Var en af os kommet på sådan noget som Airbnb, havde de andre nok vendt tommelfingeren nedad, for helt ærligt, hvem i alverden har lyst til at lade vildt fremmede hygge sig i éns seng? Nej, allerede dér ville den have været aflivet, så vi hurtigt kunne komme videre.

En overgang røg vi ustandseligt ind i det med at finde på noget: En app, en portal på nettet, et nyskabende, kreativt forretningskoncept, så vi kunne sige op, blive iværksættere, tjene kassen. Når vi mødtes på værtshuset, hvor man må ryge, eller i sommerhuset uden kvinder, kom det næsten altid: ”Man skulle lave sådan en...”

Og så svævede forslagene gennem stuen som sæbebobler og med nogenlunde samme holdbarhed. Idéer, der alligevel ikke kunne lade sig gøre, halvdår­lige, glemt allerede næste morgen, teknisk udfordrende inventioner som en automatisk røvtørrer til det kinesiske marked.

Facebook og Skype gjorde stifterne utilgiveligt rige. Men mindre kunne også gøre det. Vi gled over i brætspilsfasen. En ganske almindelig bankmand fandt på Bezzerwisser, vistnok i sommerferien med regn tre uger i træk. Brætspil blev anmeldt i avisen, en brætspilspris indstiftedes; danskerne syntes grebet af spil, fandt på som aldrig før. Hvorfor så ikke en af os?

Kom nu til mig, du enkle, geniale idé!

Aften efter aften sad jeg med karton, papir og saks, klippede og klistrede, formulerede spørgsmål og overraskende svar. Mit terningspil var aldrig set før, og det var der måske god grund til. Familien nåede ikke spillepladen rundt, halvvejs brød børnene sammen af kedsomhed.

Heller ikke de andres idéer blev til noget. Vi er nok gået ned på entusiasme. I stedet diskuterer vi politik og har hårde meninger. Jeg kommer til at savne gejsten fra den periode, da vi lod os rive med af hinandens fantasterier og i få lykkelige timer forestillede os, at vi havde tænkt guld. Noget særligt var opstået i tidsånden, som heldigvis stadig lever, om end tendensen forekommer mig at tabe højde sammenlignet med for fem eller ti år siden. Man hørte om venners venner og bekendtes bekendte, der fik den gode idé og startede virksomhed, pludselig var fire ansatte, så otte. Min nevø på 18 ville producere børnecykler ud fra et Build-a-Bear-princip. Stadig flere blev entreprenører med udgangspunkt i bæredygtighed, økologi. På tværs af politiske skel. Venstreorienterede forretningsfolk.

Meget mere end en selskabsleg. Det er udtryk for en dyb længsel hos mange om at sætte noget i gang, præge det, se det vokse og vigtigt: Bestemme selv. For mit vedkommende begyndte det måske allerede med posthuset, jeg fik i julegave som seksårig. Der var stempler, konvolutter, frimærker. Orden, procedurer. Man var den øverste. Administrator. Kan det forklare, at jeg ikke har fundet på noget?