27.9.2017
af
Sana Mahin Doost
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Debatindlæg: ”Hvor mange undervisere skal mon fyres denne gang? Skal flere biblioteker lukkes? Skal flere bygninger sælges?” spørger Sana Mahin Doost, forkvinde, Danske studerende Fællesråd, efter at regeringen igen skærer i uddannelsessektoren.
2017 Forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd og talsperson for Uddannelsesalliancen.
2016 Næstformand, Studenterrådet ved Aarhus Universitet.
2016 Medlem af bestyrelsen, Aarhus Universitets-Sport.
2015-2016 Medlem af Forretningsudvalget, Studenterrådet ved Aarhus Universitet.
2013-2018 Statskundskab, Aarhus Universitet.
2012-2013 Medlem af skolebestyrelsen, Langkjær Gymnasium/HF/IB World School.
2011-2013 Medlem af elevrådsbestyrelsen, Langkjær Gymnasium/HF/IB World School.
2010-2012 Servicemedarbejder, Bilka, Tilst, Aarhus.Regeringen har nu for tredje finanslov i streg bebudet nedskæringer på hele uddannelsessektoren. Der skal i alt spares 14,7 milliarder kroner fra 2016 til 2021 på erhvervsuddannelser, gymnasier, professionshøjskoler og universiteter.
Da man med finansloven i 2016 indførte omprioriteringsbidraget, skulle det løbe frem til 2019. Det blev siden udvidet til 2020, og ja, nu skal det så udvides til 2021. Jeg kan ikke undgå at spørge mig selv, hvor det skal ende henne? For hvad er egentlig vores regerings ambitioner for uddannelsesområdet og fremtiden?
Man skal ikke have været studerende særlig længe, før man bemærker mange af de problemer, som nedskæringerne forvolder. Når du sidder i en forelæsningssal, hvor du sammen med 200 andre studerende skal opbygge et indgående kendskab og forståelse af Foucaults magtbegreb eller forbrugs-teori uden mulighed for dialog med -underviseren. Når du afleverer en -opgave og ikke får noget feedback, men blot får spyttet et tal i hovedet. Når du først oplever direkte kontakt med en forsker på dit 5. semester, så begynder du at tvivle på, hvorvidt der overhovedet er tale om en forskningsbaseret uddannelse.
Nedskæringerne har direkte konsekvenser for kvaliteten af vores uddannelser på de samfundsvidenskabelige områder. Det stopper desværre bare ikke her. Det betyder, at mekanikeren, sygeplejersken og historikeren også får en ringere uddannelse.
Det er dyrt og kortsigtet at spare. Der skrabes penge ind på kort sigt, men hvad gør vi, når vi står med en ringere uddannet befolkning om 20 år og ser tilbage på vores skæve prioriteringer?
Netop de skæve prioriteringer er essensen af problematikken. Netop nu diskuterer man fremtidens universitet. Hvis universiteterne skal føres ind i fremtiden, så må og skal der økonomisk prioritering til. Fremtidens undervisning skal ikke foregå i store auditorier, hvor studerende stuves ind som køer. Det hører fortiden til.
Universiteterne skal turde at satse, men det sker ikke, når der er konstant usikkerhed om næste års bevilling. I 2016 regnede man med, at de fuldt implementerede nedskæringer vil svare til 8,7 milliarder – nu er det et svimlende beløb på 14,7 milliarder. Hele sektoren skal altså (igen) omstille sig og finde nye nedskæringer. Hvor mange undervisere skal mon fyres denne gang? Skal flere biblioteker lukkes? Skal flere bygninger sælges?
Det er spørgsmål, vi må rette mod vores institutioner, der sammen med de studerende skal sikre, at nedskæringerne rammer kvaliteten mindst muligt, men idéen om, at det ikke har kvalitetsforringende effekter, er utopisk. Det nyeste skud på stammen er, at undervisernes bedømmelsestid på specialer på det humanistiske fakultet på Københavns Universitet halveres. Dermed skal en 60-80 sider lang opgave bedømmes på fem timer. Til direkte skade for kvaliteten.
Det eneste argument for nedskæringerne, man efterhånden kan lokke ud af politikerne, når man påpeger kvalitetsforringelserne, er, at pengene skal bruges ‘smartere’. Men hvad betyder det i grunden? Svaret lyder til tider på ny teknologi, der kan spare underviserne tid og ressourcer, men nye teknologiske løsninger koster også penge. Hvis man ønsker at udvikle uddannelsessektoren, så må og skal der investeringer til.
Derfor er det også paradoksalt, at der netop nu er nedsat et udvalg under Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har til formål at skabe ‘bedre’ universitetsuddannelser, samtidig med at der ikke må bruges én krone på nye løsninger.
Svaret er ikke altid flere penge, men idéen om, at udviklingen af fremtidens universitet ikke må koste en krone, er for mig utænkelig. Drømmen om det demokratiske mangfoldighedsuniversitet med studentercentreret læring og større fleksibilitet for de studerende synes i hvert fald meget langt væk, når Finansministeriets rigide økonomiske styring stilles over enhver ambition om faglig og didaktisk udvikling.
Et afgørende spørgsmål, der så står tilbage, er, hvad regeringens visioner er for fremtidens uddannelsessystem, når der ikke sker meget mere end udvidelser af omprioriteringsbidrag? Hvordan kommer vi videre herfra, når nytænkningen er på et minimum?
Selv om vores uddannelsesinstitutioner handlingslammes af nedskæringer, og som konsekvens heraf ikke kan løfte en fornøden udvikling med nytænkning af lærings- og undervisningsformer, så har vi som studerende været udsat for en lang række vidtgående forandringer de senere år.
Vi har været vidner til fremdriftsreform, SU-reform, statsstyret dimensionering, uddannelsesloft og oven i hatten kommer nedskæringerne.
Stramninger, der har besværliggjort livet som elev og studerende. Stressudløsende reformer, der er ødelæggende for mange studerendes studieforløb. Alt sammen beslutninger, der er truffet af mennesker, der har nydt rigtig godt af disse tilkæmpede muligheder. Muligheder, som vi som studerende i dag kæmper benhårdt for ikke forringes yderligere. Heller ikke her er der plads til at drømme og udvikle vilkårene, så studerende får bedre vilkår og bedre kvalitet. Kampen bliver blot at holde fast, hvilket ikke er min og mine medstuderendes drøm for vores engagement. Vi ønsker at udvikle vores uddannelser og studerendes levevilkår, så fremtidige studerende får det bedre end os selv. Desværre oplever vi, at vi står lidt for alene i den kamp, når politikerne ikke har det lange lys på.
Det danske samfund bygger på en grundlæggende aftale om, at vi hjælper hinanden i de perioder, hvor vi har mindst. Vi har alle sammen glæde af at have et uddannet samfund. Det kommer vores sundhedssystem, vores erhvervsliv og vores fælles tryghed til gode, at vi investerer i uddannelse. Ingen lever rige, sunde eller lykkelige liv, uden at det er muliggjort af vores fælles uddannelsessystem. Det er mig et mysterium, hvorfor man ønsker at afmontere en samfundsmodel, der har givet os så meget igen i kraft af rigdom, viden og social tillid.
Uddannelse skaber umådelig meget værdi for vores samfund. Det er vigtigt, at vi står sammen om denne målsætning – høj som lav, ung som gammel. Derfor siger vi nej til nedskæringer og bakker op om Uddannelsesalliancens demonstrationer den 5. oktober i hele landet. •
Har du en kommentar til Sana Mahin Doosts debatindlæg om nedskæringer på uddannelser? Så gå ind på @djoefbladet eller djoefbladet.dk og skriv dit bidrag til debatten.
Ledige stillinger