’Kære djøf-studerende. Jeres tradi­tionelle kompetencer fra djøf-uddan­nelserne rækker ikke til den nye kommunale virkelighed, som I skal ud til. De nye djøfere, som vi har brug for, arbejder nemlig ikke for systemerne – men for at frisætte borgeres egne ressourcer til lokale, samskabte velfærdsløsninger. Men det lærer I ikke på universitetet i dag, så se nu at få stillet nogle krav til jeres uddannelser om fag, der gør jer i stand til det’.

Det var essensen i et indlæg, som tre kommunale topchefer – Lisbeth Binderup, kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, Frank E. Andersen, kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og Rikke Berg, udviklingsdirektør i Assens Kommune – for nylig skrev i Jyllands-Posten.

Vi har bedt Rikke Berg uddybe opråbet. Hun har selv har brugt de første 10 år af sin karriere på at være forsker og uddanne nye djøfere på statskundskab på Syddansk Universitet.

Hvad er det, djøferne skal kunne, og som de ikke lærer på uddannelserne?

”Ude i kommunerne er vi ved at udvikle en helt ny forståelse af, at kommunen ikke er et system, men et lokalsamfund, som skabes i et tæt samspil mellem alle de mennesker, der lever, arbejder og driver virksomhed dér. Vi kalder det samskabelse. Som embedsmænd skal vi mestre at få borgernes ressourcer aktivt i spil og sætte borgerne for bordenden, når der skal udvikles nye og holdbare løsninger på de forskellige velfærdsudfordringer. Men djøfere bliver stadig mest uddannet til at begå sig i den traditionelle weberske organisations styringsform. Fag som økonomistyring og forvaltningsret er nødvendige, men ikke længere tilstrækkelige til at agere i fremtidens kommuner. Derfor giver vi et kærligt skub til de djøf-studerende om at stille krav om ny læring på deres uddannelser.”

Har kommunerne ikke også selv et ansvar for gode djøf-uddannelser?

”Jo. Vi tre, der står bag opråbet, er selv henholdsvis med i et aftagerpanel, er censor og er ekstern underviser på en djøf-uddannelse. Kommunerne skal stå til rådighed med praktikpladser og stille op, når studerende kommer og vil skrive speciale om os – hvad vi heldigvis får mange henvendelser om. Men det mener jeg også, kommunerne gør.”

Skal I ikke også selv efteruddanne de unge, I får ind?

”Jo, og det gør vi også. Ligesom nogle af de studerende i løbet af deres studietid tilegner sig nogle af de kompetencer, vi efterlyser, gennem frivilligt arbejde ved siden af deres studier. Men universiteterne har et særligt ansvar for at klæde de unge på til et arbejdsmarked, hvor paragraffer, regneark og spilteorier ikke er nok i den nye kommunale virkelighed. Og hvis ikke de gør det, må de studerende stille krav om det. Det vil jeg opfordre de studerende til.”

Djøf-uddannelserne skal løfte mange opgaver – de skal fx også ruste statskundskaberne til det private erhvervsliv, fordi der ikke bliver job til alle i det offentlige?

”Ja, men jeg ser ingen modsætning der. Den private og den kommunale sektor har samme behov: Nemlig gode redskabsfag i at designe løsninger i tæt samarbejde med kunder, brugere, borgere og frivillige. En politolog, som skal ud i det private, skal også kunne samskabe med det civile samfund uden for virksomheden.”

Hvad med embedsdyderne – lovlighed, sandhed og faglighed – i de nye kommunale udviklingslaboratorier?

”Det klassiske embedskodeks er jo fortsat fundamentet for alt, hvad vi laver. Det bliver ikke mindre vigtigt, fordi vi begynder at skabe nye velfærdsløsninger sammen med borgerne og virksomhederne. Men vi skal supplere det med de nye kompetencer, så vi kan spille på flere strenge.”

Kommunernes direktioner er fyldt med djøfere. Skulle I ikke starte fra toppen med at hente nogle nye fagligheder ind her, hvis I mener det med at gøre op med systemtænkning?

”Vores pointe er ikke at diskvalificere djøfere, hverken de unge eller os i topledelserne. Der er brug for os til at sikre retssikkerhed, effektivitet og velfungerende lokaldemokratier. Men vi må alle – erfarne som unge djøfere – se selvkritisk på vores kompetencer. For vi får en ny rolle i fremtiden, hvor vi skal kunne lede bevægelser, mobilisere nye ressourcer i samfundet og facilitere mødet mellem aktive, handlingskompetente borgere og kommunens politikere og medarbejdere.”

Er det også et svar på djøfiserings­kritikken om djøfere, som hælder New Public Management ned over de fagprofessionelle?

”Ja, jeg tror, det er noget af svaret. Men det er ikke kun fra fagpersoner, man hører kritikken. Jeg hører også tit djøfere selv sige: ’Ja, jeg er jo en af de kolde hænder.’ Det er rigtig ærgerligt, for så er vi selv med til at dæmonisere dygtige akademikere. Vi skal i stedet forklare, at uden djøfere er der ingen retssikkerhed og ingen gennemsigtig prioritering af samfundets ressourcer. Samtidig skal vi se kritisk på vores egen faglighed: Er der noget, vi som djøfere bør gøre anderledes og være bedre til? Passer mine kompetencer til det samfund, jeg skal tjene? Er der behov for, at jeg som djøfer rent faktisk forandrer mig?”


Hvad er samskabelse? (eng.: co-governance) vil sige, at man inddrager borgernes egne ressourcer i at skabe nye velfærdsløsninger.

Hvad skal djøferne kunne?

Juristen: Skal kunne inddrage borgerne i en afgørelse på en måde, så borgeren anerkender afgørelsens resultat og samtidig føler sig set, hørt og involveret.

Økonomen: Skal kunne finde ressourcer til nye løsninger i lokal-samfundet og ikke kun i et sparekatalog.

Politologen: Skal hjælpe politikerne til at møde hinanden og borgerne på arenaer for samskabelse og ikke kun arenaer for interessevaretagelse.

Kilde: Lisbeth Binderup, kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, Frank E. Andersen, kommunal-direktør i Gentofte Kommune, og Rikke Berg, udviklingsdirektør i Assens Kommune.