Midt i en shitstorm

CBS-professor fortryder kontroversielt forsvar for Danske Bank

16.11.2018

af

PR-foto: CBS

PR-foto: CBS

CBS-professor Steen Thomsen har fået skarp kritik, efter at han i en kronik forsvarede Danske Bank uden at fortælle, at hans forskningscenter har fået millionstøtte af banken. I dag ville Steen Thomsen ønske, at han ikke havde skrevet kronikken.

Da Danske Bank i september var under hård beskydning i sagen om hvidvask via bankens afdeling i Estland, skrev Steen Thomsen en kronik i Børsen, der forsvarede banken. Det sendte ham ud i en vaskeægte shitstorm.

Der stod nemlig ikke i kronikken, at Center for Corporate Governance på CBS (CCG), hvor Steen Thomsen er bestyrelsesformand og professor, har modtaget millionstøtte af Danske Bank til et forskningsprojekt. Han skrev heller ikke, at den nu afgående bestyrelsesformand i Danske Bank, Ole Andersen, er adjungeret professor ved centeret, eller at han har lavet masterclasses sammen med Ole Andersen.

Det har han fået stor kritik for, som Magisterbladet har beskrevet. Og CBS har også efterfølgende lavet nye retningslinjer på baggrund af sagen. Det vender vi tilbage til.

Djøfbladet har talt med Steen Thomsen, som befinder sig i Bangkok i undervisningsøjemed. Han fortæller, at han i dag fortryder, at han skrev kronikken, og han indrømmer, at han tog fejl i sin analyse af problemerne i Danske Bank.

Han erklærer sig enig i, at han skulle have beskrevet sine forbindelser til Danske Bank. Men han mener samtidig, at kritikken af hans kronik var så hård, fordi hans holdning var upopulær og ikke på grund af hans forbindelser til Danske Bank.

Hvad skulle jeg have skrevet? ’Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der er nogle af mine CBS-kolleger, der har fået penge af Danske Bank.’ Jeg synes, det virker lidt underligt i en avisartikel. Jeg mener jo ikke, at jeg er afhængig af nogen.

Steen Thomsen, professor, CBS

En kontroversiel sag

I Magisterbladet gav Steen Schaumburg-Müller, der er professor i jura ved Syddansk Universitet, udtryk for, at Steen Thomsen burde have fortalt om sin forbindelse til Danske Bank i sin kronik.

”Kronikken er en holdningstilkendegivelse og endda et ganske heftigt forsvar af bankens danske ledelse i en sag, der er under efterforskning af bagmandspolitiet. I den sammenhæng har titlen som CBS-professor jo stor vægt, så her havde det været passende at angive, at det center, han arbejder for, modtager støtte fra Danske Bank, hvis dette faktisk er tilfældet,” sagde juraprofessoren.

Steen Thomsen erkender, at han skulle have været tydeligere om sin relation til Danske Bank, men fastholder, at det ikke er helt så simpelt.

Hvad siger du til kritikken af, at du burde have oplyst om dine forbindelser til Danske Bank i din kronik?

”Det forstår jeg efterhånden godt – set i bagklogskabens klare lys. Men sandheden er, at jeg ikke har ’forbindelser’ til Danske Bank. Jeg har ikke været en del af det projekt, der blev støttet af Danske Bank, så jeg har ikke noget med det at gøre i den forstand.”

Men du er bestyrelsesformand for CCG, ikke sandt?

”Jo, lige præcis. Vi snakker sammen og diskuterer selvfølgelig, hvad der kommer ind af projekter og støtte. Jeg vil ikke frasige mig ansvaret på den måde. Men det er ikke sådan, at jeg er på lønningslisten eller bliver økonomisk støttet af Danske Bank. Hvis jeg var det, ville jeg nok ikke have skrevet kronikken, eller i hvert fald skulle jeg have deklareret min interessekonflikt.”

Men kan du forstå, at folk retter den her kritik?

”Men hvad skulle jeg have skrevet? ’Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der er nogle af mine CBS-kolleger, der har fået penge af Danske Bank.’ Jeg synes, det virker lidt underligt i en avisartikel. Jeg mener jo ikke, at jeg er afhængig af nogen.”

Kontroversen om min kronik opstod, fordi jeg gik imod, hvad folk sagde. Jeg var eneren over for mængden her.

Steen Thomsen, professor, CBS

Også journalister er farvede

I kronikken konkluderede Steen Thomsen bl.a., at ”mediedækningen har været noget af det mest ensidige i dansk erhvervshistorie”, og at ”det er ret svært for banken at komme igennem med andre budskaber, når medierne helt ensidigt insisterer på at komme den i gabestok.”

Det skrev Steen Thomsen, efter at det var kommet frem, at der var foregået hvidvask for milliarder af kroner gennem Danske Banks estiske filial. Dagen efter Steen Thomsens kronik blev udgivet, kunne Financial Times desuden berette, at beløbet var langt højere. Der var tale om over 1.000 mia. kr. 

Steen Thomsen fortæller, at han siden har ændret mening: Problemerne i Danske Bank viste sig at være større, end han troede. Han påpeger, at mange belastende oplysninger om banken er blevet kendt for offentligheden, efter at han skrev kronikken. Først og fremmest via bankens egen interne undersøgelse, som han mener var meget grundig. Han afviser samtidig, at hans relation til Ole Andersen var en faktor, da han skrev kronikken.

I din kronik beskriver du Danske Banks tidligere ledelse som ”særdeles kapabel”. Tror du, at du har den opfattelse, fordi du kender de her folk godt, eller fordi du er professor og har forsket i finansverdenen i mange år?

”Det er, fordi jeg har en professionel relation til dem. Når man følger folk over en årrække og omgås dem i forskellige sammenhænge, så får man deres vurderinger og holdninger til forskellige ting og kan bedre greje dem. Jeg har også gamle studerende i Danske Bank. Mit indtryk er, at det er dygtige og ordentlige mennesker, der er dybt ulykkelige over det, der er sket. Det hører med i billedet, at den samme ledelse var med til at redde Danske Bank under finanskrisen, hvor banken var ved at gå ned.”

Men er der ikke en chance for, at den relation, du har, farver dit indtryk af Danske Bank i din professorgerning?

”Jo, men det skal den jo også gøre. Inde i sådan nogle professionelle vurderinger er der jo også en vurdering af, om der er grund til at have tillid til folk.”

Men vil du sige, at du bliver mindre i stand til at være kritisk over for Danske Bank på baggrund af den relation, du har til banken?

”Jeg tror, det er en fordel at kende noget til tingene, så man ikke udtaler sig ud i den blå luft. Jeg tror selv, jeg bliver bedre. Men det er også klart, at man selvfølgelig bliver farvet, når man kender folk. Men sådan er det jo med alle. Også journalister.”

Du tror ikke, at din sag var blevet endnu stærkere, hvis du havde skrevet det?

”Jo, naturligvis i bagklogskabens klare lys. Det svære er, hvad man skal skrive i en konkret sammenhæng. Jeg har også en del med erhvervslivet at gøre. Skal jeg også skrive alt det hver gang? Det må afhænge af en konkret vurdering fra sag til sag. For hvis jeg skal skrive sådan en klamamse hver gang, kommer det til at blive for underligt, synes jeg. Og hvis vi nu taler transparens, så har alle jo kunnet google, hvem jeg er.”

Men det er vel de færreste, der går ind på Google og tjekker forfatteren?

”Ja, men det er jo også, fordi de er ligeglade.”

Eneren mod mængden

Selvom Steen Thomsen ikke mener, at han havde noget i klemme, da han skrev sin kronik om Danske Bank, vil han overveje, hvordan han kan gøre rede for sine interesser i fremtiden.

Når du fremover skal skrive dine kronikker, hvad vil du så gøre?

”Jeg vil da helt klart forsøge at være mere politisk korrekt og kedelig,” siger han og griner.

Hvad mener du med politisk korrekt og kedelig?

”Kontroversen om min kronik opstod, fordi jeg gik imod, hvad folk sagde. Jeg var eneren over for mængden her.”

Hvad vil du gøre anderledes fremadrettet?

”Jeg overvejer, om jeg kan varedeklarere mine tekster på en praktisk måde. Det er den ene mulighed. Den anden mulighed er at lade være med at skrive flere kronikker.”

Nye retningslinjer

Siden debatten om Steen Thomsens kronik har man på CBS diskuteret, om man skulle ændre sine retningslinjer. Det fortæller Dean of Research og medlem af Akademisk Råd på CBS, Søren Hvidkjær.

”Kronikken gav anledning til en diskussion, om vores retningslinjer for formidling mere eksplicit skulle inkludere transparens. Det dækker både ekstern finansiering og eventuel bibeskæftigelse. Det var der bred enighed om i Akademisk Råd, og direktionen vil tage det op på næste HSU-møde (Hovedsamarbejdsudvalget) for at drøfte det videre,” skriver Søren Hvidkjær i en mail og understreger, at man fremadrettet vil diskutere, hvordan retningslinjerne konkret skal se ud.

Ifølge CBS Wire indebærer de nye retningslinjer, at alt personale på CBS skal offentliggøre information om ekstern støtte eller ekstern ansættelse på cbs.dk.

Steen Thomsen, har du fået at vide fra CBS’ side, at du skal være skarpere til at angive dine interesser i dine kronikker?

”Ja, det må man nok sige. Der kommer nu nye retningslinjer om, at vi skal varedeklarere vores interessekonflikter, hvor jeg bliver brugt som eksempel. Men hvis jeg tænker på den kronik, jeg skrev i august, så tænkte jeg jo ikke, at jeg havde nogen interessekonflikter. Jeg er fagligt og økonomisk uafhængig. Jeg er en af de få, der kan skrive kronikken, fordi jeg kender nok til det og er modig nok, kan du sige. Jeg er i en situation, hvor jeg er i stand til at skrive den her kronik. Det kan folk i erhvervslivet jo ikke, for så bliver deres organisation draget ind i det.”

Så hvis du skulle skrive den her kronik…

”Hvis jeg skulle skrive den her kronik igen, så havde jeg bare ikke skrevet den. Der var simpelthen for mange øretæver i det her.”

Er du nervøs for, om sagen får konsekvenser for dit virke som forsker?

”Jo, naturligvis. Selvfølgelig er jeg bekymret for, om éns prestige lider skade, og at der er nogen, der ikke kan lide én. Jeg er jo ligesom alle andre mennesker. Jeg kan godt lide, at andre mennesker kan lide mig. Og når man oplever, at nogen ikke kan lide én, så får man det dårligt og kan ikke sove om natten.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Jens Meiland
sidste år
Jeg syntes, at det bør være helt klart for alle akademikere, at man indledningsvis skal redegøre for sine økonomiske og personlige relationer til de virksomheder og personer, man beskriver i sin faglige artikel.
Per Knudsen
5 år siden
Prof. Steen virker som en fupmager, og på en rigtig, seriøs og professionel institution ville han allerede være fritstillet, Det reflekterer meget dårligt på CBS