Debat: Hvad vi kæmper for?

Det var med stor interesse, at jeg læste Djøfbladet nr. 12, august 2017. Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, lagde ud med en meget velskrevet leder på side 4. Jeg kunne ikke være mere enig i de mange gode budskaber. Jeg er overbevist om, at alle os, der står op hver eneste morgen for at gøre det, vi nu gør, gør det med engagement. Jeg er sikker på, at vi som mennesker har det bedst med at ”brænde den hellige ild” og altid stræbe efter at løse vores opgaver så godt, som det er os muligt frem for kun så godt, som det er nødvendigt. Vi er Djøf, vi bygger vores verden på fakta og dokumentation. Vi faktaprøver enhver oplysning, som vi møder på vores vej.

Derfor glæder det mig også, at Djøf sammen med Magistrene og Ingeniørerne har igangsat en undersøgelse af regeringens mange udflytninger. Vi danner vores holdninger om udflytningerne på analyse og fakta. Udflytningerne interesserer mig, selv om de ikke direkte vedrører mig! Djøf-medlemmer, der i den offentlige sektor er pressede, desillusionerede, med lav løn og lav anerkendelse er kontraproduktivt. Derfor glæder det mig, at Sara Vergo kalder til kamp, men er Djøf klar til at optræde som en fagforening og sætte hårdt mod hårdt?

Vi djøfere har behov for, at vores 75.000 fagkolleger i den offentlige sektor frit kan berige os andre med deres viden og indsigt. Djøferne i den offentlige sektor lever ofte i en skyggetilværelse, dølger åsyn og navn, og deltager sjældent/aldrig i den offentlige debat af frygt for repressalier eller måske endda risiko for at miste deres ansættelse. Arbejdspladser, der motiverer frem for at nedbryde de ansatte med stress og utallige omstruktureringer, kommer ikke af sig selv.

Med 90.000 djøfere er vi så mange, at der er behov for at gøre klar til en arbejdskamp/fagkamp. Djøfernes arbejdsgivere er ofte store og mægtige, den enkelte djøfer er lille, nem at erstatte og føler sig alene. Kun få Djøf-chefer i den offentlige sektor har et reelt ansvar, når det kører helt skævt (se bare SKAT). Cheferne forbliver, medens de efterstående djøfere prikkes eller giver op. Det skal der laves om på i vores interesse, i nationens interesse. Vi har brug for en ny type Djøf-embedsmænd, der kan bjæffe vuf-vuf, når der er behov for det.

Fredag d. 25. august 2017 havde jeg således møde med skatteminister Karsten Lauritzen, ministerens kontorchef og spindoktor. Ingen af de to sidste ville udlevere deres business kort (dølger åsyn og navn). Kontorchefen er djøfer i 37. lønramme, men en frygtsom sjæl, der end ikke ville udlevere sit business kort. Skønt der på mødet blev drøftet og fremlagt åbenlyse urimeligheder i det nye ejendomsvurderings- og beskatningsgrundlag (lovteksten er på 144 sider), var der ingen af ministeriets folk, der kunne/ville udtrykke så meget som en enkelt konkret og personlig holdning til mødets emne.

Regler og lovgivning skal være så enkle, at selv en ”tosse” altid ved, hvad der gælder. Henvendelser og mails skal besvares omgående, og den enkelte skal turde tage ansvar og sætte sig på øretævernes holdeplads. Igennem viljen til at tage ansvar, viljen til at træffe beslutninger, viljen til at ytre sig, skal vi fremover skabe en ny type offentlig djøfer, der med sindsro kan forlange samme lukrative lønninger, som vi andre modtager i den private sektor. Den offentlige sektor skal være den fineste olie, der smører hele samfundsmaskineriet. Det er, hvad vi som Djøf bør kæmpe for. 

Med venlig hilsen

Lars Wismann

Cand.merc., ejendomsmægler og valuar, projektchef, direktør og projektchef i Wismann Property Consult A/S.