Han fik en utrolig udfordrende opgave i udlandet for et firma, der var ved at blive afnoteret på fondsbørsen. Han arbejdede i døgndrift, og han arbejdede så hårdt, at han fik halsbrand og ondt i maven. Det flimrede for øjnene. Indimellem kunne han ikke tænke klart – men han blev ved. Partneren hjemme i Danmark gav konsulenten en ordre om at geare ned. Ikke fordi han havde det dårligt, men fordi det ville være kontraproduktivt, hvis han ikke kunne bevare overblikket og holde hovedet koldt. Men han blev ved. Det endte med, at han næsten kollapsede, da opgaven var slut. Han blev hentet hjem i helikopter – nærmest som når man henter en krigshelt hjem. I dag siger han: ’Jeg ved, jeg gør det samme næste gang’.

Fortællingen er én af mange, som Line Kirkegaard har fået ved at interviewe godt 30 managementkonsulenter fra tre store, internationale konsulenthuse. De er blevet interviewet i mindst to timer ad gangen over to-tre gange. De fleste har befundet sig i toppen af hierarkiet. Interviewene er gennemført i forbindelse med hendes ph.d.-afhandling ’Konsulenten i den anden nat – en undersøgelse af det intense arbejdsliv’. 

Hvad de egentlig laver, fandt hun aldrig rigtigt ud af. Til gengæld stod det klart, at der er tale om folk, der studser og ser uforstående ud, når de bliver spurgt, hvor mange timer de arbejder. De tæller ikke timer – de arbejder bare. De kan heller ikke sættes ind i en ’work-life-balance’-kontekst, siger Line Kirkegaard, for de skelner ganske enkelt ikke mellem arbejde og fritid.

En helt særlig aura

”Min baggrund for at gå tæt på netop managementkonsulenterne er, at de på mange måder er udtryk for det ekstreme. Og så er det en interessant gruppe, fordi vi faktisk ikke ved så meget om dem. Jeg har forsøgt at skildre dem loyalt og nuanceret. Jeg vil ikke reducere dem til workaholics, der arbejder meget, fordi de er blevet afhængige af arbejdet og har mistet evnen til at finde glæde andre steder.”

Det ekstreme ligger bl.a. i den måde, konsulenterne går til deres opgaver på. De giver sig selv fuldt ud og mere til – igen og igen. De er konkurrencemennesker, der vil vinde hver gang – og de vil også gøre det bedre end sidste gang. De henter selv en analogi til deres arbejdsliv i sportens verden, siger Line Kirkegaard.

”Hvis du vil blive bedre til at løbe maraton, nytter det ikke noget at lunte af sted i et comfortgear. Du skal ud og presse dig selv, der hvor det gør ondt – helt derud, hvor du får blodsmag i munden, for det er derude, forbedringen sker. Den logik har konsulenterne også i forhold til arbejdslivet. De er så meget på, at de får en aura, der nærmest skinner.”

Line Kirkegaard fortæller om en af konsulenterne, der definerer sig selv som et ekstremt konkurrencemenneske.

”På et tidspunkt blev han udfordret af nogle kolleger til en konkurrence om, hvem der kunne svømme længst under vand. Og da der var én, der klarede to baner under vand, så tænkte han: ’Ok – så bliver jeg nødt til at svømme tre.’ Og det gjorde han. Desværre blackoutede han til sidst og måtte hentes op og genoplives. Det er et billede på, hvor langt de vil gå.”

Kun for de bedste

De konsulenter, som Line Kirkegaard har talt med, er gjort af noget særligt stof, siger hun.

”De er superskarpe. Man henter kun de bedste ind. Man henter 12-tallerne ind. Man henter toppen ind. De bliver performancemålt hele tiden, og så bliver de fordelt i hierarkiet en gang om året. De fem procent dårligste ryger ud, og de bedste fem ryger op. Det er jo sådan en up or out-kultur, de er en del af.”

De er i det hele taget del af en konkurrencekultur, der er præget af personlige præstationer, og de kan lide at blive målt, fortæller Line Kirkegaard.

”Som de siger: ’Hvis du skal klare dig her, skal du være konkurrencemenneske, og du skal gå ind i det med liv og sjæl. Du skal være villig til nærmest at gøre det på bekostning af dit eget ve og vel.’ Der er jo alle de her historier om konsulenter, der er faldet om midt i en præsentation. Det tænker de selvfølgelig over. Men for dem er det også en måde at vise deres potentiale på – du går ikke ned.”

Er det udelukkende dem selv, presset kommer fra?

”På den ene side ja, for der er ingen, der siger, at de skal arbejde hele tiden, men på den anden side er der også en kultur i de her organisationer, der siger, at det gør man bare. Samtidig siger de alle sammen, at de i virkeligheden er deres egen værste fjende – for det er sig selv, de ikke kan styre.”

Hvad kan slå dem ud af kurs?

”Dem, der virkelig kan blive slået ud af kurs, tror jeg ikke, jeg har mødt, for de er der ikke mere.”

Hvordan restituerer de?

”Det gør de ved at træne til maraton eller ved at bestige Mount Everest. Hvor mange andre ville vælge at lægge sig på sofaen, vælger de at træne – også gerne i ekstremer.”

Drømmen om noget helt andet

Managementkonsulenterne går efter ekstremerne, fordi de ikke kan lade være. Samtidig drømmer de også om at bage boller med børnene derhjemme, fortæller Line Kirkegaard.

”På den ene side elsker de deres arbejde, og synes, det er sjovt. Men på den anden side længes de efter et helt andet liv. Én af dem siger: ’Jamen, jeg er jo slet ikke sådan – i virkeligheden er jeg bare en pylremor, der godt kan lide at gå derhjemme.’ Den samme konsulent drømmer samtidig om at kunne arbejde 80 timer om ugen, ligesom dengang hun ikke havde børn. En anden siger: ’Jeg elsker mit arbejde, og det kommer altid først. Og samtidig drømmer jeg om at være barfodsfotograf i junglen.’ Det er karakteristisk for dem med det modstridende og paradoksale.”

Og det er de samme paradokser, der gør, at managementkonsulenternes ekstreme arbejdsliv vækker stærke følelser hos andre, siger Line Kirkegaard.

”Nogle tænker: ’Godt det ikke er mig. Jeg vil ikke være sådan én, der kun går op i mit arbejde.’ Og det er netop en af myterne om dem, at de kun tænker på arbejdet – at arbejdet er hele deres liv. Andre tænker: ’Bare det var mig.’ De er jo smadderdygtige, de tjener mange penge, de har de store vilde opgaver som at opbygge den finansielle sektor i Østeuropa. De ser godt ud. De går i dyrt tøj. Og de er veltrænede.”

Men selv om de har tanker og drømme om et helt andet liv, så vinder arbejdet – eller hvad? ”Jeg ved ikke, om man kan sige, at det ene vinder over det andet. Men man kan i hvert fald sige, at de bliver billedet på en særlig eksistensform. Mange af dem har jo børn, og ligesom mange af os andre tænker de: ’Bare jeg kunne være lidt mere sammen med mine børn.’ Jeg tror også, det er derfor, man kan spejle sig i dem. Det er bare lidt mere heftigt for deres vedkommende.”

Samvittigheden nager

Den dårlige samvittighed kender konsulenterne også til – særligt når de igen og igen prioriterer jobbet.

”En af konsulenterne havde aftalt, at hun skulle ud og spise med sin kæreste og i biografen bagefter. Så ringer hun hjem og siger: ’Vi når ikke ud at spise først – vi mødes bare i biografen.’ Så ringer hun bagefter og siger, at hun heller ikke når biografen, men at de kan mødes på en bar senere. Det når hun heller ikke og må ringe og sige: ’Jeg når det altså ikke – vi ses bare i morgen.’ Hun kan godt se, at det er irriterende for kæresten, men hun ved, at det kommer til at ske igen. Så for hende handler det om, at hun fremover skal ringe første gang og aflyse det hele. Det handler ikke om, at hun skulle have lagt opgaven fra sig, så hun kunne være sammen med kæresten.”

Det næste skridt rumsterer hele tiden i hovedet af konsulenterne, og de ruster sig hele tiden til at rykke videre i systemet, siger Line Kirkegaard.

”Som en af partnerne siger: ’Det handler hele tiden om at optimere din markedsværdi, så din eksterne markedsværdi konstant er højere end den interne – det betyder, at du altid kan gå.’ De her folk er tilmeldt headhunterbureauer og går til jobsamtaler løbende. Og på et tidspunkt, når de får et tilbud, der er godt nok, går de fleste af dem ud i industrien – også pga. pyramidekulturen, der ikke giver plads til alle i toppen. De taler om ’windows of opportunity’ og sørger for at holde alle døre åbne. De bliver urørlige, for hvis du er så dygtig, har du altid mulighed for at gå til noget bedre.”

Tænker de ikke på bare at trække stikket nogle gange?

”Jeg har talt med flest fra toppen i pyramiden. Og de siger, at de har så mange penge, at de i virkeligheden bare kan sige: ’Nu gider jeg ikke mere.’ De har fået en frihed, som de har kæmpet for – at stå midt i 40’erne og være fuldstændig økonomisk uafhængig. Men dem, jeg har talt med, har jo ikke gjort det. De bliver ved.”

De har simpelthen et grundlæggende behov for hele tiden at optimere, forklarer Line Kirkegaard.

”Inden for elitesport er der et endemål – her topper du på et tidspunkt. Men det gør du ikke som konsulent. Du kan hele tiden komme højere op. Det er et arbejdsliv, der hele tiden handler om, at du løser den næste opgave endnu bedre, endnu hurtigere og med endnu mere ansvar. Og hvis de stopper – hvad skal slutningen så være?”

Hvad står tydeligst for dig efter dine mange snakke med de her konsulenter?

”Kontrasterne. Af alle typer mennesker, jeg har talt med, er det kun dem, som har kunnet beskrive en kæmpe boblende følelse af lykke og liv, der bare bruser indeni, og samtidig har de fortalt om store smerter, længsler og afsavn.”