Toplederen er rød - med strejf af blåt

21-01-2018
8 min.
Ifølge Jens Peter Frølund Thomsen føler danske ledere en stor solidaritet med de lavtlønnede og distancerer sig derfor ikke fra røde politiske holdninger. Foto: Brian Bergmann/Scanpix

Danske lederes politiske holdninger flugter bedre med arbejderklassen end med overklassen, viser en ny undersøgelse af lektor Jens Peter Frølund Thomsen fra Aarhus Universitet. Men når det handler om skat, vandrer de mod højre.

Tendensen er entydig. Og den aftager ikke, jo flere ansatte lederne har under sig, sådan som de traditionelle eliteteorier ellers foreskriver: 40 pct. af toplederne med 50 eller flere ansatte under sig svarer, at de er enige med arbejderklassen i politiske spørgsmål, mens kun 21 pct. af toplederne har samme politiske kompas som overklassen.

Dermed ligger toplederne næsten på direkte linje med lønmodtagere uden ledelsesbeføjelser. I denne gruppe er 38 pct. enige med arbejderklassen, mens 20 pct. deler politiske holdninger med overklassen.

”Tallene afspejler, at der på tværs af økonomiske og sociale skel er en stor grad af solidaritet med de lavest lønnede i samfundet,” siger Jens Peter Frølund Thomsen, der offentliggør sine resultater i fagtidsskriftet Politica.

Undersøgelsen hviler på svar fra 1.000 repræsentativt udvalgte danskere, som arbejder i enten den private eller offentlige sektor, og som i undersøgelsen er inddelt i følgende fire grupper: Én gruppe uden ledelsesansvar, én gruppe for ledere med ni ansatte eller derunder, én gruppe for ledere med mellem 10 og 49 ansatte og én gruppe med ledere, der har 50 eller flere medarbejdere under sig.

Resultaterne af undersøgelsen går ikke bare imod de traditionelle eliteteorier, som siger, at ledere vil lægge større og større afstand til arbejderklassen og almindelige lønmodtagere, jo højere de kommer op i ledelseshierarkiet. De indeholder også et korrektiv til ofte fremførte påstande i den offentlige debat, mener Jens Peter Frølund Thomsen.

”I den offentlige debat kan der let opstå en stemning, hvor det er legitimt at sige og mene, at der findes en herskende klasse, som er ligeglad med den almindelige befolkning. Bedømt ud fra min forskning er det en påstand, som ikke har meget empirisk belæg,” siger han.

Ledere har svag klassebevidsthed

Topledernes manglende opbakning til overklassens politiske holdninger er bemærkelsesværdig, fordi de i kraft af deres høje løn økonomisk set befinder sig tættere på overklassen end på arbejderklassen, fremhæver Jens Peter Frølund Thomsen.

”Det viser, at danske lederes klassebevidsthed er forholdsvis svag, sammenlignet med lande hvor graden af omfordeling mellem rig og fattig er mindre end i det danske velfærdssamfund. Lederne er faktisk ret loyale med almindelige lønmodtagere og villige til at betale en ret stor – om end ikke ubegrænset – del af deres indtægt i skat i loyalitet med det velfærdssamfund, de er en del af.”

At ledernes villighed til at betale høj indkomstskat dog har en klar grænse, viser anden del af Frølund Thomsens undersøgelse. Det vender vi tilbage til, for i deres grundlæggende opbakning til velfærdsstaten ligger lederne på linje med langt de fleste danskere, påpeger han.

”Vi ved fra undersøgelse efter undersøgelse, at et meget stort flertal af danskerne er glade for velfærdsstaten, og at det kun er omkring en halv procent af befolkningen med meget store formuer, som går ind for massive skattelettelser og nedskæringer på velfærden. Det skyldes formentlig, at flertallet oplever at få meget igen for deres skattekroner. Også når de sammenligner med andre lande, hvor skattebetalingen måske er mindre, men hvor man så typisk skal betale mere på andre parametre – fx til lov og orden. Det afspejles også af de politiske partier herhjemme, hvor selv et parti som Liberal Alliance går ind for, at der skal bruges flere penge på kernevelfærd som fx ældrepleje, sundhed og uddannelse.”

Et godt bud på en forklaring på ikke bare danskernes, men også nordmændenes og svenskernes opbakning til velfærdsstaten, er, at den socialiserer os til at gå ind for en høj grad af omfordeling, mener Jens Peter Frølund Thomsen. Han refererer i sin artikel i Politica til en svensk undersøgelse (Svallfors, 2011), som viser, at der blandt den øvre middelklasse i Sverige i dag er større tilslutning til velfærdsydelserne, end der var for år tilbage.

”Det støtter formodningen om, at fremkomsten af den universelle velfærdsstat svækker den økonomiske elites modstand mod social omfordeling,” siger han.

Ønsker lavere topskat

Når det er sagt, så er danske ledere ”en spids mere højreorienterede på det fordelingspolitiske område end danskere uden ledelsesbeføjelser,” fastslår Jens Peter Frølund Thomsen. Eller sagt med andre ord: Lederne vil gerne have reduceret topskatten og beholde lidt mere af deres løn til sig selv og deres familie, end de gør i dag.

Det fremgår af anden del af Frølund Thomsens undersøgelse, hvor han spørger sine 1.000 respondenter, hvor enige eller uenige de er i følgende udsagn: 1: ’Økonomisk ulighed gavner samfundet’; 2: ’Høje indtægter burde beskattes hårdere, end tilfældet er i dag’; 3: ’Man bør stræbe efter, at alle har de samme økonomiske vilkår uanset deres uddannelse eller job’.

Respondenternes svar på disse spørgsmål viser, at toplederne er 11 procentpoint mere fordelingspolitisk højreorienterede end danskere uden ledelsesbeføjelser, mens forskellen falder til 8 procentpoint, når lederen har mellem 10 og 49 medarbejdere under sig, og 4 procentpoint, når lederen har 9 eller færre medarbejdere under sig.

”Disse tal er ikke til at tage fejl af og betyder, at lederne ligger til højre for lønmodtagerne, når det handler om fordelingspolitik. Men om forskellen er stor kan diskuteres,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

11 procentpoint vil han betegne som en ”moderat stærk sammenhæng” mellem topledernes plads i ledelses-hierarkiet og deres holdning til fordelingspolitik, mens fire procent hos mellemlederne ”ikke er nogen markant sammenhæng”. Han henviser til, at forskelle på 25 procentpoint mellem højeste og laveste position i en given -undersøgelse ikke er ualmindelige, når man måler på betydningen af fx uddannelse.

”Omsat til partilogik stemmer lederne ikke nødvendigvis på Det Konservative Folkeparti, når der er folketingsvalg, sådan som traditionen i vid udstrækning har været i overklassen. Men hvis man har en lederstilling med ansvar for mange medarbejdere, så har man typisk – langt fra altid, men typisk – en mere højreorienteret eller borgerlig holdning på det fordelingspolitiske område, end man ser hos almindelige lønmodtagere.”

Ledere er social-liberale

Er der ikke et paradoks her: På den ene side synes et flertal af lederne, at de er deres løn værd, og at topskatten burde sættes ned, så de kan beholde en større andel af den selv; men på den anden side føler de mindre slægtskab med overklassen, end de gør med arbejderklassen?

”Jeg tror, man skal passe på med at tale om et paradoks. Det er bare det holdningssæt, lederne nu engang har. På den ene side er de interessebevidste og synes, de skal have lov til at beholde en større del af deres løn. På den anden side har egeninteressen en grænse, fordi de føler solidaritet med lavere lønnede medlemmer af samfundet.”



Det politiske parti herhjemme, som bedst afspejler de holdninger, lederne giver udtryk for, er nok Radikale Venstre, som jo netop også kalder sig social-liberale, påpeger Jens Peter Frølund Thomsen.

”Man kan sige, at lederne er lidt højre-orienterede og lidt venstreorienterede på samme tid. Det er et fænomen, man også kender fra andre sammenhænge. Jeg tror, man ville have set større overensstemmelse – og dermed en klar konservativ-borgerlig interesse-bevidsthed – hvis jeg havde stillet de samme spørgsmål til medlemmer af den danske overklasse, som typisk er vokset op i velstand og senere arver deres forældres formuer. Den forventning bygger jeg bl.a. på resultaterne af de danske valgundersøgelser, som undersøgte sammenhængen mellem overklassens politiske holdninger og formueforhold, og fandt en klar sammenhæng mellem at være formuende og have grundlæggende borgerlige holdninger. I overklassen er afstanden til arbejderklassen – såvel økonomisk som kulturelt – simpelthen større end hos lederne, som primært adskiller sig fra flertallet af danskere på det økonomiske parameter.”

Men hvis lederne kulturelt føler sig på linje med almindelige lønmodtagere, samtidig med at de er glade for velfærdsstaten, hvordan kan de så etisk og moralsk forsvare, at forskellen mellem deres og almindelige lønmodtageres løn skal være endnu større, end den er i dag?

”Den enkelte leder har måske den holdning, at mine ansatte kan gå hjem, når klokken er 16.30, og arbejdsdagen er forbi, men det kan jeg ikke. Jeg sidder med hele ansvaret, og det er mig, der skal løse problemerne, så jeg synes, jeg har fortjent min løn,” svarer Jens Peter Frølund Thomsen.  

”På den anden side er det danske arbejdsmarked langt mindre hierarkisk opbygget i dag, end det var for 50-60 år siden,” tilføjer han.

”Som leder af en stor virksomhed eller organisation er du i dag i øjenhøjde med dine medarbejdere på en måde, som man ikke var dengang. Det medvirker formentlig også til at mindske afstanden mellem lederes og medarbejderes politiske grundholdninger.”

Læs mere:

Jens Peter Frølund Thomsen (2017): ’Den økonomiske elites syn på social omfordeling. Interessebevidst og solidarisk’, Politica nr. 2: 139-157.

Kasper Møller Hansen og Rune Stubager (2017): ’Oprør fra udkanten’. Djøf Forlag.

Rune Stubager, Kasper Møller Hansen og Jørgen Goul Andersen (2013): ’Krisevalg. Økonomien og Folketingsvalget 2011’. Djøf Forlag.

Stefan Svallfors (2011): ‘A bedrock of support? Trends in welfare state attitudes in Sweden, 1981-2010’. Social Policy & Administration 45 (7): 806-825.

Jens Peter Frølund Thomsen

54 år.

2002- Lektor i komparativ politik ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

1994 Ph.d., Aarhus Universitet.

1990 Cand.scient.pol., Aarhus Universitet.

1988 Master’s Degree i politisk teori, University of Essex. 

Har udgivet en række bøger, blandt andre: ’Konflikten om de nye danskere’ (2006), ’Magt’ (2005) og ’Politologi’ (2013). Har senest udgivet i internationale tidsskrifter (British Journal of Political Science og Social Psychology Quarterly).


1 kommentar
3
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Per Møller Janniche

02.02.2018 kl. 14.06

Det er absolut en interessant pointe og spændende refleksioner, men jeg bliver i tvivl, om konklusionen virkelig kan trækkes til topledere?

Topledelse bliver her defineret som ledere med ansvar for 5O ansatte eller flere. Det er jo på ingen måde lig med topledelse at have 50 eller plus 100 under sig. Den aktuelle debat om ledelsesspænd viser, at mange 1. linjeledere har særdeles mange i reference. Og ligeledes vil mange ledere af ledere eller funktionsledere (som bestemt ikke er topledere) let komme over 50 - alt efter hvordan de selv regner sammen. Jeg har oplevet mange med titel fx af VP med flere hundrede under sig, men de hører alligevel ikke til topledelsen. Ligeledes i offentlig sektor, hvor en kontorchef eller en institutionsleder kan have et meget stort personaleansvar. Og omvendt kan en erhvervsleder i en SM virksomhed have måske 30 ansatte og sidde helt i toppen som adm. direktør. Så med mindre der ligger mere bagved udvælgelsen end vi hører i artiklen, så virker det som en misforståelse at karakterisere topledelseslaget (executive laget eller C-level i privat og direktionsniveauet i offentlig) som værende lig med +50. Så det kunne være interessant at høre, om konklusionen er trukket for skarpt op ift. til topledere?

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.