De vil bare gerne gøre det godt – men hvornår er godt ’godt nok’? Djøferne kæmper med stressen i det daglige. Ifølge Djøfs seneste stressundersøgelse beskriver 41 procent af djøferne sig i ’høj’ eller ’nogen grad’ som stressede i hverdagen.

For to år siden lå den oplevede stress på samme niveau som nu, mens det i 2008 ’kun’ var 30 procent af djøferne, der var ramt af stress i det daglige.

Men er det trods alt ikke et godt tegn, at stressen er stagneret efter at være steget siden 2008? Nej, her kan det være svært helt at have ja-hatten på, mener cand.psych. og ph.d. Malene Friis Andersen, der er stressforsker ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

”Derudover ville jeg også endnu være varsom med at kalde det for en stagnation på baggrund af samme resultat to målinger i træk. Stressniveauet blandt djøferne ligger højt, og jeg behøver ikke at vente på, at det kommer højere op, for at sige, at det er for højt.”

Stress er vidensarbejdernes åg

NFA har tidligere målt stressniveauet blandt den beskæftigede del af befolkningen, og Statens Institut for Folkesundhed har gjort noget tilsvarende blandt hele befolkningen. De kommer begge med nye tal i år, men deres seneste tal viser et markant lavere oplevet stressniveau. Således havde 21,3 procent af befolkningen et højt stressniveau i 2013. Malene Friis Andersen understreger, at der ikke er spurgt på samme måde som i Djøfs undersøgelse, men peger på, at der er nogle forhold i det højintensive vidensarbejde, som kan være en del af forklaringen på, hvorfor djøferne i højere grad føler sig stresset.

”Der er risikofaktorer, som ligger i det grænseløse arbejde. Djøferne kan arbejde hvor som helst og når som helst, og der er typisk ikke et mål for, hvornår en opgave er løst godt nok. ’Hvis jeg nu lige bruger en halv time eller måske en hel aften på det oplæg, jeg skal holde i morgen, så sidder den lige i skabet’. Det er også diffust, hvor mange opgaver en vidensarbejder kan og skal nå, for det handler jo ikke om, hvorvidt en stol kan stå eller ej – for mange er arbejdet og kvalitetsniveauet i princippet uendeligt.”

Mange vidensarbejdere er meget engagerede og lægger en stor identitet i arbejdet, og det kan også være en stressfaktor.

”Det er ikke et valg, om vidensmedarbejderen vil bruge sig selv i arbejdet – det er et vilkår for overhovedet at kunne løse arbejdsopgaverne, og derfor er det ikke så nemt for os at trække på skulderen og sige pyt. Det betyder, at der er stor risiko for, at arbejdet bevæger sig for meget med ind i det andet liv, hvor man ellers skulle restituere. Så her ligger en stor ledelsesopgave i at hjælpe med at få trukket nogle grænser i det grænseløse,” siger Malene Friis Andersen.

Den gode vilje er der

Edith Jakobsen, arbejdslivspolitisk chef i Djøf, mener også, at stressniveauet blandt djøfere er bekymrende højt. Og hun er enig i, at lederne bliver nødt til at gå ind og tager teten, hvis stresskurven skal knækkes.

”AC’s nyeste arbejds­miljøundersøgelse viser, at lederne også synes, at det er et meget vigtigt område. Men den viser også, at de synes, det er svært at udfylde rollen. Rigtig mange ledere oplever selv problemer med stress og med at være fanget i et krydspres mellem tid, opgaver og resurser. Derfor er det oplagt, at håndtering af stress og psykisk arbejdsmiljø bliver en mere integreret del af lederuddannelserne.”

Lederne har altså en stor opgave i at håndtere det krydspres, som både de selv og deres medarbejdere oplever, understreger Edith Jakobsen.

”Skal vi stress til livs, kræver det, at ledelsen på alle niveauer støtter og prioriterer og ikke mindst opstiller klare forventninger, der er realistiske set i forhold til tid og resurser.”

Samtidig kan lederne ikke forvente, at alle kan yde maksimalt gennem et helt arbejdsliv, mener Edith Jakobsen.

”Mange af os bliver skilt eller oplever, at en af vores nærmeste dør eller bliver kritisk syg. Det påvirker selvfølgelig vores arbejdsevne, og det skal ledelserne kunne rumme og håndtere.”

Malene Friis Andersen siger, at hun godt kan forstå, hvis snakken om stress efterhånden hænger folk ud af halsen, for vi har talt om det i årevis uden at få løst problemerne. Alligevel er hun forsigtig optimist.

”Det gode er, at der er så mange fællesinteresser i at få det løst. Vi har ikke fundet den rigtige formel endnu, men 95 procent af lederne siger, at det er en vigtig ledelsesopgave.”