Jeg har taget en personlighedstest, og jeg kan ikke lide resultatet. ­Heller ­ikke selv om jeg får at ­vide, at jeg er ­afslappet og åben for nye oplevelser, men også relativt ­indadvendt. Det stemmer fint med mit selvbillede, og dét bekymrer mig.

Testen skyder derimod helt forbi ­skiven ved at kalde mig impulsiv og konkurrenceorienteret, og det beroliger mig en kende.

Når jeg gerne vil have testen på vildspor, er det, fordi den er lidt skræmmende. Jeg har brugt 31 år på at blive mig, og alligevel kan testen tegne et omrids af min personlighed på under 15 sekunder. Så hurtigt løber ­websitet youarewhatyoulike.com al min Facebook-aktivitet igennem og beregner, hvor jeg ligger på fem forskellige psyko­logiske skalaer. En slags prik-til-prik-­tegning af min personlighed baseret på alt det, jeg har erklæret mig som Facebook-fan af de seneste otte år.

Det huer mig ikke, at jeg tankeløst har foræret Facebook så mange informationer, at de kan omformes til en vag, men alligevel relativt vellignende personprofil. Ergo er det rart, at testen skyder ved siden af på to af ­skalaerne. Mit problem er bare, at hvis jeg havde bedt min far eller min bedste ven vurdere min personlighed, ville de sandsynligvis have ramt mere forbi, end computeren. Der er nemlig videnskabeligt belæg for, at YouAreWhat­YouLike-testen er bedre til at forudsige personlighedstræk, end mennesker er.

Ifølge en artikel i forskningstids­skriftet PNAS kan computer-algoritmen bag YouAreWhatYouLike beskrive en persons psykologiske profil mere præcist, end personens familie kan, hvis blot algoritmen har adgang til 150 likes fra vedkommendes Facebook-konto.

Jeg har selv givet 262 likes til fx ­bøger, musikere og organisationer. ­Potentielt vil mine Facebook-data altså kunne tegne et klarere billede af, hvem jeg er, end min mor kan.

Personlighedstests er snart fortid

Inden jeg ringer til Californien for at ­tale med Michal Kosinski, har jeg skrevet ”science fiction” flere steder på min blok. For uanset hvor stærke resultaterne i forskningsartiklen er, kan jeg ­ikke slippe fornemmelsen af, at det er ­uvirkeligt.

For den polske psykolog og Stanford-forsker er der imidlertid ikke spor ­science fiction over Facebook-studiet, som han har udført med to kolleger fra Cambridge.

”Det er slående, at computerne er bedre end os selv til at forudsige personlighedstræk, hvilket ellers hører til i kernen af vores sociale færdigheder. Computerne kender os bedre end venner og familie, og det er sandsynligt, at de også kender os bedre, end vi selv gør,” siger han og henviser til, at der vil være store perspektiver i at kunne sammenkoble folks hjerneaktivitet med deres digitale fodspor.

Forskning som hans egen kan dog ­allerede få konsekvenser her og nu, mener han. Først og fremmest kan det snart være slut med at bede ­potentielle nye ansatte om at udfylde en person­lighedstest.

”Når man tænker over det, er spørgeskemaer maskiner: Du udfylder skemaet, og så er der en skala, der giver dig en ­score. Hvis computeren vurderer din personlighed ved at analysere ­dine digitale fodspor, er det ikke kun meget billigere og hurtigere. Det er ­også mindre fejlbehæftet,” siger ­Michal ­Kosinski.

Han fortæller mig, at psykologer tit joker med, at spørgeskemaer i forbindelse med rekruttering i virkeligheden er intelligenstests. Hvis du er kløgtig, kan du gætte, hvad du skal svare for at komme i betragtning til jobbet.

”Når vi ansætter folk, får vi altså ­ikke nødvendigvis dem, der passer bedst ind, men dem, der lyver bedst. En computerbaseret vurdering bygger derimod på, hvordan du faktisk har ageret – ­ikke på dit eget selvbillede eller på det, du fortæller mig. Fordi jeg kan gå i dit digitale fodspor og finde konkrete beviser, skal du konsekvent fake din opførsel i måske fem år for at kunne tegne et forkert billede af dig selv. Det vil ­kræve utrolig meget arbejde at opretholde og stor forudseenhed at kunne gennemskue, hvilken profil du har brug for at have om fem år,” pointerer Kosinski.

Digitale fodspor peger i mange retninger

Jeg er skeptisk over for Stanford-forskerens formodning om, at min adfærd på Facebook vil kunne matche resten af mit liv 1:1. I dag er jeg ret så ­selektiv med, hvad jeg ytrer og liker, og det virker lidt uoverskueligt at skulle designe min Facebook-adfærd på en måde, så den afspejler alle hjørner af min personlighed.

Men min skepsis kan ­være ­lige meget, hvis en fremtidig ­arbejdsgiver kan finde på at ­købe ­argumentationen og skaffer sig redskaberne til at granske min digitale fortid. Derfor ringer jeg til psykolog Lars Lundmann. Han er ph.d. og rekrutteringsrådgiver med ekspertise i personlighedstests, så jeg spørger ham, om det er realistisk, at det her er fremtiden.

Lars Lundmann er ­sådan set også skeptisk – men samtidig er han ikke i tvivl om, at arbejdsgivere og rekrutteringsfirmaer vil være meget interesserede i den her type ­systemer. Ganske enkelt, fordi de rekrutteringsmetoder, vi har i dag, ikke er særlig ­gode.

”Derfor er der opstået en forhåbning om, at man vil kunne sige noget meget mere præcist gennem data fra internettet. Logikken er, at da de fleste – ­privat og arbejdsmæssigt – færdes rigtig ­meget på nettet, er det centralt at finde ud af, hvad de laver netop dér. I teorien er det også en rigtig tankegang – men i ­praksis er det umuligt,” siger han.

Ifølge Lars Lundmann er et af problemerne, at idéen om at udarbejde personprofiler ud fra digitale ­fodspor bygger på en præmis om, at ­fodsporene er ­entydige. Men sådan er det langtfra. Hvis jeg havde givet et like til en bestemt type firhjulstrækker, hvad ­ville det så sige om mig? At jeg var den eventyrlystne vildmarkstype? At jeg er ligeglad med ­miljøet? ­Eller måske ­snarere, at jeg er en pralrøv, der gerne vil vise min smag for dyre biler?

”Alt efter hvilken tolkning jeg laver, vil jeg konkludere noget vidt ­forskelligt om dig. Sætter jeg en maskine til at ­fortolke dine svar, vil den lave en ­standardfortolkning, og derved vil der opstå fejl,” siger Lars Lundmann.

Afgang mod glidebanen?

Men selv om Facebook-baserede person­lighedsprofiler altså vil være ­relativt upræcise, vil de muligvis ­være bedre end de tests, vi kender i dag, ­tilføjer Lars Lundmann. Når man tager højde for forskellige statistiske fejlkilder, er der nemlig kun en ret begrænset sammenhæng mellem en kandidats score i en traditionel personlighedstest og kandidatens efterfølgende præstationer i jobbet. Alligevel fylder personlighedstests stadig meget i nutidens rekrutteringsprocesser.

”En af grundene er det, man kalder social proof. Det vil sige, at hvis alle andre gør noget, må vi også hellere selv gøre det. Så hvis store virksomheder og rekrutteringsfirmaer personligheds­tester, føler andre sig også nødsaget til at gøre det, for så må det jo virke,” forklarer Lundmann.

Det vil altså sige, at hvis der bare er nogen, der begynder at bruge digitale fodspor som et afsæt for personlighedstests, risikerer det at blive en god gammeldags glidebane, hvor firma B og C går med, fordi firma A gør det.

Hvis firmaer skulle bruge YouAre­WhatYouLike-testen, ville det kræve, at hver enkelt kandidat gav ­samtykke til, at deres Facebook-data måtte bruges. Det lyder ret omstændeligt. Men bliver det først kutyme, at man som ­kandidat til et job giver den form for ­samtykke, så er bundlinjen, at jeg skal til at ­give noget mere af mig selv på Facebook for at gøre min digitale personlighed ­lækker.

En revolution af arbejdsmarkedet

Ifølge Michal Kosinski behøver jeg dog ikke bekymre mig så meget. Etik og privat­livsbeskyttelse vil stadig ­være helt afgørende i den ikke så fjerne fremtid, han hjælper mig med at spejde ind i.

”Man kan forestille sig en verden,” forklarer Kosinski mig, ”hvor alle menneskers psykologiske karakteristika er tilgængelige automatisk.”

Det kunne være via Facebook ­eller Google – eller måske via ­databaser opbygget af offentlige myndigheder. ­Uanset hvor dataene ville befinde sig, ville det naturligvis rejse store etiske spørgsmål og indebære uhyggelige perspektiver, betoner Michal Kosinski. Men bruger man data på den rigtige måde, kan hele rekrutteringsmaskine­riet blive langt mere effektivt.

”I dag laver man et jobopslag. Så ­søger nogle hundrede jobbet, og der­efter går man i gang med at sortere. Det er vældig ineffektivt for både arbejdsgivere og kandidater. Hvis du ­allerede har et job, vil du ofte lade være med at søge et nyt, fordi det tager tid at ­skrive ansøgningen og er besværligt at ­skulle gå til samtaler. Derfor sidder folk fast i deres job for længe.

I sidste ­ende hæmmer det økonomien, fordi du så ­ikke har et job, hvor du kan løse mere specia­liserede opgaver. Havde du det, ville du kunne præstere bedre og formentlig også have det bedre,” siger han og vender så tilbage til tanken om én samlet databank med ­personprofiler.

”Forestil dig, at arbejdsgiveren kan besøge en database og bede om personer, der har disse evner, denne uddannelse og denne psykologiske profil. Der er uhyggelige og mindre uhygge­lige måder at gøre det på: Det uhyggelige ville være, at virksomheden fik dit navn. Det mindre uhyggelige – og faktisk privatlivsbeskyttende – ville være, at computeren sendte en notifikation til de tre topkandidater om, at hvis de klikker på denne knap, kan de få et job. Så er du ude over hele ansøgnings­fasen, og virksomheden har allerede en psykologisk profil på plads. Det ­ville være en revolution og skabe et mere gnidningsfrit match mellem personer og stillinger.”

I mine ører lyder det som rimelig skinger fremtidsmusik, men ifølge ­Kosinski er det ikke spor usandsynligt.

”Det er realistisk at forestille sig, at jobmarkedet kan komme til at fungere som eBay,” som han formulerer det.

Allerede i dag findes der web-baserede tjenester, hvor man kan hyre free­lancere til alskens opgaver og se, hvor godt de har løst tidligere opgaver. Det vil sige, at tjenesterne har en ­database over folks præstationer – og kombinerer man den viden med folks psykologiske profiler, vil man altså kunne hyre arbejdskraft til selv ­kom­plicerede opgaver via få klik, lyder ­Kosinskis prognose.

Det psykologiske visitkort

Selv om personlighedstesten siger, at jeg er åben over for nye ­oplevelser, overbeviser samtalen med ­Kosinski mig ikke fuldstændig om, at det her er en fremtid, jeg bryder mig om. ­Spørgs­målet er bare, hvad det nytter at ­kæmpe imod.

Hvis jeg skulle printe alle de ­data, som Facebook har om mig, ville de sandsynligvis fylde adskillige hundrede A4-sider. Jeg er sikker på, at Google ved, hvad jeg arbejder med, og ­kender min civilstand. Og derudover ligger der sikkert en masse oplysninger om mig hos diverse data broker-firmaer, der ­lever af at sælge den slags til firmaer, der gerne vil ramme folk som mig med annoncer.

Kort sagt: Der er data om mig alle vegne, og ”medmindre du flytter ud i skoven og lever af rødder, er det umuligt at undgå at efterlade digitale fodspor,” som Michal Kosinski sagde til mig.

Så længe mine fodspor findes, er der nogen, der vil prøve at bruge dem. ­Ergo er der måske ikke andet for end at omfavne fremtiden. Om ikke andet kan jeg så begynde at bilde mig selv ind, at jeg ikke spilder tiden på Facebook. Fremover arbejder jeg tværtimod benhårdt og koncentreret på at forbedre mit ­psykologiske visitkort til kom­mende ­arbejdsgivere.