"Der er mindre trivielt arbejde nu"

05-12-2017
1 min.
Steffen Astrup, revisor i rådgivnings- og revisionsfirmaet EY. Privatfoto

For at følge med den teknologiske udvikling, der hastigt fyger gennem revisionsbranchen, forventer Steffen Astrup, at han skal være under en form for uddannelse hele sit arbejdsliv.

Det er godt syv år siden, Steffen Astrup direkte fra gymnasiet startede som revisor. Sideløbende har han bygget en HD og en cand.merc.aud. ovenpå. Han er ansat hos EY, hvor værktøjerne og arbejdsopgaverne ændrer sig konstant på grund af den teknologiske udvikling.

Hvordan mærker du, at dit job har ændret sig, siden du startede?

”Jeg synes, der er lidt mindre trivielt arbejde, hvor vi gennemgår 200 tilfældige stikprøver. Nu skal vi i højere grad kunne forholde os til hele populationer og dermed større datamængder. Så den analytiske og kritiske sans bliver vigtigere og vigtigere.”

Hvad tror du, det kommer til at betyde for dig og dit job, at der hele tiden kommer nye IT-værktøjer til?

”Jeg bliver nødt til at holde mig up to date. Historisk set har revisionsbranchen nok stået lidt stille, men nu går det rigtig stærkt med den teknologiske udvikling, og den bliver man nødt til at tilpasse sig for ikke at blive sat af. De teknologiske input gør det også nemmere, men det kræver, at man har kompetencerne til at kunne håndtere dem.”

Er det skræmmende, at det går så stærkt?

”Jeg synes ikke, det er skræmmende – men det er en udfordring at tilpasse sig den teknologiske udvikling, der går hurtigere og hurtigere.”

Så du har brug for at sætte andre kompetencer i spil, end da du startede?

”Ja, der er brug for at være analytisk og teknologisk stærkere. Og jeg kan da godt se, at nogle af dem, der er blevet ansat de seneste år, er stærkere IT-mæssigt, end jeg er. Men det er jo bare udviklingen, fordi man både i uddannelserne og i samfundet har større fokus på det.”

Er du indstillet på hele tiden at efteruddanne dig?

”Helt sikkert. Du bliver nødt til at prioritere at følge med, ellers tror jeg, du bliver tabt bag den hastige teknologiske udvikling.”


Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.