Vi var vildt glade for at bo i København. Men vi så jo, hvordan vores venner måtte igennem en hel værnepligt af løntilskudsjob. Vi ville gerne have et rigtigt job hurtigt, og med to børn havde vi også brug for et hus. Derfor begyndte vi at se ud over Valby Bakke,” fortæller Maria Boye Larsen, 30, digitaliseringskonsulent i Lolland Kommune.

Hun er cand.mag. i sprogpsykologi og Djøf-medlem. Hendes mand, Peter Boye Larsen, 30, er cand.scient.pol. og stabsmedarbejder i Lolland Kommune.

I København var rekorden 1.782 ansøgere til et af de jobs, Maria søgte. På Lolland var der et job til hende efter fem måneder. Peter, som var et speciale bagud i forhold til hende, brugte kun en uge, da det blev hans tur.

Jobbet som digitaliseringskonsulent er en to-årig projektansættelse, men det holder hende ikke vågen om natten.

”Jeg har fremtidssikret mig, for jeg arbejder med implementering af velfærdsteknologi på ældreområdet. Det bliver der brug for kompetencer i. Ikke bare i alle kommuner, men også mange andre steder.”

Lolland lokkede også med et sæt bedsteforældre til Laura på 6 og Ulrik på 3. Maria er fra Silkeborg; Peter har boet mange steder i sin opvækst, bl.a. i udlandet, men hans forældre slog sig for 15 år siden ned i Maribo.

”I Maribo kunne vi på kun én dagpenge og én løn låne til et godt parcelhus på 164 m2,” fortæller Maria.

Hernede er hierarkierne ikke så høje. Man bliver bedt om at byde ind med dét, man selv mener, man kan – og så bliver man taget på ordet.

”Da jeg fx en fredag spurgte, hvorfor vi ikke havde en kommunikationspolitik på Ældre og Sundhedsområdet, lå opgaven på mit bord mandag.”

Maria cykler til Ældre og Sundhed på fem minutter. Peter snupper de 15 km ned til Teknik og Miljø i Rødby på en halv time på kabinecyklen.

De har Maribo-søerne, Smålandshavet og økologiske æbleplantager lige om hjørnet. Men det bedste er alle de dejlige mennesker, der tog godt imod dem.

Nære, små forpligtende fællesskaber omkring skole, fritid, kirke og lokal-aktiviteter – og kvindenetværket QLF, som Maria har stor glæde af.

De savner deres venner i København, men man kan godt køre til Valby til en børnefødselsdag på en tirsdag aften, hvis det skal være.

”At afstanden mentalt så er meget større den anden vej, må vi bare arbejde med.”