Forestillingen om, at mennesket udelukkende er drevet af at pleje egne interesser, blev introduceret af Aristoteles. Siden er idéen om det såkaldte homo economicus blevet støttet af en perlerække af tænkere og teoretikere, heriblandt Adam Smith, Friedrich Hayek og særligt den skotske ­1700-tals-filosof David Hume og amerikaneren James Buchanan, som fik Nobelprisen i økonomi i 1986.

Tankegangen er blevet ­dominerende blandt økonomer, politikere, regerings­embedsmænd og virksomhedsledere, og heraf følger anvendelsen af materielle belønninger som et redskab.

Sådan lyder indføringen i en ny bog, ’The Moral Economy’, som er ­skrevet af amerikaneren Samuel ­Bowles, ­leder af et forskningsprogram om adfærdsvidenskab i tænketanken Santa Fe ­Institute. Han er professor emeritus i økonomi og har bl.a. undervist på ­Harvard University.

Samuel Bowles finder tiden ­moden til et opgør med dette grundlag for ­økonomisk styring, fordi det efter hans vurdering er ufuldstændigt ved at ignorere menneskets moralske disposition. Han fremhæver, at der efterhånden er solide beviser på, at etik, ­generøsitet og andre sociale præferencer også ­indvirker på folks handlemåde i ­økonomiske sammenhænge.

I bogen viser han effekten af økonomiske incitamenter i udvalgte historiske og nutidige cases og supplerer med resultater fra adfærdseksperimenter – primært arrangerede spil om penge.

’Egeninteresse’ = ’rationelt’

“Kommende økonomer og embedsmænd i den offentlige administration bliver stadig undervist i, at skatter, afgifter og andre økonomiske indgreb virker optimalt, hvis de er baseret på, at den enkelte borger kun kerer sig om, hvad det betyder for ham selv. Antagelsen om egeninteresse stikker så dybt i økonomisk tænkning, at mange økonomer fejlagtigt tror, at ’rationelt’ og ’egeninteresse’ er det samme,” siger Samuel Bowles.

”Men faktisk ­hjælper mennesker hinanden hver ­eneste dag, selv om det koster dem noget. Mennesker efter­lever sociale ­normer, som de ­kunne drage fordel af at ­overtræde. Det er handlinger, som ­ikke er stemplet som irrationelle. ­Flere ­hundrede adfærdseksperimenter ­viser, at det langtfra er typisk at have en ­vedvarende adfærd, der alene fokuserer på egen interesse, og at det er temmelig almindeligt med forskellige former for altruisme, gensidighed og trods,” siger Bowles.

Sociale motiver fortrænges

Samuel Bowles fremfører, at en økonomisk politik eller virksomhedspraksis, der er baseret på princippet om egeninteresse, risikerer at ”crowd out” (fortrænge, red.) motiver om etik og generøsitet. Dette kan svække den ønskede effekt af indgrebet og måske endda give bagslag og resultere i moralsk ligegyldighed.

Problemet er ikke incitamenterne i sig selv, men det budskab om en forventning om økonomisk egoisme, der videregives i form af belønninger og sanktioner. Borgeren får et vink om, at han næppe vil bidrage til samfundet. Den ansatte efterlades med et indtryk af, at arbejdsgiveren ­betragter ham som grundlæggende doven.

Bowles kommer med et eksempel:

“I Haifa i Israel blev der i seks daginstitutioner indført en bøde til forældre, som kom for sent til at hente deres børn ved dagens afslutning. Det fungerede ikke. Forældrene reagerede på bøden ved at komme dobbelt så sent i gennemsnit. Efter 12 uger blev bøden sløjfet, men forældrenes øgede sendrægtighed varede ved. At bøden virkede stik mod hensigten, tyder på et negativt samspil mellem økonomiske incitamenter og moralsk adfærd.

At fastsætte en pris på sendrægtighed – som var den til salg – synes at have undermineret forældrenes følelse af at have en moralsk forpligtelse til at undgå at være til ulejlighed for pædagog­erne,” siger Samuel Bowles.

Måske var bøden ikke stor nok?

“Hvis forældrene i Haifa skulle have betalt 300 kroner i bøde, var de måske ikke kommet så meget for sent. Men i mange tilfælde, hvor det handler om styring, ville det ikke virke at skrue på beløbet. Der findes ting, som ikke kan købes for penge. Og det er den anden grund til, at jeg tvivler på idéen om, at vi kun kan gøre brug af incitamenter, som appellerer til egeninteresse, i forbindelse med ledelse og forvaltning,” siger Bowles.

Vis moralske begrundelser!

Samuel Bowles abonnerer på opfattelsen om, at homo socialis findes, og i sin bog går skridtet videre ved at under­søge, hvad der i en ­økonomisk ramme kan aktivere folks sociale ­præferencer. Hensigten er at “crowd in” ­(indfange, red.) disse mekanismer og dermed ­høste deres positive økonomiske effekt.

En fornuftig økonomisk politik og en god virksomhedsledelse vil efter hans opfattelse være kendetegnet ved en sådan tilgang.

Han siger, at incitamenter kan under­støtte en moralsk tilbøjelighed, hvis incitamenterne klart afspejler det bagvedliggende moralske ræsonnement. Det viser eksempelvis et indgreb i ­Irland:

”I Irland indførte man en lille afgift på plastikbæreposer til indkøb – en sanktion, der minder om bøden for sendrægtighed i Haifa. En handling, som gerne skulle undgås, blev gjort en anelse dyrere. Men virkningen kunne ikke have været mere forskellig. I ­løbet af to uger efter introduktionen af afgiften blev anvendelsen af plastikposer næsten halveret. Afgiften kunne ­altså udløse den etiske motivation blandt folk. Det blev nærmest asocialt at bruge bæreposer af plastik,” siger ­Samuel Bowles.

Hvorfor denne forskel mellem Irland og Haifa?

”I Haifa blev der ikke givet nogen ­begrundelse for straffen, og bøden blev indført af en ledelse, nemlig af dag­institutionerne. Der manglede en tydelig normativ ramme. I Irland blev afgiften indført af en demokratisk regering, og forud gik en langvarig ­offentlig debat og en oplysningskampagne om plastikposers skadelige virkning i ­miljøet. I Irland var det økonomiske ­incitament således ledsaget af et budskab om en klar social forpligtelse, og afgiften mindede åbenbart folk om de samfundsmæssige omkostninger ved en brug-og-smid-væk praksis i forhold til plastikposer,” siger Bowles.

Vidensamfundets krav

Overgangen fra et industrisamfund til et vidensamfund øger ifølge ­Samuel Bowles behovet for at medtage moralske aspekter i tilrettelæggelsen af økonomien. Mange opgaver i den moderne økonomi kan ikke måles og vejes, og han mener, at dette yderligere svækker anvendeligheden af incitamenter baseret på egeninteresse. Det gælder for eksempel grundforskning, kultur, uddannelse, sundhedsvæsen, ældreomsorg og daginstitutioner/dagpleje.

”Incitamenter er ofte gode til at få mennesker til at gøre noget, som let kan registreres. Men i en moderne økonomi med høj produktion er man ­meget afhængig af mere subtile, svært mål­bare aktiviteter, som skal frem­elskes. Det kan være den medfødte tilfredsstillelse ved at ­løse en opgave tilfredsstillende, et ønske om at bidrage til andre og lignende motiver, som ikke er ­omfattet af den dominerende økonomiske ­teori­ ­baseret på egennytte,” siger Samuel Bowles.