Spredt ud over spisebordet lå 19 trusselsbreve. Tanya Karoli Christensen havde printet dem ud og overtegnet teksterne med cirkler, firkanter, streger og stjerner i forskellige farver. Og så var der alle spørgsmålstegnene, selvfølgelig.

Sprogforskeren havde siddet bøjet over papirerne i timevis for at finde et så klart svar som muligt til politiet: Var det den samme person, der havde skrevet alle 19 breve? Én person, der over flere måneder havde sendt voldelige trusler til tre forskellige ofre? Retssagen skulle begynde 10 dage senere, så der var pres på.

På overfladen var teksterne helt forskellige. Nogle var fyldt med stavefejl, mens andre var skrevet i et officielt, akademisk sprog. Og mens et enkelt af brevene var underskrevet af en advokatsekretær, var flere afsendt med en anonym hilsen. I ét tilfælde stod offeret sågar selv som afsender af et dybt racistisk brev, der skulle sendes til beboere i offerets lokalområde, hvor der boede mange indvandrere.

Fandt mystiske stavefejl

Tanya Karoli ledte efter et mønster. Var der sproglige afvigelser i alle 19 breve? Noget usædvanligt, der gik igen? Hun vidste som forsker med speciale i sprog som bevismateriale, at den måde, vi taler og skriver på, kan afsløre meget om vores baggrund. Vi har alle vores små vaner, der kan identificere netop os – hvis man kigger grundigt nok. Ud over en tendens til at foretrække skældsordet ’svin’, var der særligt ét ord, som fangede Tanya Karolis øje: ’samt’.

Ordet ’samt’ blev i teksterne brugt 18 gange oftere, end det normalt bliver på dansk i dag. Desuden var nogle af stavefejlene påfaldende. Hvorfor blev ordet ’bevise’ stavet ’bevice’ i den tekst, der var fyldt med stavefejl? Det giver mening at forveksle c med s, tænkte hun – at skrive sykel i stedet for cykel – men ikke den anden vej rundt. Og hvorfor stod navn og adresse på modtageren fuldstændig fejlfrit, når resten af teksten var helt ubehjælpsomt skrevet?

Tanya Karoli Christensen konkluderede ud fra sine fund, at én person formentlig stod bag alle brevene. Hun afleverede rapporten til politiet, vidnede i retten, og den anklagede blev dømt for trusler.

”Man kan næppe overvurdere, hvor stor betydning sproget har. Det kan fx fortælle en hel del om, hvem vi er som mennesker – selv når man prøver at skjule sin identitet ved at manipulere med sproget. Og netop derfor kan det være effektivt som bevismateriale,” siger hun i dag.

Hvor stor en rolle den sproglige analyse spillede i forhold til sagens øvrige beviser, er ikke sådan til at sige. Og det er Tanya Karoli Christensen, der til daglig forsker og underviser på Københavns Universitet, egentlig godt tilfreds med.

”Jeg kan ikke sige noget med fuldstændig sikkerhed, og jeg skal aldrig afgøre sagen alene. Men jeg kan fremvise klare sprogmønstre, og så er det heldigvis op til andre at afgøre, hvem der er skyldig i sagen. Den byrde slipper jeg for.”

Sprog kan manipulere vidneudsagn

Tanya Karoli Christensen er den eneste i Danmark, der laver denne type retslingvistiske analyser af tekster, men feltet er på vej frem. For det bliver stadig mere klart, hvor stor betydning sproget har på udfaldet af en retssag – både i form af bevismateriale, i vidneudsagn og i advokatens måde at tale og stille spørgsmål på.

”Sproget spiller en potentielt vigtig rolle i alle processer i et retsforløb. Det er vi nødt til at forholde os til,” siger Sune Sønderberg Mortensen, der ved Roskilde Universitet forsker i sprogbrug i danske retssale.

Han undersøger det talte sprog hos både vidner og advokater, og meget peger på, at selv helt små variationer i sproget kan påvirke sagens udfald.

”Forestil dig en sag om voldtægt, hvor forsvarsadvokaten ikke spørger ’Og så tog han bukserne af dig, er det rigtigt?’, men i stedet formulerer det: ’Og så kom bukserne af, er det rigtigt? På den måde kan man sprogligt fjerne gerningsmanden fra billedet. Spørgsmålet indikerer, at det ikke nødvendigvis var ham, der fjernede bukserne – ja, måske hjalp offeret ligefrem selv til,” siger Sune Sønderberg.

”Det lyder måske som en triviel forskel. Men hvis man præsenterer et ord eller udsagn tilstrækkeligt mange gange – præcis som Trump har gjort ved at kalde Hillary Clinton for Crooked Hillary – så bider det sig fast, uanset hvor sandt eller falsk det er.”

Han henviser til et klassisk eksperiment, som to amerikanske psykologer konstruerede i 1974. To grupper af forsøgspersoner fik vist den samme film, hvor to biler i et moderat tempo kørte ind i hinanden. Da forsøgspersonerne en uge senere blev bedt om at vurdere, hvad der var sket, gav de vidt forskellige svar, alt efter hvordan de blev spurgt. De, der svarede på spørgsmålet ’Hvor hurtigt kørte bilerne, da de smadrede ind i hinanden?’, vurderede hastigheden til at være markant højere end dem, der blev spurgt ’Hvor hurtigt kørte bilerne, da de ramte hinanden?’ Samtidig mente flere, at glasset i bilen gik i stykker (hvilket ikke var sandt).

”De konstruerede en falsk erindring, blot ved at ændre et enkelt ord i deres spørgsmål. Og det er meget bekymrende, at øjenvidneforklaringer på den måde kan manipuleres,” siger Sune Sønderberg.

Tør du det åbne spørgsmål?

Så meget desto vigtigere er det, at advokaten grundigt tilrettelægger sine vidneforklaringer, mener Jacob Goldschmidt, der som partner i Elmer Advokater har speciale i arbejds- og ansættelsesret og møderet for Højesteret.

”Dine spørgsmål sætter rammen for, hvad vidnet kan svare. Derfor skal man afpasse sit sprog efter den enkelte person for at øge muligheden for at få en sandfærdig, anvendelig forklaring,” siger Jacob Goldschmidt, der underviser i kommunikation for jurister.

Fx kan man tage hensyn til, om personen er vant til at sidde i en retssag, er tydeligt nervøs eller har et usikkert sprog.

For at forstå de sproglige udfordringer kan det være nyttigt at forestille sig retssagen, som den bliver oplevet af vidnet: Du kommer ind i en retssal – et sted, du sandsynligvis aldrig har været før. Du ved ikke helt, hvad der kommer til ske, men du bliver placeret på en stol med ryggen til tilhørerne, så du ikke har noget overblik over rummet. Her skal du svare på spørgsmål om noget, der er sket for lang tid siden, og når du svarer, taler du på samme tid til både ven og fjende i form af advokaten, der har indkaldt dig, og dennes modpart, som måske vil anfægte dit vidneudsagn.

”Det er åbenlyst ikke nogen optimal kommunikationssituation, og det er vel ikke helt utænkeligt, at det påvirker den måde, vidnet svarer og formulerer sig på. Det er noget, man bør forberede sig på,” siger Jacob Goldschmidt.

Samtidig bør man også erkende, at det ikke er muligt at kontrollere alt, pointerer han.

”Men det er også bare sådan, at når du sidder i situationen – uanset hvor godt du er forberedt, uagtet at du har alle de rigtige redskaber – så vil der altid være usikre faktorer, du ikke kan styre: Tilfældige sprogblomster, kropssprog, små forskelle i tryk på bestemte ord og så videre.”

Samtidig skal der ganske lidt til, før advokatens spørgsmål leder vidnets svar i en bestemt retning – og det er ikke altid en fordel, forklarer Jacob Goldschmidt.

”Dommeren lytter lige så meget til spørgsmålet, der bliver stillet, som til svaret, der bliver givet. Og hvis spørgsmålet er for ledende, for forklarende, for intimiderende… ja, så skader det ofte mere, end det gavner. Så vil vidnet i dommerens bevidsthed være blevet ’manipuleret’.”

Derfor er åbne, korte spørgsmål den bedste vej til en god vidneforklaring, mener Jacob Goldschmidt. Hvor var du henne? Hvad skete der? Hvorfor gjorde du det?

På den måde træder advokatens interesse i baggrunden, mens vidnets forklaring kommer i centrum, og det giver det største indtryk hos dommeren.

”Hvis man stiller de åbne, neutrale spørgsmål, så vægter vidnets svar meget højere. Gevinsten er simpelthen større end ved at stille lukkede eller ledende spørgsmål,” siger Jacob Goldschmidt.

”Til gengæld er der en risiko for, at vidnet svarer noget andet end det, man ønsker – og måske ødelægger sagen, når man ellers troede, det var en forklaring, som understøttede den. Som jeg ofte siger, når jeg underviser: Tør du stille det fuldkomment åbne spørgsmål? Tør du spørge: ’Hvad skete der?’ Det kan være gambling.”


Når et enkelt ord gør udslaget…

Urokkeligt vidne skabte tvivl

I Jacob Goldschmidts allerførste hovedforhandling fik han en lektion i, hvordan dialekt kan spille en rolle i en retssag. Hans klient, der var fra Randers, blev afhørt af fire forskellige advokater, der spurgte ind til det samme forløb.

Hver gang gav hun fuldstændigt samme svar: ”Ja, jeg ringede til advokaten”. Det var en helt central oplysning i sagen, så til sidst spurgte dommeren en sidste gang, bare for at være sikker: Ringede du til advokaten? ”Ja,” svarede hun, ”det mener jeg.”

Og med de tre ord ændrede sagen pludselig karakter. Nu virkede det til, at hun slet ikke var så sikker igen. Men i virkeligheden udtrykte vidnet blot, at hun rent faktisk mente, hvad hun sagde – så hvorfor spurgte de hele tiden om det samme?

Mere smart end dumt

I 1985 førte Jacob Goldschmidt en sag om diskrimination på arbejdspladsen. Kort forinden havde dronningen i sin nytårstale givet danskerne en ordentlig røffel for at komme med ’små dum-smarte bemærkninger’ til gæstearbejdere og flygtninge i Danmark – en nytårstale, der skabte stor debat efterfølgende.

Jacob Goldschmidt havde i sin procedure brugt netop ordet ’dum-smart’ til at beskrive de diskriminerende handlinger. Han fik medhold i sagen, og retsformanden fortalte ham senere, at ordet ’dum-smart’ havde fået hele sagen til at falde på plads for de fem dommere. Det var det ord, der fik dem til at forstå, hvad sagen egentlig drejede sig om.