Jeppe blev ramt af udflytning - igen

Da Jeppe Juul Petersens gamle arbejdsplads skulle flyttes til Als, var han med til at lukke og slukke i København og overdrage til de nye i Sønderjylland, mens hans gamle kolleger én for én fik nyt job, holdt farvelreceptioner og forsvandt. Det var en tid med kollektiv nedslidning. De, der blev tilbage, var sendt ud i kulden, men blev bedt om at løbe hurtigere, for sagerne skulle klares, og de nye læres op. Det skrev han en personlig beretning om, som Djøfbladet bragte i august sidste år.

Han skrev den, da han havde fået et nyt, godt job i Miljøstyrelsen. Her har han været i syv måneder. Nu flytter styrelsen til Odense.

Deja-vu

For Jeppe Juul Petersen var onsdag den 17. januar en dag fyldt med flashback.

Flashback til 1. oktober 2015, hvor han så Lars Løkke Rasmussen stå på direkte tv og fortælle, at hans arbejdsplads i NaturErhvervstyrelsen skulle flytte til Augustenborg.

Nu skete det igen. Miljøstyrelsen flytter til Odense med 440 af 600 årsværk. Hele Jeppes enhed skal med.

Lidt før kl. 10 onsdag den 17. januar kaldte Miljøstyrelsens direktør alle i kantinen til orientering kl. 12.30. Det var en time før det bebudede pressemøde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmusen, denne gang med innovationsminister Sophie Løhde ved sin side, ville præsentere flytteplanen kaldet ’Bedre Balance II’.

Jeppe fik flashback, som han stod dér i kantinen omgivet af kolleger, tavse og hvide i ansigterne. Til frustrationerne fra sidste gang, til alle de mange farveller, til alt det hårde slid med at flytte opgaver og lære nyansatte op, til de daværende lederes begejstring over de nyansatte i Augustenborg, der bare var så entusiastiske og pionéragtige, til oplevelsen af at være glemt.

”Og til følelsen af ’hvad skal der nu ske med mig?’ Den samme følelse, som ledige har, tænker jeg. Det slider.”

”Det skal ikke ødelægge mit liv”

Men noget er anderledes denne gang. Nu ved han, hvad der venter, og hvad han ikke stiller op til endnu en gang.

”I kantinen begyndte jeg allerede at gennemgå mit cv. Jeg sagde til mig selv: ’Det er det første, du gør, når du kommer hjem.’ Men da jeg så kom hjem, orkede jeg det ikke alligevel.”

Foreløbig ved de ansatte kun, at flytningen skal være gennemført i løbet af ét til halvandet år.

”Jeg er mobiliseret på en anden måde end sidste gang, fordi jeg har været igennem et langt mentalt læringsforløb. Sidst blev jeg meget påvirket af hele stemningen på arbejdspladsen og også af, når ledelsen synligt glemte at tænke på os, der ikke skulle med, men alligevel knoklede for at indfri de politisk besluttede opgaver. Jeg tog det med mig hjem. Jeg har valgt, at denne gang skal jeg ikke lade mig påvirke på samme måde. Det skal ikke ødelægge mit liv uden for arbejdet.”

”Jeg håber også, at jeg bedre kan passe på mig selv i det daglige. Sådan en flytteproces kræver, at du fortsat yder, og det forventes også – samtidig med at hele arbejdspladsen kollektivt er nede på energi.”

Måske vælger djøfere staten fra

Jeppe er helt afklaret med, at han ikke skal være langdistancependler.

”Det kan lade sig gøre til Odense. Men jeg har små børn, så det hænger ikke sammen og vil også blive en stor belastning for éns ægtefælle. Det er ikke en beslutning, man kan træffe alene.”

Men han tror godt, han vil blive og være med et stykke tid ind i flytteprocessen – trods sin lyslevende erindring om, hvor opslidende det er at være med til at flytte sin arbejdsplads, når man ikke selv skal med.

”I Miljøstyrelsen er der en særlig ånd. Folk, som virkelig kerer sig om deres job. Flere vil flytte med, tror jeg. Også fordi det er Odense. Foreløbig bliver jeg, hvor jeg er, selvom jeg ved, der venter en møgsur tid. Jeg er også villig til at pendle i et vist omfang i et stykke tid. Men det vil afhænge helt af, hvilke pendlerpakker ledelsen tilbyder os, der vil blive og hjælpe med flytningen.”

Når han engang skal til at søge nyt job, er han ikke sikker på, det bliver i staten igen.

”Kommer djøferne til at vælge staten fra, hvis de kan? Det kan jeg godt frygte på statens vegne. Kommunerne har miljøafdelinger. Frederiksberg Kommune, hvor jeg selv bor, bliver vel ikke pludselig flyttet til Aarhus.”

Der graves for mange grøfter

Noget, der gnaver vedholdende hos ham selv, er den politiske beslutningsproces – eller mangel på samme – om udflytningerne. Og de grøfter, der graves mellem hovedstad og landområder, hvor politikere over en bred front graver med, og hvor sociale medier puster til bålet med følelser frem for fakta.

”Jeg er skuffet over, at regeringen ikke ønskede at vente på Rigsrevisionens undersøgelse af de hidtidige udflytninger, som kommer senere i år. Man har ikke engang selv lavet en ordentlig evaluering, som man ellers havde lovet. Man kommer bare med en lille erfaringsopsamling på 16 sider fra Finansministeriet, samme dag som statsministeren melder den nye flytte-runde ud. Jeg er helt med på, at det er politik, men jeg synes, man skylder de berørte en mere substantiel forklaring end ’det vil vi.’”

Er der en strategi?

”Jeg er bekymret over de negative følgevirkninger, som udflytningerne kan give. Ikke fordi der ikke er dygtige djøfere uden for København. Det er slet ikke dét, det handler om. Jeg er enig med Djøf Offentligs formand, Sara Vergo, når hun siger, at hun går ind for en stærk offentlig sektor med statslige arbejdspladser i hele landet.

Det er måden, det her bliver gjort på, som er forstemmende. Jeg kan simpelthen ikke se nogle strategiske overvejelser bag valget af de enkelte udflytninger, kun politiske. Men vil man have succes på lang sigt, skal der ligge strategi bag det. Hvis man tog sig den tid, som en omlægning drevet ud fra fornuft og fakta fordrer, og man i øvrigt ville lære af erfaringer, ville udflytningerne blive en større succes – og med færre menneskelige omkostninger.”

Der er dyre lærepenge at betale, når følgevirkningerne viser sig.

”Regeringen erkender åbent, at de flyttede styrelser taber flyvehøjde i en periode. Selvfølgelig kommer institutionerne op igen. Men hvornår og på samme niveau? Det ved ingen. Miljøstyrelsen er en videnstung og langsigtet arbejdende institution – det er ikke ’kun’ noget med længere sagsbehandlingstider i en overgangperiode. Meget af vores arbejde er tiltag, som -løber over måske 10 år, før de virker. Hvis de, som står med de ting og ved alt om dem, ikke flytter med, risikerer vi, at der er miljøtiltag, som ligger stille i en årrække. Eller aldrig kommer op at flyve igen. Så bliver der måske truffet politiske beslutninger på et utilstrækkeligt grundlag. Det synes jeg er en dyr pris.”