8 skarpe til Region Hovedstaden om kutymefridage

27.9.2017

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Der er mørkt og tomt på Region Hovedstadens administrationskontorer d. 24. og 31. december. Men fremover skal djøferne aflevere to feriedage for ikke at gå på arbejde de to dage, hvor resten af det administrative Danmark ligger stille.

Sagen om kutymefridagene

Region Hovedstaden afskaffer de administrative medarbejderes kutymefridage juleaftensdag, nytårsaftensdag samt de to halve fridage grundlovsdag og 1. maj.

Fridagene står ikke i overenskomsten, men har i mange år været hele eller delvist arbejdsgiverbetalte fridage. Deraf navnet kutymefridage.

I 2011 tabte Djøf og Akademikerne en faglig voldgift om fridagene på det regionale område, hvor opmanden slog fast, at fridagene ikke var overenskomstmæssige. Siden afgørelsen har nogle regioner opsagt fridagene på udvalgte områder, mens andre har bevaret dem.

I 2016 tabte Djøf og Akademikerne en faglig voldgift mod Finansministeriet om, hvorvidt Skat kunne afskaffe kutymefridagene. Det kunne Skat godt, fastslog voldgiften.

Sidste år afskaffede også det daværende Social- og Indenrigsministeriums departementschef kutymedagene på hele ministerområdet for at spare. Dog som den eneste på Slotsholmen.

Djøf stiller ved OK18 krav om, at retten til betalte fridage indskrives i overenskomsterne på alle forhandlingsområder.

Topledelsen i Region Hovedstaden lagde et forslag om at afskaffe de såkaldte kutymefridage op til regionsrådet ved årets budgetforhandlinger, hvor det blev vedtaget. Djøfbladet har spurgt direktionen, hvorfor bl.a. juleaften og nytårsaften nu skal koste djøferne feriedage, selv om kontoret alligevel er lukket de dage.

Regionens koncerndirektør for økonomi, Jens Gordon Clausen, svarer.

Hvorfor lagde I forslaget op?

”Vi står i sundhedsvæsenet over for stramme økonomiske rammer og stigende udgifter til fx ny medicin og flere behandlinger. Derfor må vi lave vanskelige prioriteringer for at få budgettet til at hænge sammen. Vores politikere havde en række højt prioriterede ønsker på sundhedsområdet. For at få råd til dem pegede direktionen på muligheden for at reducere en række administrative udgifter, herunder at fjerne arbejdsgiverbetalt internetforbindelse, at reducere regionens deltagelse på Folkemødet på Bornholm og så kutymefridagene.”

Regionsdirektør Hjalte Aaberg slår meget på en værdi- og tillidsbaseret medarbejderpolitik – herunder at han helst så, at djøferne klarede sig uden tidsregistrering. Trækker det her i retning af at lade være med at tælle timer eller det modsatte?

”Vi har et grundlæggende værdisæt om fleksibilitet og tillid, og vi arbejder for at nedbringe unødvendig tidsregistrering og kontrol, men det er, synes jeg, lidt en anden diskussion. Afskaffelsen af kutymefridage betyder helt konkret, at bl.a. de administrative medarbejdere har flere arbejdsdage på et år, hvilket er til gavn for regionen og vores sundhedsvæsen. Samtidig opnår vi en ligestilling mellem medarbejdergrupperne. Før var det sådan, at dele af administrationen havde kutymefridage, mens kun få medarbejdere ude på hospitalerne var priviligeret med kutymefridage.”

Hvordan passer det med en dialog-baseret medarbejderpolitik, som Hjalte Aaberg går ind for, at I lader politikerne afgøre spørgsmål om medarbejdernes arbejdsvilkår frem for at aftale det direkte med medarbejderne selv?

”Vi har været i dialog med medarbejderne via MED-systemet (samarbejdsudvalg, red.) som vi plejer i den årlige budgetproces. Jeg har personligt drøftet forslaget om at fjerne kutymefridagene med medarbejderne i det lokale Virksomheds MED-udvalg og kender derfor medarbejdernes synspunkter og holdninger. I sidste ende er det så en ledelsesbeslutning, hvad vi går videre med og lægger frem til vores politikere.”

Djøfere er en meget fleksibel arbejdskraft. De lægger gerne en ekstra skalle ud over de 37 timer om ugen, når jobbet kalder. Hvad betyder det her for motivationen til at gøre det?

”Der er ingen tvivl om, at de djøfere, der er ansat i regionen, løfter en kæmpe opgave og er meget fleksible. Samtidig synes jeg, at vi som regional arbejdsgiver generelt gengælder den fleksibilitet ved stor mulighed for selv at tilrettelægge arbejdstiden. Jeg tror derudover ikke, at kutymefridagene er det afgørende i forhold til motivationen, når alt kommer til alt. Det handler mere om at have et meningsfuldt og udviklende arbejde.”

Djøf har beregnet, at det giver en typisk djøfer 7.000 kroner i lønnedgang om året at skulle miste de tre kutymefridage – hvad er kompensationen for det?

”Jeg forstår naturligvis godt, at den enkelte medarbejder er imod, at kutymefridagene sløjfes, og reelt kan se det som en lønnedgang. Set fra regionens perspektiv bliver vi imidlertid nødt til at prioritere for at få økonomien til at hænge sammen, og her har vi vurderet, at der ikke længere er råd til at give medarbejderne fri ud over det, der indgår i overenskomsterne. Alternativt skulle vi have fundet pengene på andre dele af administrationen.”

Regionsrådsmedlem Leila Lindén (S) har sagt, at pengene til djøfernes kutymefridage kan bruges bedre på dem, som ’rører ved patienterne, fx sygeplejerskerne’ – er du enig?

”Ved at spare kutymefridagene har vi penge, vi kan bruge andre steder på sundhedsområdet og styrke kvaliteten i behandlingen af patienter, som er vores hovedopgave. Det er i hvert fald en pointe, at vi har skabt en større balance i forhold til de vilkår og rettigheder, medarbejdere har i administrationen og i klinikken.”

Kan man som djøfer i fx et økonomicenter vælge at gå på arbejde juleaftens- og nytårsaftensdag?

”Om man har tvungen ferie eller ej, er noget, som aftales lokalt med ledelsen. Det er nok de færreste, der gerne vil arbejde de dage, eller hvor det er absolut nødvendigt. Så reelt set ser jeg det ikke som en mulighed.”

Går du selv på arbejde i regionshuset juleaftensdag og nytårsaftensdag?

”Mine forhold er ikke anderledes, så jeg mister også de tre kutymefridage. Mine planer er at afholde ferie de pågældende dage, så jeg kan fejre jul og nytår med min familie.”

Jens Gordon Clausen har svaret skriftligt på Djøfbladets spørgsmål. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Lars Wismann
6 år siden
Det er utroligt hvad offentligt ansatte DJØF'ere finder sig i uden at DJØF ledelsen i Gothersgade gør det mindste. Flere DJØF'ere burde finde fremtiden og arbejdsglæden i egen virksomhed. Mvh.Lars Wismann
Søren Andersen
6 år siden
Det er på tide, at Djøf påtager sig et ansvar som FAGFORENING, og ikke bare et sammenrend af interesser på begge sider af bordet. Hvis I, de der er valgt til at forhandle for os, bliver ved med at give efter, uanset hvor urimelige krav, MODPARTEN stiller, så vil I opleve, at I vil være en overflødig udgift, som Det Faglige Hus nemt kan matche. Fridagene skal fastholdes, som aftalt, uden at vi skal til at betale for det. Har I intet lært af de sager, hvor vores "gentlemen agreement" om rådighedsforpligtelsen blev lavet om til en elastik i metermål???