En stadig større del af den etnisk danske befolkning ser indvandrere og flygtninge som ’rigtige danskere’, og den udvikling vil efter alt at dømme fortsætte. Det viser en stor undersøgelse, som Christian Albrekt Larsen, der er professor på Center for Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet, står i spidsen for herhjemme.

”Opfattelsen af, at man først er rigtig dansk, når man deler en autentisk dansk kultur, som er rodfæstet i nationens historie, har over de seneste 10 år mistet opbakning herhjemme. Og den udvikling vil efter al sandsynlighed fortsætte, i takt med at ældre danskere dør, og yngre danskere bliver voksne,” siger han.

Christian Albrekt Larsen har gennem en årrække forsket i danskernes holdninger til – og forestillinger om – deres egen nationalitet. Tidligere i år udsendte han en bog om emnet, ’Den danske republik – Forandringer i danskernes nationale forestillinger’. Så i en debat, der præges af mange og stærke følelser, kan han tilbyde nogle tal.

De første er 1.322 og 1.325. Så mange danskere mellem 18 og 79 år besvarede i hhv. 2003 og 2013 en lang liste af spørgsmål om nationalitet, som stilles til borgere i 33 lande verden over gennem det såkaldte ISSP-samarbejde (International Social Survey Program), som Christian Albrekt Larsen er en af de danske tovholdere på.

Mere åbent fællesskab

Hvad er dit belæg for at sige, at færre danskere end for 10 år siden mener, at man først bliver rigtig dansker, når man deler en autentisk dansk kultur?

”Det er en gennemgående tendens i de svar, vores undersøgelsespersoner giver. Det er tydeligst dér, hvor de svarer direkte på, hvilke forhold der er ’meget vigtige for at være rigtig dansk’.”

Undersøgelsen viser, at færre danskere i dag end for 10 år siden synes, at det er meget vigtigt at:

  1. kunne tale dansk
  2. have respekt for danske politiske institutioner og love
  3. føle sig dansk
  4. være dansk statsborger
  5. være født i Danmark
  6. have levet det meste af livet i Danmark
  7. have dansk familiebaggrund
  8. være kristen.

Ifølge Christian Albrekt Larsen er det endnu mere bemærkelsesværdigt, at faldet er størst for de fem kriterier, der traditionelt opfattes som de vanskeligste for indvandrere at opfylde – nemlig de kriterier, der knytter sig til danskernes kulturelle fællesskab (altså punkt 1, 5, 6, 7 og 8).

Forskellene på danskernes svar i 2003 og 2013 er derimod mindre, når det gælder det politiske fællesskab (punkt 2 og 4) og kriteriet om at føle sig dansk.

_

Inden for hvilke kulturelle danskheds-kriterier er der størst bevægelse?

”På kriteriet om at tale dansk, hvis vi måler i absolutte tal. Her faldt andelen af danskere, der mener, at det er et meget vigtigt kriterium for at være rigtig dansk, fra 75 procent i 2003 til 64 procent i 2013. Et godt bud på denne bevægelse kan være, at yngre danskere er mere vant til at høre og tale engelsk end de ældre.

Hvis vi måler i relative tal, er faldet størst på kriteriet om at være kristen. Her angiver kun ni procent, at det er meget vigtigt for at være rigtig dansk i 2013, mod 15 procent i 2003. Herefter følger dansk familiebaggrund, som faldt fra 32 procent i 2003 til 22 procent i 2013. At være født i Danmark, som faldt fra 37 til 29 pct. i perioden. Og at have levet det meste af sit liv i Danmark, der faldt fra 34 til 28 pct. som ’meget vigtigt’ kriterium for at være dansk.”

Indvandrere bliver landsmænd

Jeres undersøgelse viser store generationsforskelle. Fx på spørgsmålet om at være født i Danmark, som 55 procent af de 70-79 årige i dag synes er et meget vigtigt kriterium for at være rigtig dansk mod kun 15 procent af de 18-27 årige. Skyldes det ikke bare, at der er mange flere indvandrere og efterkommere i de yngre generationer end i de ældre?

”Nej, undersøgelsen er designet sådan, at den kun registrerer svar fra personer, født af forældre, som har statsborgerskab i Danmark. Generationsforskellene må handle om, at mange yngre etniske danskere har haft mere kontakt med indvandrere op gennem barndom og ungdom i daginstitution, skole, gymnasium og fritidsliv. Og at de derfor har vænnet sig til at se indvandrere som landsmænd. I hvert fald går generationsforskellene igen inden for alle de kategorier, vi undersøger. Derfor er det min vurdering, at en større og større del af den etnisk danske befolkning gradvist vil begynde at se indvandrere og flygtninge som ’rigtige danskere’.”

Tror du ligefrem, at alle med bopæl i Danmark vil komme til at betragte hinanden som rigtige danskere? Og i givet fald hvornår?

”Nej, det giver tallene og udviklingen i dem ikke belæg for at sige. Der er tale om en gradvis og langsom opblødning, og mange danskere vil sandsynligvis fortsat betragte det som meget vigtigt for at være rigtigt dansk, at man opfylder ikke bare et eller to, men flere af de kulturelle kriterier. Til gengæld kan vi med sikkerhed sige, at der sker en udvikling hen imod mere inklusive kulturelle normer for, hvornår man er dansk – og det vel at mærke i den etnisk danske befolkning. Det viser sig også ved, at en stigende andel af befolkningen mener, at det bedste for et land er, at forskellige racer og etniske grupper bevarer deres særegne skikke og traditioner. I 2003 var 10 procent af befolkningen enige i dette udsagn, i 2013 er det 17 procent Det er stadig et mindretal, men altså voksende. Og igen er det de yngre danskere (23 procent i 2013), som trækker det samlede antal op.”

Debat om danskhed polariserer

Hvis man betragter den offentlige debat om danskhed, er det svært at få øje på en opblødning. Tværtimod synes den at blive stadig mere ophedet. Hvordan vil du forklare det?

”At en stigende del af befolkningen bløder op på deres kulturelle kriterier for, hvornår man er rigtig dansk, betyder jo så, at de bliver uenige med den del af befolkningen, der er mere nationalkonservative og mener, at kultur, tradition og religion er afgørende. Og den uenighed afføder en diskussion, der har tendens til at blive meget følelsesladet og polariserende. Måske fordi den i højere grad end andre politiske diskussioner let kommer til at handle om dem, der diskuterer. Spørgsmålet om, hvorvidt den ene part er mere medmenneskelig og humanistisk end den anden, kommer eksempelvis let til at præge debatten. Hvis vi kunne opdele diskussionen om danskhed i en nationalkonservativ position over for en republikansk opfattelse, ifølge hvilken det nationale især består i, at man bor i et land og bakker op om dets politiske institutioner og love, ville meget være vundet. Og ifølge vores undersøgelse mener en meget stor del af danskerne altså, at det er meget vigtigt for at være rigtigt dansk at have respekt for vores politiske institutioner og love og at være dansk statsborger. Kun kriterierne at tale og føle sig dansk er lige så vigtige for befolkningen.”

Velfærdsnationalisme på fremmarch

På den hjemlige politiske scene er Dansk Folkeparti det parti i Folketinget, som igennem en årrække har ført den mest nationalkonservative linje i spørgsmålet om danskhed. Er det ikke derfor, partiet har haft så stor fremgang?

”Det er jeg ikke sikker på. Efter min vurdering betyder velfærd mere end danskhed for de fleste af Dansk Folkepartis vælgere. Og her leverer Dansk Folkeparti varen ved at stå vagt om velfærdsstaten og være imod økonomisk ulighed, kombineret med partiets kritiske fokus på, hvad indvandring fra såvel Mellemøsten som Østeuropa kan betyde for etniske danskeres velfærd. Velfærdsnationalisme kan man kalde politikken, som jo også i mange andre europæiske lande udgør den vindende formular i disse år – med Storbritanniens udmeldelse af EU som et aktuelt eksempel på, hvad der sker, når politikerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvad vælgerne synes er vigtigst.”

Men i Ungarn er den vindende formular da klart nationalkonservativ, eller hvad?

”Ja, når vi taler nationalkonservatisme, foregår det store drama i Østeuropa, hvor befolkningerne ifølge vores undersøgelse bliver mere og mere nationalkonservative. For at være rigtig ungarer bliver det ifølge befolkningen vigtigere og vigtigere at være kristen, at have ungarsk familiebaggrund og være født i landet. Sådan er billedet ikke i Danmark, hvor vi er mindre nationalt og mere republikansk sindede end i så mange andre europæiske lande.

Og når man i Sverige bliver chokerede over Sverigedemokraternes fremgang og taler om tilbagefald til 1930’ernes fascistiske tendenser, synes jeg, det er skudt meget over mål. Det er netop, fordi svenskerne er så republikanske, at de reagerer så kraftigt på et parti som Sverigedemokraterne.”