Jeg har nu i godt seks år brugt størstedelen af min tid i universitetsverdenen, dels på grund af mit nu snart færdiggjorte ­studium, dels gennem mit arbejde som formand for Djøf Studerende. Jeg har erfaret, at rammerne i stigende grad er pressede samtidigt med, at præstationskravene har vokseværk.

Fremdriftsreformen er én af de ­faktorer, jeg ser som et knivskarpt udtryk for studerendes vilkår. Reformen gør studerende snævert eksamensfikserede. I dag handler det i langt højere grad om at bestå eksaminerne, end det handler om at lære. Blikket er stift rettet på resultater, og man har ikke overskud til at fordybe og ’forelske’ sig i pensum. Præstationskravene og det høje tempo har store konsekvenser for studerendes trivsel. Det fremgår bl.a. af Djøfs studielivsundersøgelse fra 2015, der viser, at 56 procent af deres studerende oplever stress. Mange i så høj grad, at de søger læge.

”Jeg vil jo også gerne leve mit liv”

Jeg møder flere og flere, som fortæller, hvordan de er marcheret taktfast nedad den vej, som de troede var den ­eneste, på grund af de succeskriterier, som de blev opflasket med: Høje karakterer, flotte titler og fuld fart på.

Jeg har en kammerat, som fortalte mig, hvordan han havde ændret kurs, da den praktikstilling, han havde haft i et halvt år, nu kunne blive til en fast­ansættelse. Egentlig var det det, han havde stilet efter på studiet, knoklet så hårdt for, og fravalgt familie, kæreste og venner for. Men i løbet af praktikforløbet var det gået op for ham, at han havde ­været helt galt afmarcheret i forhold til sig selv. Han havde besluttet at ­takke nej og i stedet søge et job med tid til sit eget liv ved siden af.

Snakken med ham fik også mine tanker på gled, og især ordene ”tid til eget liv” hang fast. Jeg frygter, at mange studerende lader sig styre af krav og forventninger til tilværelsen, som de egentlig ikke selv er bevidste om. Og jeg gruer for, at karakterpresset og tempoet forhindrer studerende i at stoppe op og reflektere over deres egne målsætninger.

Studietid er også tænketid

Den amerikanske psykolog Timothy Leary havde ikke nødvendigvis den bedste indflydelse på den amerikanske ungdom, men jeg vil nu ­alligevel ­trække på hans gamle opfordring: ”Turn on, tune in, drop out” – dog i en omfortolket udgave.

For jeg tror på, at et svar for mange studerende kan være, at de skal ”turn on” eller tænde for sig selv og gøre sig klart, hvad det egentlig er, som giver mening for dem, og hvor deres værdier ligger. Og de skal ”tune in” og være til stede i verden på en måde, som stemmer overens med de værdier. Og så skal de ”droppe ud” af de forestillinger og forventninger, som for mange kan blive vilkår. Og det skal der være tid og plads til i éns studieliv.