Den frie markedsideologi har domineret os så længe, at vi som borgere har glemt en af vores vigtigste demokratiske rettigheder. Nemlig at forholde os kritisk til den. Og derfor har de frie markedsforkæmpere kunnet bilde os ind, at økonomi er en eksakt videnskab, der er så svær at greje for menigmand, at vi blot skal overlade den til eksperterne.

Det har vi nu gjort i årtier, også selvom det i 2008 næsten fik verdensøkonomien til at kollapse og efterlade flere vestlige økonomier i ruiner. Men stadigvæk sluger vi det neoliberale budskab lige råt uden at indse, at der findes langt bedre alternativer for vores samfund.

Sådan lyder det fra en af nutidens førende økonomer, den sydkoreanske professor Ha-Joon Chang, ansat på Cambridge University. Han er kendt som økonomen, der i ramme alvor advarer samfundet mod sin egen faggruppe, og for gennem flere globale bestsellere at forsøge at aflive de neoliberale myter, som han mener, vores samfund lider under. Blandt andet med bogen ’23 Things They Don’t Tell You About Capitalism’ fra 2010, som nu er solgt i 650.000 eksemplarer og oversat til 32 sprog.

”Jeg er på ingen måde anti-kapitalist, selvom mange gerne vil fremstille mig som sådan. For jeg mener stadig, at kapitalismen er den bedste samfundsmodel, vi som mennesker har udviklet. Til gengæld mener jeg ikke, at den neoliberale version af kapitalismen, som har domineret vores klode i 30 år, er sund. Og jeg mener slet ikke, at det er den eneste realistiske økonomiske model i dag, sådan som pengeeliten har bildt de fleste borgere ind,” siger Ha-Joon Chang til Djøfbladet.

Vi sluger det frie marked råt

Han fortæller, at kapitalismens udvikling altid har fundet sted som en forhandling mellem to modsatrettede kræfter. Pengeklassen, der på den ene side altid har trukket i retning af et friere marked, og de, der på den anden side har taget de svages parti og altid skubbet på for en større statslig indblanding.

Men den første gruppe har, siden Reagan og Thatcher slog den neolibe­rale tone an i 1980’erne, haft held med at fastholde samfundet i den frie markedstænkning så længe, at ingen længere rigtig stiller spørgsmålstegn ved den. Forhandlingen mellem de to modpoler er derfor gået i stå, og vi har alle stiltiende accepteret devisen om, at markedskræfterne har det bedst, når de overlades mest muligt til sig selv. Og at privatiseringer, dereguleringer og skattelempelser for den øverste del af befolkningen derfor er til alles bedste.

 ”Den frie markedstænkning er så givet i dag, at ikke engang krisen i 2008 fik folk til at stoppe op og forsøge at forstå, hvad der udløste krisen eller kræve, at nogle blev stillet til ansvar. I dag er det derfor flygtningene, der får skylden for velfærdsforringelserne i Europa, og ikke det massive hul, der blev skabt i økonomien, da man måtte redde en ureguleret finanssektor, som pengeeliten havde kørt i sænk,” fortæller Cambridge-professoren.

Som eksempel giver han beregninger, der viser, at tæt på 18 millioner mennesker globalt set endte med at miste jobbet efter finanskrisen i 2008. Men alligevel er endnu ingen blevet juridisk dømt endsige bare forsøgt retsforfulgt efter den historiske økonomiske nedtur, som de fleste lande endnu lider under.

Økonomi er ikke en eksakt videnskab

For Ha-Joon Chang er det største problem i dag dog ikke, at pengeeliten, forretningsverdenen, finanssektoren og økonomiske eksperter har fået overbevist os om, at det frie marked er den bedste samfundsmodel. Men at vi i samme moment er kommet til at tro, at økonomi er en videnskab med kun ét svar, som er så kompliceret, at den bedst overlades til dem, der forstå sig på den. Nemlig pengeeliten selv.

”Økonomi bliver i dag fremlagt som en eksakt videnskab på linje med kemi og matematik. Men det er forkert. For det er en dybt politisk disciplin. Selvfølgelig findes der økonomiske tekniske aspekter og ting, som er rigtige og forkerte, men der ligger altid politiske og etiske bevæggrunde bag forskellige økonomiske valg. Men vi har taget idéen om det frie marked så meget til os, at den er blevet en slags religion, og de frie markedsøkonomer er derfor eksperter ophøjet til en status på højde med de katolske præster under middelalderen. Som nogle, der har patent på sandheden, og det er en dybt farlig udvikling,” siger Ha-Joon Chang.

Som aktuelt eksempel nævner han, at verdens vigtigste demokrati, USA, netop har valgt en spekulativ forretningsmand uden politisk erfaring overhovedet som præsident. Og at man for få år siden i yderst pressede økonomier som Italien og Grækenland har kunnet forbigå alle demokratiske processer og uden videre indsætte professionelle økonomer som Mario Monti, der er tidligere EU-kommissær, og Lucas Papademos, som er tidligere vicedirektør i den Europæiske Centralbank, som regeringsledere. Ifølge Ha-Joon Chang fordi der i samfundet i dag hviler en blind tillid til, at økonomer har en helt særlig adgang til sandheden.

”Heltedyrkelsen af økonomerne og idylliseringen af det frie marked foregår ikke kun blandt pengeeliten. Den gennemsyrer hele samfundet som en bred kollektiv konsensus. Den dominerer de store universiteters økonomifakulteter, de finansielle institutioner, EU-Kommissionen, bankerne, dagens medier og hele det politiske system,” siger stjerneøkonomen og peger på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der som den første store socialdemokratiske statsleder blåstemplede den frie markedstænkning med sin Third Way-policy i 1990’erne og fik resten af verdens centrumvenstre-politikere til at begynde at trække i samme retning.

Økonomisk medborgerskab

Og derfor har Ha-Joon Chang nu gjort det til sin mission i livet at ruske offentligheden til live. Dels for at give os en bredere forståelse af den økonomiske fagdisciplin og dels for at minde os om vores demokratiske forpligtelser.

”Folk forlanger at blive hørt som demokratiske borgere på alle mulige andre områder. Når soldater sendes i krig, når skoler bliver forringede, eller når skatterne stiger, råber vi op. Men når det gælder finansielle kriser, regulering af de finansielle markeder eller eurozoner, siger folk, at det er alt for teknisk og ikke er noget, de forstår sig på. Men hør, vores demokrati virker jo kun, hvis borgerne gider engagere sig i de store spørgsmål. Man behøver ikke være teknisk ekspert for at have en holdning til samfundets økonomiske prioriteringer. Men man må anstrenge sig lidt for at skabe sig en basal forståelse, og det mener jeg, at vi alle har pligt til, ”siger Ha-Joon Chang.

Som en håndsrækning udgav han for et par år siden den økonomiske bruger-guide: ’Economics: The User’s Guide.’ Med den formulerede han en opfordring til, at vi alle påtager os et mere aktivt økonomisk medborgerskab og sætter os ind i basale samfundsøkonomiske principper.

”Hvorfor skal vi have demokrati, hvis vi alligevel overlader det hele til teknokrater? Finanskrisen i 2008 var et klokkeklart eksempel på, at økonomi er for vigtigt – og for farligt – til at overlade til eksperter og økonomer alene. Derfor var den også et vidnesbyrd om, at vi har pligt til at engagere os i samfundets økonomiske emner for at forstå, at der er alternative samfundsmodeller til den neoliberale økonomiske,” påpeger Ha-Joon Chang.

Den skandinaviske model er bedst

En af de samfundsmodeller, som han selv hylder og erklærer sig som åbenlys fan af, er tilfældigvis den skandinaviske. Og den er ifølge Chang unik på tre overordnede parametre sammenlignet med resten af verden.

Den første er, at vores velfærds­systemer i sig selv er mere omfattende end de fleste andre. Hvor de sociale udgifter i Skandinavien i snit udgør 30 procent af vores BNP, ligger de i USA på 20 procent og Sydkorea helt nede på 10 procent. Det betyder ifølge Chang, at vi i Skandinavien langt bedre formår at beskytte vores indbyggere mod de udfordringer og livschok, som alle mennesker rammes af, men som i mange andre lande ofte får borgere til at miste fodfæstet. Det særlige ved de skandinaviske velfærdsmodeller er ifølge den sydkoreanske professor, at vores velfærdsydelser er for alle og ikke kun rettet mod særligt svage grupper.

”I lande som USA er sociale ydelser kun for de fattigste, hvilket skaber frustrationer for alle. For middelklassen, fordi de føler, at de som de eneste betaler for velfærden uden selv at få noget igen. Og for de svageste, fordi de som modtagere føler sig stemplede og voldsomt stigmatiserede og derfor hellere var socialstøtten helt foruden. I Skandinavien har I en universel dækning, som indebærer, at alle bidrager og også får noget igen. Det reducerer helt grundlæggende den sociale modstand og giver et langt mere stabilt samfund,” siger han.

Unik sikkerhed og dynamik

Ha-Joon Chang mener dog, at en tredje forklaring er den mest afgørende for de skandinaviske samfunds overlegenhed. Og den ligger i den måde, velfærdstanken er koblet til den økonomiske udvikling.

”Dér, hvor jeres lande virkelig er enestående, er i den måde, I har designet velfærdsstaten, så den hjælper med den økonomiske omstrukturering og vækst i samfundet,” siger han og refererer dermed til den skandinaviske flexicurity-model.

”Jeres velfærdsstater har nemlig både en generøs arbejdsløshedsunder­støttelse og et statsstøttet efteruddan­nel­ses­system, som betyder, at folk både formår at fastholde og følge med udviklingen i deres jobs. Men også, at de får hjælp til jobsøgning og omskoling, hvis de mister jobbet og derfor hurtigt kommer tilbage i arbejde igen. Det er uhyre vigtigt,” siger han og uddyber:

”Dels er det godt for jeres indbyggere, dels gør det det lettere for virksomheder at lave omstruktureringer og forandringer, uden at folk kramp­agtigt holder på deres jobs som i alle andre lande, hvor forandringer ofte skaber stor social uro. Modstanden mod de store strukturelle forandringer i jeres samfund er derfor langt mindre end alle andre steder. I har altså både et socialt sikkerhedsnet og en åben og dynamisk økonomi uden konstante sociale konflikter, og det er helt fantastisk,” siger den sydkoreanske stjerneøkonom.