De studerende tænker ­ikke kun i store ­virksomheder som Mærsk, Carlsberg og ­Novo, når de forestiller sig, hvor de starter deres fremtidige ­karriere.

Ifølge en Djøf-undersøgelse blandt 1.235 studerende forventer hver tredje nemlig, at de får deres første job som kandidat i en lille eller mellemstor virksomhed. For fire år siden var det kun godt hver fjerde, der havde samme forestilling.

Og en analyse fra Arbejderbevægel­sens Erhvervsråd dokumenterer, at det rent faktisk også er godt hver tredje samfundsfaglige dimittend, der havner i en mindre virksomhed.

Tæt på de mindre virksomheder

Djøfs undersøgelse viser, at det især er studerende fra CBS, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet, der alle­rede er sporet ind på en ansættelse i en mindre virksomhed. Det er måske ­ikke så underligt, når det gælder de to sidstnævnte, mener Lars Bo ­Andersson, chefkonsulent i Djøfs ­Karriere og Erhverv.

”Hvis de gerne vil blive i området, når de er blevet kandidater, er det jo begrænset, hvad der er af store virksomheder. Omvendt er de studerende meget tættere på de mindre virksomheder, end de er i København, og det betyder, at de har nemmere ved at se de spændende arbejdsopgaver, der kan være i de mindre virksomheder.”

Den gode fortælling

Den øgede interesse for mindre virksomheder kan også skyldes noget ­andet, siger Lars Bo Andersson.

”Det er formentlig også, fordi studie­stederne – og også Djøf – er lykkedes med at kommunikere, at det i øget udstrækning er i de små og ­mellemstore virksomheder, at de spændende job ­findes.”

Det kan Patrick Gram, chef for External Affairs på CBS, kun nikke ja til.

”De seneste tre-fire år har vi målrettet vores kommunikation om, at der er ­gode muligheder i SMV’erne. De er jo rygraden i dansk erhvervsliv – her ligger nogle reelle vækstmuligheder, og det er her, at omkring 80 procent af ­jobskabelsen sker,” siger han. 

Især bachelorer tror på små firmaer

Ifølge Djøfs undersøgelse er det i særlig grad de studerende på bachelor-delen, der forestiller sig, at de får det første job i en lille eller mellemstor virksomhed – 38 procent mod 29 procent af de kandidatstuderende.

Lars Bo Andersson mener, det kan hænge sammen med, at man som kandidatstuderende bliver mere og mere specialiseret og måske får sværere ved at se sig selv i en mindre virksomhed.

”Her er det jo typisk generalistfærdigheder, der er efterspurgte. Du skal kunne aflaste ejerne eller direktøren med både, salg, organisation og måske til dels ledelse. Og det kan måske godt være svært for en kandidat, der har specialiseret sig i International Marketing, at se, hvordan han eller hun skal kunne bruges i en mindre virksomhed.”

Fra lille virksomhed til stor

Men man skal ikke være bange for at fraskrive sig en fremtidig karriere i et stort firma eller i udlandet, hvis man starter i en mindre virksomhed, siger Lars Bo Andersson.

”Det, der betyder noget for din videre karriere, er, hvilke kompetencer du har haft i spil, og hvilke resultater du har skabt.”