Det viser en ny opgørelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der administrerer det løntilskud, man får til et godkendt ErhvervsPhD-projekt - som er en virksomhedsrettet ph.d.-afhandling gennemført i et samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-studerende og et universitet.

I 2007 søgte 174 kandidater om at blive ErhvervsPhD-studerende. Heraf kom 21 procent fra samfundsfag og humaniora, hvor det var 17 procent året før. Langt de fleste ansøgninger kommer fra ingeniørområdet og det naturvidenskabelige område.

I alt 106 ErhvervsPhD-projekter blev godkendt til igangsættelse i 2007.

På www.fi.dk kan man finde eksempler på ErhvervsPhD-projekter på det samfundsvidenskabelige område: Anders Brøndum, ph.d., cand.scient.pol., som i dag er konsulent i KL, var som ErhvervsPhD-studerende med til at skabe et nyt forretningsområde indenfor 'kommunal faglig bæredygtighed' i revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte. Anette Broløs, cand.polit., områdedirektør i Fiona Bank, er ved at lægge sidste hånd på sin ErhvervsPhD-afhandling om ideskabelse i samarbejdsalliancer i den finansielle verden. Og Robert Schønrock Nielsen, cand.merc. i økonomi og filosofi og en af seks ErhvervsPhD-studerende i Codan, er i sit projekt i gang med at undersøge, hvordan innovation og nytænkning kan fremmes i store organisationer.

En ErhvervsPhD-studerende tjener ifølge Forsknings- og Innovationsstyrelsen i gennemsnit knap 33.000 kr. om måneden.