Selv om Skat er blevet franarret 12,3 mia. kr., er der ikke politisk fler­tal for at lade en undersøgelses­kommission granske tyveriet. En af årsagerne er formentlig, at sporene fra undersøgelser som Farum-kommissionen skræmmer.

Den tog af forskellige årsager 9 år, kostede 60 mio. kr. og fik – da rapporten omsider kom – ikke meget mere end en enkelt eftermiddags medieomtale. Politiske konsekvenser var der ingen af, fordi Folketinget for længst havde ændret den kommunale styrelseslov på mere end 100 punkter – mens fhv. borgmester Peter Brixtofte og kommunaldirektøren undervejs var blevet idømt fængselsstraffe.

Nu nedsætter justitsminister Søren Pind et udvalg, som skal give under­søgelseskommissionerne et eftersyn efter devisen: Undersøgelser skal gennemføres så hurtigt og effektivt som muligt under hensyn til de nødvendige retssikkerhedsmæssige garantier.

Tiden belaster de involverede

Djøf kvitterer positivt.

”Vi har længe ønsket at få undersøgt, om der ikke kan findes nogle mere tids­svarende undersøgelsesformer, som både tilgodeser behovet for en hurtigere undersøgelse og samtidig sikrer retssikkerheden for de involverede,” siger formanden for Offentlige Chefer i Djøf, Henning Thiesen.

”Vi har alle en interesse i, at problem­­sager bliver undersøgt til bunds, når det er nødvendigt. Men som det fungerer i dag, må de, som kommer i søgelyset i en sag, leve meget lang tid i usikker­hed. Den lange tid belaster også hele arbejdspladsen, mens det står på.”

Djøf får ifølge forslaget en plads i udvalget.

Vil I medbringe nogle forslag?

”Ja. Både vi i Offentlige Chefer og Bo Smith-udvalget (det Djøf-finan­sierede, men uafhængige udvalg bag rapporten ’Embedsmanden i det moderne folke­styre’, red.) peger på, at man kunne indføre et hurtigere og mere fleksibelt redskab med en forundersøgelse af de faktiske forhold i en sag, før man begynder at placere ansvar hos nogen. Man kan også overveje nogle generelle retningslinjer for brugen af undersøgelsesinstrumenterne. Men vi tager hele værktøjskassen med.”

Ikke brug for mere slåskamp

Da Mogens Lykketoft (S) var formand for Folketinget, rejste han en debat om parlamentshøringer – hvor Folketinget selv står for en undersøgelse, typisk for rullende kameraer.

Men dén debat strandede på spørgsmålet om embedsværkets retssikkerhed.

Henrik Dam Kristensen (S), næstformand for Folketingets Præsi­dium, var enig i betænke­lighederne.

”Uden embedsværkets medvirken kan man ikke afdække noget,” siger han og mener, at man nu må få analyseret tingene grundigt i udvalget.

”For der er behov for en justering af undersøgelseskommissionerne, som efterlader ikke mindst embedsmænd i et langvarigt limbo. Vi skal finde et snit mellem at undersøge på en hurtigere måde og samtidig sikre retssikkerheden, og der vil jeg meget gerne høre Djøfs bud.”

Han understreger, at man kun skal indføre nye instrumenter, hvis de er saglige.

”Jeg er ikke tilhænger af et nyt instrument, som kan bruges af os politikere til at slås med hinanden. Så er vi ikke kommet videre.”

Spørgsmålet kommer til januar op på en konference, som Folketingets præsidium afholder om Folketingets arbejdsformer.