Har du nogensinde haft en chef, som har bedt dig om at gøre noget, som du syntes var meningsløst? Har du følt dig overhalet af tiden, som pludselig kom farende bagfra? Har du følt dig fyringstruet eller været i situationer, hvor du egentlig ville ryste på hovedet over en opgave, men alligevel kom til at nikke? Ja, så har du det nogenlunde som hovedpersonen i Olav Hergels nye bog, ’Punktum’.

Her møder vi 49-årige Mikkel Haslund, journalist af den gamle skole. Altså en af dem, som ikke stiller sig tilfreds med at ringe historierne hjem, men rent faktisk tager ud og møder kilderne. Med Haslunds ord, så svigter virkeligheden aldrig, når man tager sig tid til at tage ud i den. For når man står derude – over for dem, man skal skrive om – kan man ikke fastholde et unuanceret billede af personerne. På afstand – bag skrivebordet – er det nemt nok.

Nogle vil hævde, at Haslund er sakket lidt bagud af tiden. Han er hverken begejstret for internettet eller for den måde, man i dag på redaktionerne beregner værdien af journalister. Tre måneder. 104 artikler. 20.000 klik i gennemsnit for hver artikel. Se, dét er en god journalist, synes cheferne. I Haslunds verden er det anderledes.

Cigaret koster rosengartner jobbet

På en måde deler Haslund skæbne med en anden hovedfigur i bogen. Anlægsgartner Arvid Nielsen har i 41 år passet roserne uden for Høje-Taastrups rådhus, og i formiddagspausen har han i alle årene siddet på den samme bænk og røget sig en smøg. Den går bare ikke længere, efter at kommunens nye unge kvindelige, fremadstormende sundhedsdirektør har indført en ny politik, der tilsiger, at der ikke må ryges på kommunens matrikel. Det må der ikke, bl.a. fordi en ny undersøgelse viser, at 58 procent af befolkningen er udsat for tobaksrøg på fortove og gågader. At 53 procent er generet af det ved udendørs serveringssteder, 37 procent ved forlystelsesparker og 18 procent ved arbejdspladser. Og sådan en undersøgelse er nok til, at man i kommunen skærper rygepolitikken. Problemet er bare, at Arvid Nielsen er ligeglad. Han fortsætter med sin formiddagssmøg på bænken, bliver opdaget af en såkaldt røgvagt og bliver fyret.

Haslund tager sagen om gartneren i egen hånd. Uden rygdækning fra sin chef beslutter han sig for, at det skal være løgn. Han tager ud til gartneren, taler med ham og skriver historien om hans fyring. Og Haslund lover sig selv, at han bliver ved med at skrive, indtil gartneren får sit job igen. Det får han, men Haslund selv skrider i svinget i en fyringsrunde på bladet.

Når Haslund kæmper gartnerens kamp, kæmper han i virkeligheden også sin egen kamp. De to mænd lever deres liv i forskellige cirkler, men er på en måde af samme støbning. Dedikerede til deres fag, men også egenrådige og frastødt af udviklingen. Haslund bliver fyret, fordi den unge kvindelige redaktionschef ikke kan se fidusen i hans lange artikler, som ikke genererer ret mange klik på nettet, og så sidder Haslund pludselig der – ikke på bænken i Høje-Taastrup – men på en café i Pilestræde.

Et kig ind i maskinrummet

Bogen er en drøngod historie. Motoren spinder, og de mange små sidehistorier bliver bundet fint sammen. Vi får et kig ind i det journalistiske maskinrum og kommer bag ’Borgen’, hvor politikere og journalister handler i porten og meler egne kager.

Men det er også en historie om, hvordan man på et presset arbejdsmarked, hvor forhold og vilkår er under forandring, indimellem må kæmpe for at bevare sin integritet. Det er en historie om venskaber og hævn. Om at sige til og fra, og om hvor let gode gerninger kan komme til at se gustne ud, hvis bare lige man vinkler det anderledes eller svinger lidt med mørkelygten. Et sted i bogen siger Haslund, at “sandheden er, at der er flere sandheder”, og mon ikke mange djøfere kan nikke med her?  

Bogen er medrivende og særdeles velskrevet. Dog er de journalistiske miljøer skildret mere præcist end forholdene på rådhuset i Høje-Taastrup, hvor anlægsgartnere fx næppe holder julefrokost med sundhedsdirektøren. Men det er detaljer, som hverken skygger for handling eller personer. Man ser dem for sig, og man føler med dem og alle deres fejl og mangler. Man er med Haslund, når hans fløjlsmave slår knuder, fordi hans chef vil have skarpere vinklinger, end virkeligheden kan bære, eller når han synes, at han har skrevet noget, der er så godt, at han må belønne sig selv med en bytur i det københavnske natteliv.

Personerne i bogen er som dem i virkeligheden. De er hverken helt gode eller helt onde. De er bare mennesker, men forfatteren fanger klangen af dem. Det er, som om vi kender dem. Der er ingen tvivl om, at Haslund er forfatterens alter ego, og der er flere genkendelige typer i bogen. Jeg vil fx godt æde en sommerhat på, at journalisten Zahle er skåret meget tæt over en Henrik Qvortrup-skabelon. Og det skriver jeg, selv om forfattere altid vil benægte og sige, at det hele er opdigtet, men det holder som bekendt ikke altid i byretten.

’Punktum’. Af Olav Hergel. JP/Politikens Forlag.


Om anmelderen

Birgitte Barkholt er kommunikationschef i Børne- og Ungdoms-forvaltningen i Københavns Kommune. Hun er cand.scient.pol. og har en tillægsuddannelse i journalistik samt en Executive Master i Corporate Communication.