Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt. Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.

’Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man.

Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt.  Noget tyder nemlig på, at vores hjerne fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.

Inaktive spejlneuroner

På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden tilfældig gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.

De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.

Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer overfor den. 

Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.

Det viser sig, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.

Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejl-neuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.

The power paradox

Professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt, reagerer på resultatet af det canadiske eksperiment med en ”intuitiv” fornemmelse af, at det beskriver en almenmenneskelig sandhed.

”Vi kender det fra os selv. Er vi ude i store personlige livskriser, hvor vi føler os afhængige af andre mennesker, så åbnes vores følehorn over for omverdenen. Omvendt er situationer, hvor man har magt, farlige for ens måde at være på,” siger han og fortsætter:

”Undersøgelsen peger på lederens store personlige ansvar for at arbejde med sig selv og være bevidst om sig selv. Stilhed, refleksion, meditation, bevidsthedstræning og det at være i kontakt med ’meningen’ – med livet, virksomheden, medarbejderne – er de redskaber, som efter min erfaring skaber empati,” siger Steen Hildebrandt.

Ifølge den amerikanske psykoterapeut Cedar Barstow, der er grundlægger af virksomheden Right Use of Power, består magtens paradoks – The Power Paradox – i, at de positive egenskaber, der ofte er medvirkende årsag til at, folk stiger i hierarkierne og ender med at få magt, korrumperer i det øjeblik, magten opnås.

”Det ville være et stort fremskridt, hvis ledere forstod og var opmærksomme på den tendens, som er i os alle. For det er jo langt fra sådan, at man som magtmenneske står uden mulighed for at bevare sine empatiske potentialer.”

”Et af de bedste redskaber er at forblive i the feedback loop. Selvom lederen har fået tilstrækkeligt meget magt til at kunne hæve sig over kritik, så er det meget vigtigt ikke at gøre det. Det kræver imidlertid stor personlig modenhed og et personligt selvudviklingsarbejde dagligt at forblive i øjenhøjde med medarbejderne. Og
det fordrer en forståelse for, hvor risikabelt det kan føles for folk
længere nede i hierarkiet at give lederen ærlig feedback,” siger
Cedar Barstow.

Egoets fristelser

Ifølge neuroaffektiv psykoterapeut Marianne Bentzen er magt en stor fristelse for folk, der opnår den.

”Det er en god følelse for egoet at mærke andres afhængighed af én. Men det er også en meget primitiv drift, der bliver grundlagt tidligt i barndommen.”

Spædbarnet er fuldstændig afhængig af at blive passet og fuldstændig opmærksom på andre.

I 1-2-års alderen bliver børn mere autonome, og de bliver interesseret i at bestemme over verden. Her dannes det første personlige forhold til magt. Barnet på to år kan blive hysterisk, hvis det ikke får lov til at bestemme, om det gider sidde fastspændt i en børnestol i bilen.

I 6-8-års alderen sker der igen noget i barnets perspektiv. Barnet opdager, at samspillet med andre kan være sjovere end at bestemme det hele selv. Når musikken spiller, og man sammen med andre børn kan få en leg til at køre rigtig godt – også selvom man mister magt.

”Det er tre modenhedsniveauer, som ligger dybt rodfæstet i os som voksne. Og når vi møder magtstrukturer i vores liv, hvad vi gør hver eneste dag, så handler vi ud fra disse niveauer. Det er selvfølgelig afgørende, at folk med magt kan genkende modenhedsniveauerne i sig selv. Først når man kan det, er det muligt helt bevidst at stræbe efter at handle ud fra det højeste modenhedsniveau, hvor det handler om at få musikken til at spille,” siger Marianne Bentzen.

Opgør med et tabu

Psykologien har beskæftiget sig meget lidt med magtforhold mellem mennesker. Ifølge Marianne Bentzen er det medvirkende årsag til, at vi overser, hvor dyb en drift følelsen af magt er i os.

”Mennesket er et socialt hierarkisk flokdyr. Hver gang vi kommer ind i en ny kontekst, så kigger vi os omkring efter, hvem der bestemmer. Det er sandsynligvis noget, vi har med os helt tilbage fra krybdyrstadiet. ’Hvem er stærkest, hvem risikerer jeg at få en røvfuld af, og hvordan undgår jeg det?’ Alle sociale pattedyr organiserer sig omkring magt, men vi har været så optagede af vores civilisationsevne, at vi har overset vores instinktive magtorientering,” siger Marianne Bentzen og fortsætter:

”Derfor får magtorienterede impulser ofte lov til at køre frit rundt med os. Og de har det med at lave rod, når vi ikke er bevidste om dem. Så længe vi ikke synes, at magtfølelsen i mennesket er ’pænt’ at snakke om, så længe får den lov til at styre rundt med os,” siger Marianne Bentzen.