Mennesker er rationelt handlende individer, som altid søger at tilgodese sig selv mest muligt. Det er i grove træk den antagelse, der ligger til grund for klassisk økonomisk teori, og som mange økonomiske modeller stadig baserer sig på.

Men det er en forståelse, som måske kunne trænge til at blive revideret, i hvert fald hvis man skal tro ny adfærdsøkonomisk forskning. Her demonstrerer en række forsøg nemlig, hvordan den sociale og moralske kontekst, vi træffer beslutninger i, kan have afgørende betydning for, om vi vælger at tilgodese os selv eller andre.

”Noget af det vigtigste, vi kan tage med os fra de her undersøgelser, er, at mennesker i rigtig høj grad er påvirket af samvittighed og normer. Vi er ikke bare styret af kroner og øre,” siger Ulrik Haagen Nielsen, som tidligere på året færdiggjorde sin ph.d. i økonomi på Københavns Universitet.

I sin forskning har han arbejdet med at iscenesætte forskellige sociale dilemmaer i forsøg, der allerede i deres præmis peger
i andre retninger end hans fags doktrin.

”Vi er ikke præget af de dogmer, som er i økonomisk teori, hvor man antager, at folk er perfekt rationelle og perfekt egoistiske, og det eneste, der motiverer folk, er dem selv. I adfærdsøkonomi prøver vi empirisk at undersøge, hvordan folk rent faktisk handler for at give et mere nuanceret billede af, hvad vi mennesker er for en størrelse, og hvad der motiverer os,” siger han.

Vi vil ikke virke uselviske

I et af sine eksperimenter har Ulrik Haagen Nielsen for eksempel fundet frem til, at andelen af forsøgspersoner, som frivilligt delte egne penge med en anonym anden deltager, skiftede mellem 30 og 70 procent afhængigt af, om det var en valgmulighed også at tage penge fra den anden, eller om valget kun handlede om at fordele en mængde penge, der i udgangspunkt ikke var tildelt nogen.

Han mener, forklaringen skal findes i, hvad deltagerne oplever, det må være normalt at gøre.

”De fleste vil gerne leve op til en social norm. Folk bryder sig ikke om at virke meget egoistiske eller selviske og vil derfor generelt træffe beslutninger, som er lidt bedre end den mest selviske 
mulighed,” siger han.

”Så hvis den mest selviske mulighed, du har, er at give nul kroner, så kan du måske godt være villig til at give 10 eller 20 kr. til en anden, fordi dette er lidt mere generøst end den mest selviske beslutning. Men hvis den mest selviske valgmulighed er at tage 100 kr. fra en anden person, kan det godt føles okay måske at nøjes med at tage 70 eller 80 kr.”

De knap 900 deltagere i forsøget var stort set repræsentative for den danske voksenbefolkning i forhold til alder, køn og uddannelsesniveau, og adfærden var den samme på tværs af disse kategorier, alle var i høj grad normstyrede.

Internationale forskelle

På tværs af landegrænser har der dog vist sig at være forskelle i villigheden til at være uselvisk.

I et internationalt studie offentliggjort i tidsskriftet Science har en række forskere gennemført det samme forsøg, et såkaldt ’offentligt gode’-spil, i en lang række storbyer rundt omkring i verden. Kort fortalt er forsøget struktureret på den måde, at forsøgspersonerne er sat sammen i grupper af fire, hvor hver enkelt har en mængde penge til rådighed, vedkommende kan vælge
enten at beholde selv eller give til en fælles pulje. Alt hvad der kommer i den fælles pulje bliver fordoblet, hvorefter det samlede beløb bliver fordelt ligeligt mellem alle i gruppen. Giver man f.eks. 100 kr. vil de blive til 200, men man får selv kun 50 tilbage, da de bliver delt i fire.

Således har man iscenesat det dilemma, at den samlede mængde goder bliver størst, hvis alle donerer fuldt ud til fællesskabet, men at den enkelte deltager vil få størst gevinst, hvis vedkommende er den eneste freerider og beholder alle sine egne penge selv, mens alle andre samarbejder til fordel for det fælles bedste.

”Studiet viste, at man i København var meget samarbejdsvillig og gerne ville donere, så den fælles velstand blev maksimeret, fordi man havde en forventning om, at andre også gjorde det,” fortæller Ulrik Haagen Nielsen.

I sydeuropæiske hovedstæder derimod, og i særdelshed Athen, viste samarbejdsvilligheden sig at være meget lav. Hvis ikke normen for at dele er stærk nok, opstår 
risikoen for en negativ spiral af mistillid.

”Det kan måske være en del af forklaringen på, hvorfor Grækenland har haft så svært ved at komme på fode igen efter den økonomiske krise,” siger Ulrik Haagen Nielsen, ”hvis grækerne altså – som undersøgelsen viser – er meget lidt villige til at give slip på nogen af de privilegier, de individuelt har, selvom det ville kunne komme hele samfundet til gavn, hvis de gjorde.”

Normen er intuitiv

Når folk har en tydelig opfattelse af, at det er normen at bidrage til fællesskabet, er det ellers klart den beslutning, det er nemmest for dem at træffe.

Det viser en anden af Ulrik Haagen Nielsens undersøgelser.

I et eksperiment af samme type som i den internationale undersøgelse, var 60 procent af forsøgsdeltagerne villige til at give mere til fællesskabet, hvis de vidste, at andre også gjorde det, mens 20 procent var freeridere, som udelukkende gjorde, hvad der var bedst for dem selv. Sidstnævnte gruppe skulle imidlertid bruge meget længere tid på at træffe deres beslutning.

”Det ligger intuitivt til os at følge normen,” siger Ulrik Haagen Nielsen. ”Hvis man derimod skal bryde den og afvise kollektivet, tager det meget længere tid, fordi man først skal løse det moralske dilemma, som ligger i at overbevise sig selv, om det er i orden at tilgodese sig selv på bekostning af ens medmennesker.”

Men hvor hans konklusion er, at folk altså på ingen måde kun er styret af økonomiske incitamenter, mener Ulrik Haagens Nielsen heller ikke, det nødvendigvis betyder, vi alle inderst inde er ubetingede altruister. Som sagt kan de generøse handlinger på paradoksal vis være udtryk for et selvisk motiv om ikke at fremstå selvisk.

Dette gør det dog blot så meget desto vigtigere, at vi arbejder aktivt for at skabe en kultur for at give og hjælpe, hvis vi ønsker os, at folk skal være næstekærlige over for den enkelte anden eller villige til at bidrage til større fællesskab. Det være sig lokalt på den enkelte arbejdsplads eller bredere i hele samfundet.

”Læren er, det er vigtigt at skabe stærke normer for at opføre sig ordenligt: Være 
opmærksomme på at være der for hinanden, hjælpe kollegaen, tilgodese kollektivet og så sørge for, at folks beslutninger kan observeres. Hvis der eksisterer stærke sociale normer for, hvordan man bør opføre sig, så skal folk nok overholde
 dem,” slutter Ulrik Haagen Nielsen.