individer pludselig en ret stor del. Jeg konkluderer heller ikke på vegne af alle syrienskrigere, men kun de tre, og desuden bakker jeg min konklusion op med teoretiske modeller og eksisterende litteratur.”

De kunne jo have dagsordener for at mødes med dig?

”Jeg har taget metodiske forbehold for, at de kun ville fortælle mig det, jeg gerne ville høre. Og at jeg faktisk ikke har adgang til deres reelle intentioner og derfor ikke kan være sikker på, at de fortæller mig hele sandheden. Men det ændrer jo ikke på, at de fx fortæller mig, at politikernes fortællinger kan radikalisere dem yderligere, fordi de føler sig skubbet ud af samfundet.”

Hvad kan politikerne gøre anderledes?

”I stedet for at kategorisere potentielle syrienskrigere som én homogen gruppe kræver det, at man kommer ind og taler med individet, da italesættelsen, som den er nu, kan være med til at radikalisere yderligere. Kort fortalt skaber politikerne en modreaktion hos de potentielle syrienskrigere, som kan gå hen og blive til en ond cirkel.”

Er det realistisk at gå ned på individplan?

”Måske ikke, men man kan godt forholde sig til det alligevel og give plads til, at individerne kan være forskellige og have en anden livsanskuelse.”