SU som lån?

Vismand forsvarer kritiseret SU-forslag

4.6.2018

af

PR-foto: De Økonomiske Råd

PR-foto: De Økonomiske Råd

De Økonomiske Råds anbefalinger til en omlægning af SU’en på kandidatuddannelserne har mødt betydelig kritik. Nu giver Lars Gårn Hansen, medlem af formandsskabet i De Økonomiske Råd, svar på tiltale.

De Økonomiske Råds vismandsrapport ’Dansk økonomi, forår 2018’, har de seneste dage været i mediers, fagforeningers og særligt studerendes søgelys. Det skyldes, at rapporten anbefaler, at man helt eller delvist omlægger SU’en på kandidatuddannelserne til lån.

Kritikken går særligt på, at den beregning, som understøtter anbefalingen, ikke tager udgangspunkt i kandidatuddannelsen. I stedet er der tale om en model, som undersøger effekterne af at omlægge 10 procent af stipendiet til lån på både bachelor- og kandidatuddannelsen.

”Det ideelle ville være at kunne lave konkrete beregninger på lige præcis det forslag, som vi fører frem,” medgiver professor og medlem af formandsskabet i De Økonomiske Råd, Lars Gårn Hansen.

Men ræsonnementet holder ikke desto mindre, mener han.

Ikke en anbefaling med to streger under

I anbefaler, at SU-stipendiet skal omlægges til lån, særligt på kandidatuddannelsen, men I undersøger kun effekterne af en 10-procents-omlægning for både bachelor- og kandidatuddannelsen. Hvordan hænger det sammen?

”Den model, som vi har lavet, er i bund og grund estimeret på svenske data. Det har vi flyttet over på danske forhold, men mener ikke, at vi kan lave beregninger af den anbefalede omlægning på kandidatdelen, for modelstrukturen er ikke egnet på lige præcis den analyse,” svarer Lars Gårn Hansen.

Det ideelle ville være at kunne lave konkrete beregninger på lige præcis det forslag, vi fører frem. Det har vi ikke kunnet gøre med den troværdighed, vi ville. Men man kan heller ikke lade sine forslag være begrænsede af, hvad man tilfældigvis kan regne på.

Lars Gårn Hansen, medlem af formandskabet for De Økonomiske Råd

Hvorfor undersøgte I ikke effekten af at omlægge helt eller delvist specifikt på kandidatuddannelsen, når dette nu er jeres anbefaling?

”Ideelt set vil man jo gerne have lavet en beregning på præcist det her forslag, men det er jo ikke en anbefaling med to streger under. Det, vi siger, er, at det er en måde, man kunne nedbringe andelen af subsidier, og at metoden har nogle fordele. For det første havner de, der tager en kandidatuddannelse, som oftest i en af de højeste indkomstgrupper, så metoden giver en mere ligelig indkomstfordeling. For det andet kan du bedre overveje, hvorvidt du ønsker at tage lån, for at kunne gennemføre din uddannelse, når du allerede har studeret i tre år på din bachelor.”

Bygger den konklusion på en undersøgelse?

”Det er et fornuftræsonnement. Det er logisk, at du kan træffe en beslutning på et mere velinformeret grundlag, når du har gennemført tre års uddannelse.”

Men er jeres ekspertposition ikke netop defineret ved, at I laver jeres anbefalinger ud fra beregninger og ikke logiske antagelser?

”Jeg vil gerne medgive, at det ideelle ville være at kunne lave konkrete beregninger på lige præcis det forslag, vi fører frem. Det har vi ikke kunnet gøre med den troværdighed, vi ville. Men man kan heller ikke lade sine forslag være begrænsede af, hvad man tilfældigvis kan regne på.”

”Vi gør det, eksperter skal”

Men er det ikke netop det, I kan regne på, som I kan udtale jer om?

”Det, vi gør her, er det, som eksperter skal: Vi tager viden fra litteraturen og fornuftige ræsonnementer og laver derudover de beregninger, som vi mener er troværdige. Du har ret i, at de beregninger, vi laver, er på en 10-procents-omlægning af al SU – men det er, fordi vi mener, at de er troværdige. Desuden peger vi også på, at indretningen af lånemodellen har en stor betydning – vi er ikke så firkantede i vores anbefaling.”

Vi har altså en anbefaling om en hel eller delvis omlægning af SU-indtægterne på kandidaten specifikt, som tager udgangspunkt i en beregning ud fra en svensk model, der undersøger en 10-procents-omlægning af både bachelor og kandidat. Kan du forstå, hvis man som udefrakommende finder dette mærkværdigt?

”Jeg kan godt forstå, at man ideelt set vil have en harmoni mellem anbefalingerne og de beregninger, vi laver, men vi laver ikke beregninger, som vi ikke kan stå inde for resultaterne af.”

Det virker, som om beregningen er udsprunget af anbefalingen for at give anbefalingen troværdighed…

”Det er svært at redegøre for forløbet under skrivningen af rapporten. Beregningen har ikke nogen direkte kobling til anbefalingen, men beregningen understøtter, hvad litteraturen også viser: At effekterne af omlægninger af SU til lån er små, og det vurderer vi også vil være tilfældet på kandidatdelen.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet