Der er ofte fart på Nordea Liv & Pension, især i afdelingen People & Communications, som underdirektør Trine Thorn er chef for. Derfor starter hun alle sine afdelingsmøder med fem minutters stilhed.

”Når man farter rundt, og det kører på de høje nagler, bruger man den adfærd, man hidtil har haft. Hvis man vil have sine kolleger til at gå nye veje, er man nødt til at skabe et pauserum, hvor man kan være til stede og sige: ’Jeg er her, lige nu’. Jeg oplever, at vi bliver mere lyttende, åbne og positive i forhold til de ting, vi skal bruge,” forklarer Trine Thorn, som siger, at et af resultaterne er, at medarbejderne vælger nogle andre løsninger, end de plejer.

Eksempelvis skulle virksomheden formidle, hvad den stigende uro på de finansielle markeder betyder for kundernes pensionsordninger. I stedet for det sædvanlige fælles nyhedsbrev blev løsningen at sende forskellige versioner til de enkelte virksomheder, så de fik tilgodeset deres behov på en ny måde.

”Det er måske ikke så revolutionerende, men det var nyt, fordi vi nåede frem til løsningen ved en anden metode. Selvom det skulle gå stærkt, stoppede vi op, og så kom der noget nyt ud af det.”

Småflippet hokuspokus

Som leder mener Trine Thorn, at hun er blevet mere lyttende og bedre til at kigge fremad ved at lade sin ledelse inspirere af Teori U. Hun mener, at hvis man kan stole på sig selv og sin ”indre kerne”, kan man løfte sig selv og sine medarbejdere et andet sted hen, fordi man bliver bedre til at gå væk fra de traditionelle løsninger.

”Jeg har altid været meget intuitiv, men nu kan jeg nemmere stå ved det og følge min mavefornemmelse. Det giver et andet referencerum, og man kommer ind i et nyt opmærksomhedsfelt, som Scharmer taler om.” 

Hvad siger omgivelserne til det?

”De forstår det ikke altid. For nogle er det noget småflippet hokuspokus. Det er fx grænseoverskridende at være stille sammen med andre, og nogle har selvfølgelig lettere ved det end andre,” siger underdirektøren, som derfor godt kan forstå, at nogle har kaldt U-teorien for blandt andet nyreligiøs.

”Men jeg bruger det som et værktøj på linje med andre ledelsesværktøjer. Det er bare en ny vej, verden går, som passer til min personlighed.”

Nye løsninger

En del af Teori U handler om at lægge sine svagheder og mangler frem og lytte mere til sine medarbejderes input, og Trine Thorn er ikke bange for at sige: ’Jeg har ikke svaret, har I?’

”Man kan ikke lede ved at have svaret på alting selv,” siger hun og nævner som eksempel et strategiseminar for ledergruppen, hvor hun skulle holde oplæg.

”Overskriften var: ’Hvor skal vores kommunikation bevæge sig hen?’ Jeg smed erfaringen væk og gav opgaven frit til mine medarbejdere.”

Medarbejderne fandt på en leg, hvor deltagerne skulle bygge tårne af forskellige kommunikationsmedier. Løsningen var uventet, interaktiv og utraditionel.   

”Jeg er god til at præsentere et langt PowerPoint-show, men jeg vidste, at der skulle noget andet til. I stedet udfordrede vi rammen og sagde: ’Nu skal vi lege!’ Tør vi det? Ja, det gjorde vi, og resten af gruppen gav en masse ros, som jeg kunne give videre til afdelingen. Jeg styrede jo ikke processen, og jeg var aldrig nået frem til det alene.”