Frafald

Næsten hver tredje dropper ud

15.11.2018

af

PR-foto: Jakob Boserup/CBS

PR-foto: Jakob Boserup/CBS

En stor del af de samfundsvidenskabelige studerende stopper på studiet, mens de læser på bachelordelen. Trods øget indsats mod frafald er det ikke lykkedes universiteterne for alvor at knække kurven.

Ikke alle rammer rigtigt i første forsøg, når de vælger studie. I 2010 afbrød 28,2 procent af de samfundsvidenskabelige bachelorstuderende deres uddannelse. I 2017 var andelen steget til 29,9. Det viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Langt hovedparten af dem, der dropper ud, går dog i gang med et nyt studie. Af de studerende, der begyndte på en samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse i 2013, var det fire år senere kun 5,6 procent, der var faldet fra uden at begynde på et nyt studie.

Fremdriftsreformen presser

Men selv om mange finder et nyt studie, efter at de har sagt farvel til deres første uddannelse, er frafaldet værd at bekæmpe, mener Hanne Leth Andersen, der er rektor på RUC.

”Det er et problem, fordi det kan føles som et nederlag for den enkelte at begynde på en uddannelse og enten falde fuldstændig fra eller at være nødt til at skifte studie, fordi man har valgt forkert,” siger hun.

Hun mener, at universiteterne skal blive endnu bedre til at fortælle om indhold og arbejdsformer på deres uddannelser, så de kommende studerende ved, hvad de går ind til, inden de vælger studie. Det kan fx være gennem vejledning i gymnasiet eller studiepraktik.

I perioden fra 2007 til 2017 er frafaldet for de samfundsfaglige bachelorer på RUC gået fra 25 procent til 26 procent. Hanne Leth Andersen tror, at stigningen ville have været meget voldsommere, hvis ikke RUC havde gennemført en række tiltag for, at de studerende skal føle sig velkomne og klædt på til studielivet.

”Både fremdriftsreformen og uddannelsesloftet presser de studerende. Det kan godt forklare en del af frafaldet, og at det ikke er er faldet mere trods vores øgede tiltag for at forberede og støtte vores studerende,” siger RUC-rektoren.

Mangler en gylden løsning

De, der falder fra på Copenhagen Business School, gør det især i løbet af det første år på studiet, fortæller studiechef Rie Snekkerup.

En del af forklaringen er, at de studerende føler sig presset til at vælge en uddannelse. Det kan ende med, at de vælger studie uden helt at vide, hvad de vil. Men som Rie Snekkerup pointerer, begynder de fleste frafaldne heldigvis på en anden uddannelse bagefter.

”Det er ærgerligt, at vi ikke kan få dem ind på den rigtige uddannelse fra start af. Så noget af det, vi har gjort er at forbedre vores hjælp til ansøgerne, så de kan finde ud af, hvad CBS er for en størrelse. Bl.a. gennem bedre samarbejde med gymnasierne og åbent hus-arrangementer.”

På CBS er frafaldet blandt de samfundsvidenskabelige bachelorer over de seneste ti år mindsket fra 32 procent til 29 procent. Ikke desto mindre erkender Rie Snekkerup, at CBS ikke har fundet den gyldne løsningsmodel til for alvor at få bugt med frafaldet.

”Hvis vi kunne komme længere ned, ville det være skønt. Jeg tror ikke, det vil komme ned på nul. Der vil altid være nogle, der vælger forkert.  Og det er bedre, at de falder hurtigt fra på første år end længere henne på studiet, for så har vi spildt rigtig mange ressourcer.”
Djøf-studerende ligger under gennemsnittet

Trods højt frafald ligger de samfundsvidenskabelige studerende dog stadig under landsgennemsnittet for frafald blandt bachelorstuderende. Det var på 31 procent i 2010 og 35 procent i 2017.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet