Sidder du ofte ved skrive­bordet og fantaserer om en udsigt, hvor skyskraberne rejser sig stolt i horisonten, eller hvor klimaet er en smule venligere? Så er du ikke alene. Udlandsdrømmen lever i mange af os, men lige så fristende tanken er, lige så uoverskueligt kan det virke at konvertere sit trygge job i Danmark til en international karriere.

At skaffe sig et job under andre himmelstrøg er ofte en kompliceret omgang, og alene visumprocessen er nok til at suge optimismen ud af de fleste. Men det er langtfra umuligt, siger Jens Lernø Storm, der er headhunter for det danske firma HolmMarcher i New York.

”Det nemmeste er at komme til et andet EU-land, men hvis du har de rette kompetencer, kan det også lade sig gøre at komme til USA. Hvis du vil søge visum på egen hånd, skal du kunne noget særligt inden for kunst, håndværk eller lignende. Hvis du er lønmodtager, skal du gå efter at blive ansat i et firma af en vis størrelse. Små, private firmaer har sjældent hverken evner eller økonomi til at hjælpe med visumprocessen, der ofte kræver dyr, professionel hjælp. Det allernemmeste er selvfølgelig, hvis du i forvejen arbejder for en multinational virksomhed, der kan lave en intern overflytning til et andet land,” siger han.

Jens Lernø Storm har arbejdet for flere amerikanske virksomheder, og han oplever generelt velvilje over for dansk arbejdskraft. Det er ofte nemmest at blive bemærket, hvis man har en meget målrettet specialisering, men også den europæiske tilgang til ledelse og strategi er i høj kurs i USA.

”Amerikanerne kan typisk kun én meget specifik ting. Det er faktisk en fordel for de europæere, der gerne vil herover, for de er generelt bedre til at have flere hatte på og arbejde både frontend og backend. Lige nu løser vi fx en rekrutteringsopgave for et af verdens største reklamebureauer, der skal bruge en person til en kreativ, strategisk rolle. Den person kan de ikke finde i USA, og derfor kigger de over Atlanten,” fortæller han.

Zoom ud

De store finansielle virksomheder er blandt dem, der hyrer flest medarbejdere på tværs af landegrænser, og i Barclays imposante hovedkvarter på Manhattan er den irske chefhead­hunter, John Johnston, altid på jagt efter internationalt talent. Han har været headhunter i mere end 15 år, og en af hans vigtige erfaringer er, at mange definerer sig selv for smalt.

”Hvis du arbejder inden for et bestemt felt i en investeringsbank, så lad være med at tro, du skal kigge efter et nøjagtigt tilsvarende job i en investeringsbank i New York. Ofte kan det, du laver, være attraktivt for en anden type virksomhed, fx retail. Folk kigger generelt for snævert på deres kompetencer og glemmer at zoome ud og se på: Hvad er det reelle indhold i det, jeg laver, og hvor er parallellerne i andre virksomheder og brancher?” siger han.

Han opfordrer til, at man begynder med en realistisk afklaring af, om man er kvalificeret til et visum. Det er blevet sværere i USA de senere år, og med Brexit tegner der sig også nye, ufleksible perspektiver i Europa – men han understreger, at interessen for dygtige, internationale kandidater til gengæld er stigende hos mange store virksomheder.

”Vi har i dag et stærkt fokus på diversitet. En af grundene til, at bankverdenen endte i den gigantiske krise i 2008, var, at den finansielle sektor var ledet af en gruppe mennesker, der alle sammen lignede hinanden. I dag tager vi meget alvorligt, at medarbejderne skal ligne vores kunder, og der skal gerne være folk af alle køn, aldersgrupper, nationaliteter og seksuelle observanser repræsenteret rundt om bordet,” siger han og tilføjer, at man især har gode muligheder, hvis man arbejder på et felt, hvor Danmark er foran USA.

”Bankerne i Europa er fx langt dygtigere til at udvikle kreative, teknologiske løsninger, som gør livet nemmere for kunderne. I USA bliver man stadig jævnligt bedt om at skrive en check. I den finansielle sektor opfattes europæere generelt som meget progressive, og deres viden er eftertragtet,” siger John Johnston, der i Barclays har kolleger fra hele verden, også Danmark.

Brug dine kontakter

Én ting er at træffe beslutningen om at forfølge drømmen – noget andet er rent faktisk at lande et job i et andet land. Ifølge Jens Lernø Storm er det oftest spild af tid at skrive lange, grundige ansøgninger. Medmindre du har noget helt unikt at byde på, bliver ansøgningerne sorteret fra i HR-afdelingerne.

”Det mest effektive er at få aktiveret et netværk dér, hvor du gerne vil hen. Hvis du fx er dansk advokat og gerne vil arbejde i USA, så find nogle danske advokater herovre, som kan gøre noget for dig. Få lavet en knivskarp formulering af, hvad du er god til, og skaf dig nogle hjælpere, der kan gøre opmærksom på dig. Ofte kan konsulatet og ambassaden også hjælpe med kontakter og give dig et overblik,” siger han og opfordrer til at smide den danske forsigtighed væk.

”Vi kan lære meget af amerikanerne, når det handler om at markedsføre os selv.”

Amerikanerne er dygtige til at snakke og dyrke deres egen historie, og de lærer helt bogstaveligt at lave præsentationer helt fra skolen. Det nytter ikke noget at komme anstigende med vores lidt tilbageholdende danske facon i udlandet, konstaterer han.

Spark døren ind

En anden mulighed er at sparke døren ind til en headhunter inden for dit felt. Det kan kræve vedholdenhed, men hvis dit CV er godt og relevant for virksomheden, er det ikke umuligt, siger John Johnston.

”Du skal kunne dokumentere, at du har en erfaring, der kan bruges. Fx ansætter jeg ofte folk med militær baggrund, fordi de kommer med noget, man ikke kan lære folk – en høj arbejdsmoral, evnen til at tilpasse sig og et godt instinkt. Men først og fremmest handler det om din attitude og fornemmelsen af, at du har det drive, der skal til i det nye job,” siger han og kommer med en afsluttende opfordring:

”Hvis man gerne vil ændre sin karriere, så er der én ting, der ikke kan erstattes, nemlig handling. Mange overtænker en jobproces til døde, men grib det i stedet an som alt andet i livet, du gerne vil opnå. Et maratonløb føles også som en uoverskuelig størrelse i begyndelsen, men mange gennemfører alligevel. Ganske enkelt ved at begynde træningen med den første mil og tage den derfra,” siger han.


Hvem er headhunterne?

Jens Lernø Storm

Headhunter, partner hos rekrutteringsfirmaet HolmMarcher i New York.

På CV’et:

Vice President, Percolate Inc.
COO, Vertic.
General manager, Microsoft.

Flyttede med sin familie fra Danmark til New York i 2012.

Uddannelse: Marketing, CBS.

John Johnston

Global Executive Recruiter hos finansvirksomheden Barclays i New York.

På CV’et:

Executive Recruiter, J.P. Morgan, New York.
Partner, Marlin Hawk, London.
Desuden bl.a. Harvey Nash og Goldman Sachs.

Oprindeligt fra Nordirland. Har boet i London en årrække og de seneste fem år i New York. 

Uddannelse: Jurist, Trinity College/Dublin Business School.


Jens Lernø Storms bedste råd

  1. Forbered dig selv og familien grundigt, både praktisk og mentalt. Vores børn var seks og ni, da vi flyttede til New York, og det kan sagtens lade sig gøre at flytte med børn, men det er ikke nødvendigvis let i begyndelsen. Sæt en tidsgrænse på et år ad gangen – det gør beslutningen nemmere at håndtere for alle.
  2. Det er sjældent realistisk at få danske vilkår i udlandet, så du må være indstillet på, at det er mere risikobetonet og nemmere at blive fyret, især i USA. Glem alt om rettigheder og funktionærlov.  
  3. Sæt i gang! Både jobmæssigt og familiemæssigt er et udlandsophold en fantastisk oplevelse, som er alt besværet værd. Hvis du går med en vedholdende drøm, så gå efter den.

John Johnstons bedste råd

  1. Få et optimalt overblik over dine kompetencer, før du begynder at tage kontakt til udenlandske arbejdsgivere. Få styr på, hvad du gør supergodt, og få det tydeligt formuleret. Det er en stor hjælp.
  2. Hvis du vil lave et stort ryk, så følg din egen fornemmelse. Det mudrer at spørge for mange til råds. Du kender dig selv! Gå struktureret til værks, lav lister og læg en holdbar plan – og hold dig til den.
  3. Når du er flyttet, så vend dig helhjertet mod dit nye land, og lad som om, at du skal være der for evigt, selv om det måske ikke er tilfældet. Da jeg flyttede til New York, brugte jeg det første halve år på at flyve til London i weekenderne for at besøge min kæreste og mine venner. Efter et halvt år slog jeg op med kæresten og besluttede at gå all in. I dag synes jeg ubetinget, at New York er det bedste sted, jeg har boet.