Da desperate civile forsøgte at slippe væk fra Sydneys forretningsdistrikt under en gidseltagning i 2014, skruede kørselstjenesten Uber midlertidigt taksterne op til det firdobbelte. Forklaringen lød, at man ville sikre, at der var rigeligt med chauffører på gaden.

Men mange kritiserede Uber for at udnytte tragedien, der kostede tre mennesker livet, og Uber blev nødt til at trække i land og refundere betalingen. Ifølge forfatter og teknolog Tom Slee illustrerer episoden på pædagogisk vis, at mange deleøkonomiske virksomheder først og fremmest går efter profit og ikke en bedre og mere bæredygtig fremtid, som de ellers selv ynder at fortælle.

For omkring tre år siden begyndte deleøkonomiske foretagender for alvor at gøre indhug på det globale marked. Med brug af internettet og apps fungerer disse virksomheder som mellemmænd mellem privatpersoner, der køber eller lejer produkter eller tjenesteydelser af hinanden. Tom Slee, der bor i Canada og i mange år har arbejdet med software og blogget om teknologi og samfund, begyndte af ren nysgerrighed at indsamle information og data om disse virksomheder. Resultaterne af hans undersøgelser har fundet vej til anerkendte medier som The Guardian og New York Times, og i den nye bog ’What’s Yours is Mine’ retter han en skarp kritik mod de deleøkonomiske virksomheder.

”Disse foretagender modellerer sig selv efter non-kommercielle tjenester såsom naboer, der giver andre naboer et lift, og gæster, der overnatter i andre menneskers hjem. Men væksten bag nogle af de største af de her virksomheder kommer primært fra meget rige investorer, som tjener masser af penge på det. Der ligger en spænding mellem det image, de prøver at fremvise som formidlere af bæredygtige person-til-person­tjenester, og det, der i virkeligheden er kæmpestore kommercielle foretagender,” siger han. 

Luftmadrasser i stuen

En af de mest succesfulde deleøkonomiske virksomheder er Airbnb, der beskriver sig selv som et alternativ til hoteller, og hvor primært privatpersoner korttidsudlejer deres hjem helt eller delvist til turister. Hjemmesiden blev startet af to venner, der havde svært ved at betale huslejen for deres lejlighed i San Francisco. Derfor udstyrede de deres stue med luftmadrasser og begyndte at leje den ud til overnattende gæster.
 
I New York mistænkte byens statsadvokat, Eric Schneiderman, Airbnb’s udlejere for at overtræde lovgivningen, der ikke tillader kortidsudlejning af hjem i bygninger med mere end to boliger. Han bad derfor i 2014 Airbnb om navne og adresser på alle de 15.000 udlejere, der averterede med boliger i New York City på hjemmesiden. Airbnb nægtede og erklærede, at det ikke var den slags boliger, man averterede med, men at deres udlejere var ”fantastiske mennesker med varme hjerter”. Airbnb udgav desuden en rapport, hvor man angav, at størstedelen af udlejerne var ”almindelige newyorkere, der fra tid til anden lejede deres hjem ud”, og at mange af dem brugte deres indtægt til at sikre, at de kunne blive boende i deres hjem. Tom Slees undersøgelse viste dog et helt andet billede.

”Jeg udviklede et program, der kunne gå på Airbnb’s hjemme­side og indsamle information om, hvem der averterede for boliger på hjemmesiden. Det, jeg så, adskilte sig væsentligt fra den måde Airbnb beskriver det på. De fleste opslag var tilbud om hele boliger, og omkring 40 procent af indtægterne i New York gik til folk, der tilbød flere forskellige boliger. Da jeg udgav den information på min blog, begyndte jeg med det samme at få telefonopkald og e-mails fra bl.a. statsadvokaten i New York,” fortæller han.
  
Tom Slee vurderer, at mange af udlejerne på Airbnb’s hjemmeside er professionelle udlejere, som smyger sig uden om den lovgivning, der ellers gælder for korttidsudlejning og for bed & breakfast-lejemål. Det er umuligt for myndighederne at regulere antallet af boliger, der lejes ud i forskellige byer via Airbnb, og desuden er der bekymring for, hvordan den omfattende udlejning påvirker et lokalsamfund.

”I nogle byer lyder kritikken, at Airbnb gør det sværere for folk at finde en bolig, der er til at betale, fordi udlejere er begyndt at leje deres boliger ud som ferieboliger, da det er mere profitabelt. Jeg bliver også kontaktet af folk fra byer som Lissabon, Bordeaux, Barcelona og London, der har mange turister. I Bordeaux siger de, at deres by er ved at blive omdannet til Disneyland – en by, alle besøger, men som ingen bor i. Den store tilvækst af turister er ikke kun Airbnb’s skyld, men de spiller en rolle, fordi det er meget svært at afbalancere antallet i forhold til andre behov,” forklarer han.

Piratkørsel

En anden deleøkonomisk virksomhed, der ifølge Tom Slee forsøger at snige sig uden om de lokale love, er kørselstjenesten Uber, hvor enhver via sin smartphone kan anmode om et lift. Det er privatpersoner, der bruger deres egen bil til transporten, og som kritikere beskylder for piratkørsel. Indtil videre tilbydes Ubers service i over 60 forskellige lande og 404 byer.
    
”Lige nu er der høringer over hele Canada om, hvorvidt Uber skal have tilladelse til at operere og under hvilke betingelser. Uber hævder, at de ikke behøver at blive reguleret, da de selv kan kontrollere deres chauffører og sikkerheden. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, og der er en kæmpe interessekonflikt, når du beder et stort selskab om at overvåge sig selv. Det er som at bede ræven om at vogte høns. Spørgsmålet er så, hvad det gør ved vores demokrati, at et kæmpeselskab fra USA kan bevæge sig ind i alverdens byer og sige, at de nok skal betale bøderne for chauffører, der bliver taget i at køre for Uber. De opfordrer folk til at bryde loven og forsøger at indføre deregulering i byerne. Jeg mener, det er et problem, at rige investorer bruger store summer på at underminere demokrati rundt omkring i verden,” siger Tom Slee.
 
Til gengæld forstår kørselstjenesten at spare på andre udgiftsposter. 

”Uber tager omkring en tredjedel af beløbet for hver køretur (inklusive gebyrer, red.) Og hvor går pengene hen, når du booker en tur med Uber? Den bliver booket gennem Uber B.V., der er et hollandsk datterselskab. Det betyder, at Uber ikke behøver at betale skat af beløbet, fordi transaktionen foretages i Holland. Et andet af Ubers datterselskaber, som også er baseret i Holland, har desuden en fod i Bermuda. Virksomheden finder en måde at bevæge pengene rundt omkring i verden og undgår derfor at betale skat. Skat er da også et meget kedeligt emne sammenlignet med spritny teknologi, men det er skatter, der gør, at vi kan holde vores byer kørende og bygge den infrastruktur, som Uber bruger. Og der er absolut intet, der tyder på, at de er interesserede i at bidrage på nogen måde. De vil gøre hvad som helst for at undgå at bidrage til de omkostninger, det kræver at vedligeholde en by, som de tjener masser af penge på,” siger Tom Slee.