Nadja Dyhre havde skrevet tre sider af sit bachelorprojekt, da hun under en løbetur mistede følelsen i kroppen. Tyggende på sin egen tunge zigzaggede hun sig hen til et par andre løbere, der fik hende på hospitalet.

En scanning viste en frisk blodprop i hjernen. Hun var indlagt i halvanden måned og skulle lære at bruge sin hjerne og krop igen. Hun havde også fået en permanent hjerneskade, så hun nu sover 10 timer hver nat og hviler tre gange i løbet af dagen. Desuden har hun kronisk ondt i hovedet. Ingen af delene fik hende dog til at droppe idéen om at skrive bachelorprojektet færdigt. Da hun begyndte at skrive igen, græd hun.

”Det var rigtig skræmmende. Jeg var vildt imponeret over de flotte fremmedord, jeg havde skrevet, men jeg forstod dem ikke. Jeg sad på en yoga-måtte på genoptræningscentret med computeren på gulvet og alle bøgerne spredt ud en halv time hver aften. Det var, hvad jeg kunne koncentrere mig om, og hvis jeg kunne skrive en halv side om dagen, ville jeg nå det til deadline.”

Hun fik 12 i opgaven, som hun afleverede til tiden. Bagefter fik hun dispensation til at læse videre på nedsat tid, og alt gik fint frem til, hun skulle skrive speciale.

”Jeg fik konstateret tyktarmskræft og blev opereret. Det gik godt, men efter to dage sprang sammensyningen op, og jeg skulle opereres igen med det samme – det var ret slemt.” 

Endnu engang kæmpede Nadja sig gennem sygdom og opgaveskrivning. Hun afleverede sit speciale i slutningen af sidste år og fik 10 for det – hun havde egentlig bare håbet på at bestå.

Nu var drømmen at arbejde med jura i et fleksjob. Hun satte sig derfor grundigt ind i reglerne og betalte selv for en neurologisk speciallægeerklæring, som konkluderede, at hun kan arbejde 10-12 timer om ugen – lige meget hvilket erhverv hun beskæftiger sig med. Desuden aftalte hun med sin gamle studiearbejdsplads, at hun kunne komme i arbejdsprøvning hos dem. Alt så lyst ud, da hun tog op på kommunen for at komme videre med sin sag.

”Sagsbehandleren reagerede ved at sige, at de ikke ville betale de 10.000 kroner for speciallægeerklæringen, hvilket heller ikke var min plan. Desuden mente hun ikke, at jeg skulle arbejde med jura, da det kun ville forværre min situation, selv om der stod noget helt andet i erklæringen. Nu har hun i stedet visiteret mig til et projekt, hvor man arbejder med sine egne styrker og ressourcer. Jeg spurgte hende, hvad jeg skulle få ud af det, men det kunne hun ikke svare på.”

Nadja Dyhre giver dog ikke op og er sikker på, at hun vil få sin drøm om et jurajob opfyldt. Hun skal bare lige finde ud af hvordan.

”Jeg har dyrket taekwondo i mange år og har altid haft den mentalitet, at når man falder, og når man bliver sparket ned, så rejser man sig op igen. Sådan er det bare.”

Hvem var du, da du begyndte på studiet?

”Jeg startede i 2010 og var sund og rask. Jeg har sort bælte i taekwondo og har dyrket det i 14 år nu. Jeg var på talentholdet og var også lige blevet udtaget til opvisningslandsholdet, så der var fuld fart på. Jeg hverken drak eller røg og spiste sundt. Alt var godt.”

Hvorfor fik du blodproppen?

”Lægerne har fundet det overvejende sandsynligt, at det var, fordi jeg var på p-piller, så dem må jeg aldrig komme i nærheden af igen. Der er også flere af mine veninder, der droppede pillerne, efter de så mig sidde lam i en sygehusseng.”

Overvejede du at droppe ud af studiet?

”Ikke på noget tidspunkt. Jeg skulle bare være færdig med det bachelorprojekt og senere hen specialet. Det var jo en lille bid af den hverdag, jeg havde mistet. Min familie bakkede mig 100 procent op, men dem, som ikke kendte mig, syntes jo nok, jeg var vanvittig.”

Hvad vil det give dig at arbejde som jurist?

”Jeg ville få lov til at arbejde med det, jeg har flair for og et højt ønske om at arbejde med, for jeg er ikke blevet dummere af min hjerneskade, jeg har bare nogle markante gener. Det handler også om livskvalitet. Jeg har affundet mig med min situation, men jeg har sgu ikke kæmpet så meget for at støde panden mod muren nu.”