9.6.2017
af
Carsten Juul
Foto: Shutterstock
Klumme: Der er sket noget grimt med stillingsannoncerne siden 1990’erne, mener Carsten Juul. Han får brækfornemmelser, når arbejdsgiverne forlanger noget så privat som ens passion.
Nu søger min ældste datter job, og der kunne nok falde et par råd af, hvis hun vil med på et stærkt hold, være del af en succes i rivende udvikling og i øvrigt brænder totalt for sit fag.
Jeg får allerede dedikeret kvalme ved tanken om, at hun skal sidde der og se naturlig ud uden at krympe sig, fordi hun umuligt kan svare ærligt på alt deres gejl. Jeg ser spørgsmålene forme sig i horisonten:
Kan du lide at have mange bolde i luften?
Er du teamplayer? Har du drive? Trives du med deadlines?
Og hvad er en perfekt arbejdsdag, som du selv ser den?
Jeg får lyst til selv at svare gu vil jeg da ej. Dynamisk, fleksibelt, uformelt arbejdsmiljø med løg på. Vil du være med til at gøre en forskel? Det er, som om jobannoncer fabrikeres samme sted. I en kold underjordisk central ude i Avedøre. Tonen, tempoet, det på én gang indsmigrende og kalkulerede psyko-potente rekrutteringskonsulent-sprog, der må få et sundt menneske til at spørge sig selv: Er arbejdsmarkedet virkelig sådan? Er kollegerne? Vil jeg overhovedet arbejde et sted, hvor de taler om sig selv som selvglade og usårlige superhelte?
Interesse er ikke længere nok: De vil have noget så privat som passion. De tror, de kan få folks følelser. Men der er noget tilbage i verden, man ikke kan bede om.
Der er sket noget grimt med stillings- annoncerne siden 1990’erne, hvor jeg søgte mine første job. Nu bruger virksomhederne pladsen til at puste sig op over for både kunder, konkurrenter og ansøgere og kommunikerer dermed på to planer. Og så går det galt. Deres fæle selvfremstilling smitter af. Man kan ikke lade være med at tro, at virksomhederne faktisk er sådan.
Det var som journalist i 1995. Jeg faldt over en lige ud ad landevejen-annonce. Et lille blad. Ikke en stilling med prestige, men det handlede først og fremmest om at begynde et sted. Samtalen. Kaffe, vand, småkager, mit svedige håndtryk, en kikset indledende bemærkning. Redaktøren og redaktionssekretæren var imødekommende, fortalte kort og præcist, stillede reelle spørgsmål.
Havde jeg noget kendskab til udviklingen i dansk landbrug?
Det havde jeg så ikke.
Andelsbevægelsen?
Ikke meget ud over det, jeg lige havde nået at læse op.
”Men du vil gerne skrive?”
På vej ud af kontoret fik jeg høfligt spurgt, hvor mange der havde søgt stillingen. Fem, de havde kaldt tre til samtale. Jeg fik det. Så jeg må jo alligevel have sagt noget, der imponerede dem.
Ledige stillinger