De danske udviklingsorganisationer fik en anelse om, hvad der ventede, da Venstre under valgkampen lovede store besparelser på den danske udviklingsstøtte. Alligevel blev de chokerede, da regeringen offentliggjorde, at 17 udviklingsorganisationer allerede fra januar 2016 får reduceret den samlede årlige støtte fra 808 til 595,6 millioner.

“Jeg havde forventet, at der ville komme nedskæringer, men ikke at de ville være så voldsomme og komme med så kort varsel,” siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen.

Mellemfolkeligt Samvirkes årlige støtte skæres fra 149 til 108,7 millioner. En besparelse på 27 procent. Dermed mister organisationen en sjettedel af sine indtægter og skal nu fyre hver sjette af de 78 medarbejdere, beskære støtten til samarbejdspartnere i syd markant og lukke hele deres program i Nicaragua.

“Det bliver meget blodigt. Nedskæringerne bryder med den rammebevillingsaftale, der ellers skulle give os en forudsigelig økonomi i de kommende år. Det er fuldstændigt uansvarligt, og det kommer til at ramme vanvittigt hårdt,” siger Frans Mikael Jansen.

Rammebevillingen er en såkaldt ’rullende aftale’, der giver organisationer mulighed for at forudsige deres økonomi i fire år ad gangen. På den måde kan organisationerne have et overblik over deres fremtidige økonomi og mulighed for at arbejde mere strategisk. Alt dette forpurres af regeringens pludselige besparelser – særligt fordi man først kender de endelige beløb, når finansloven er vedtaget i løbet af november, lyder kritikken.

“Det giver os reelt kun en måned til at implementere enorme besparelser. Forvaltningsmæssigt er det helt horribelt. Det er i fuldstændig modsætning til idéen om rammeaftaler, som var at give os mulighed for at forudsige vores økonomi, så vi kan planlægge vores arbejde optimalt,” siger Frans Mikael Jensen.   

Også i udviklingsorganisationen IBIS, hvis støtte står til at blive barberet fra 121 til 87,6 millioner kroner, er man chokeret.

”Venstre gik til valg på en reduktion i ulandsbistanden, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at man over hals og hoved ville skære voldsomt og tilfældigt ned og dermed tilsidesætte alle de forudsætninger, vi har for vores rammebevillinger. Man tvinger organisationerne til at løbe fra langsigtede aftaler, som jo er indgået i tillid til, at strategien for dansk udviklingsbistand er vedtaget af et enigt folketing, inklusive Venstre.” siger generalsekretær i IBIS, Vagn Berthelsen.

Han tilføjer, at politikerne selvfølgelig skal have mulighed for at ændre på rammebevillingen, hvis der sker uforudsete ting for landets økonomi, som eksempelvis en ny finanskrise.

“Men det går jo på mange måder godt med den danske økonomi, så vi havde ikke regnet med, at regeringen ville skære så drastisk. Og slet ikke mens verden er i brand, og flygtningekrisen har nået hidtil usete proportioner,” siger Vagn Berthelsen.

Spilder penge på fyringer

Og selvom organisationer nok altid vil rejse børster, når budgetterne bliver skåret, er der vitterligt tale om en særlig situation, forklarer Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

“Der har aldrig tidligere været så store og voldsomme nedskæringer i den danske udviklingsstøtte. Det er exceptionelt, at man skærer så meget og med så kort varsel. At det skal gå så hurtigt er meget uhensigtsmæssigt,” siger han.

Som seniorforsker i dansk og internationalt udviklingsarbejde har Lars Engberg-Pedersen ofte set eksempler på, at donorer pludselig nedtrapper den økonomiske støtte.

“Det, regeringen gør nu, sker jævnligt i international sammenhæng. Men det er ikke godt for fagligheden i udviklingsarbejdet, og det er i fuldstændig modsætning med idéen om at lave økonomiske rammeaftaler med de forskellige organisationer. En så abrupt finansieringspolitik er uhensigtsmæssig, fordi modtagerorganisationer og deres samarbejdspartnere i de forskellige udviklingslande ikke kan planlægge deres arbejde, fordi de ikke ved, hvad de kan regne med,” siger Lars Engberg-Pedersen.

Mellemfolkeligt Samvirke skal fx bruge over en million kroner på at afskedige folk med kort varsel, fordi de fleste typisk har seks måneders opsigelse.

“For de penge kunne man jo ansætte flere medarbejdere i et helt år,” siger Frans Mikael Jansen.

I forskningskredse kalder man slingrende donortilkendegivelser for en stop and go politik, hvor organisationer i praksis har meget svært ved at disponere deres midler og tilrette deres indsats, fordi de konstant skal være i tvivl om deres fremtidige finansiering.  

“Mens nødhjælp handler om at hjælpe folk, der er ramt af en krig her og nu, handler udviklingshjælp om at skabe bedre levevilkår på længere sigt. Typisk iværksætter man forløb, der foregår over flere år og i flere etaper. Hvis man pludselig fra den ene dag til den anden mangler penge, risikerer man at måtte afbryde projektet, inden man har opnået sit resultat. Dermed er hele den indledende investering spildt, og det er jo temmelig tåbeligt,” siger Lars Engberg-Pedersen.

Mindre regnskov

Også mindre organisationer som Verdens Skove får skåret deres støtte kraftigt.

“Først og fremmes betyder det, at der bliver bevaret mindre regnskov, og at vi må sige farvel til flere af vores internationale samarbejdspartnere efter jul. Det sker med meget kort varsel, så det rammer ekstra hårdt, fordi man ikke kan få en ordentlig udfasning af projekterne,” siger sekretariatsleder Jan Ole Haagensen, hvis støtte daler fra 15 til 11,8 millioner om året.

“Det værste er, at vi kun har været en rammeorganisation i to år, og efter at vi blev det, har vi gået og fortalt vores samarbejdspartnere, at nu kan vi planlægge langsigtet, for nu kender vi vores økonomi. Og så sker det her. Vi havde regnet med, at der ville kommer nedskæringer. Men at vi skal miste en fjerdedel af støtten er helt vildt,” siger Jan Ole Haagensen.

De administrative minimumskrav gør det svært at skære på administrationen, og derfor sker stort set hele besparelsen på organisationens kerneydelser.

“Ligesom i erhvervslivet vil vi gerne have noget forudsige-lighed. Man kan hverken drive en udviklingsorganisation eller en virksomhed, hvis økonomien hele tiden ændrer sig. Når det alligevel er så uforudsigeligt at være rammeorganisation, er det lige før, det så giver bedre mening at blive finansieret fra projekt til projekt,” siger Jan Ole Haagensen.

Han frygter, at regeringens besparelser er et varsel om en langt mere slingrende kurs på udviklingspolitikken, hvor skiftende regeringer vil føre hver sin politik i stedet for at samarbejde om en kontinuerlig kurs.  

“Det kan jo være, at den nuværende opposition lærer af regeringen, og også selv vil lave et radikalt skift, når de igen får magten. På den måde risikerer vi at få amerikanske tilstande med en helt anden måde at bedrive politik på, som bliver meget sværere for udviklingsorganisationer at arbejde i,” siger han.