Da Slotsholmen mødte rådhuset

7.12.2017

af

Foto: Lars Bahl

Foto: Lars Bahl

Kontorchef i Finansministeriet, Simon Pasquali, var i innovationspraktik hos kommunaldirektøren i Dragør Kommune, Kenneth Kristensen.

Innovationspraktik:

Et landsdækkende projekt drevet af Center for Offentlig Innovation (coi.dk), som hvert år finder sted i en bestemt uge. Formålet er at gøre det lettere for chefer og medarbejdere at lære af hinanden på tværs af den offentlige sektor. Innovation spredes nemlig i høj grad gennem relationer, viser forskningen ifølge COI.

På mindst 20. år går debatten om bureaukrati, regler og styring i den offentlige sektor over land: Kan vi finde på noget bedre, end det vi har? Til næste år lancerer innovationsminister Sophie Løhde (V) en sammenhængsreform for den offentlige sektor, og efter årsskiftet afrapporterer en regeringsnedsat kommission om bedre offentlig ledelse. Begge dele handler blandt andet om samspillet mellem stat og kommune. Mød kommunaldirektøren, som havde kontorchefen fra Finansministeriet i praktik, og hør, hvad kontorchefen fik med hjem.

Kenneth Kristensen, kommunaldirektør i Dragør Kommune, er cand.scient.soc. fra RUC med fire forskellige kommuner og KL på CV´et.

Han har haft kontorchef i Finansministeriet Simon Pasquali i innovationspraktik – et projekt, som Dragør Kommune gik all in i.

Simon og han fik talt om New Public Management – ’som vi aldrig har haft her i Dragør’, som Kenneth Kristensen siger – Dragørs budgetproces, finansloven, sammenhængsreform og
meget andet.

Simon stillede gode spørgsmål, som gav Kenneth god anledning til refleksion. Kenneth fik omvendt levendegjort den kommunale verden for Simon med hverdagsnære eksempler på, at kommuner er enormt forskellige, og hvordan finansministerielle tiltag efter model one-size-fits-all påvirker forskelligt afhængigt af bl.a. geografi, sammensætning af borgere og kommunestørrelse.

Fx at man – når man er så lille som Dragør, hvor alle sidder på det samme lille rådhus – ikke nødvendigvis behøver tænke i store strukturplaner for at arbejde med sammenhæng. Her kan det i stedet være mere relevant at arbejde med kulturen hos medarbejderne for at skabe sammenhæng i løsningerne for borgerne.

Eller fx når staten flytter en opgave over til Udbetaling Danmark.

”Det kan godt være, at store kommuner kan spare 20 pct. på et antal administrative årsværk, fordi opgaven bortfalder. Men hos os har vi kun én, Henriette, som sidder med den opgave. Hun er dygtig, og vi vil gerne beholde hende, så vi kan ikke bare sætte hende 20 procent ned i tid,” forklarer han.

”Det er småt og lavpraktisk. Men det var givtigt for os begge at få sådan nogle eksempler fra hinandens verden, hvor vi også fik baggrundshistorierne med for, hvorfor Finansministeriet og Dragør Kommune gør, som vi gør.”

Det giver forståelse og indsigt i beslutningsprocesserne i stat og kommune, siger Kenneth Kristensen.

”Og så var det jo enormt godt med den personlige kontakt. Det skaber tillid. Sammen kan vi på tværs af den offentlige sektor skabe bedre styring til gavn for alle parter.”

Simon Pasquali, cand.scient.pol. fra 2011, er kontorchef i -Finansministeriets Center for Kommuneøkonomi og Regioner. Før det har han haft forskellige andre stillinger i Finansministeriet.

Nogen i Dragør Kommune kendte Simon Pasquali og tog fat i ham. Han slog til og ryddede sin kalender i knap tre dage.

Som chef i centeret for kommuneøkonomi er hans job bl.a. at forberede den årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi.

”Så selvfølgelig interesserer jeg mig for, hvordan en kommune fungerer i det daglige. Men jeg har også indset, at værdien af at komme ud og tale med folk er større, end jeg måske var klar over som grøn embedsmand.”

Dragør-folkene havde lagt et fint program for ham. Selvfølgelig med kommunens budgetfolk, men også med socialchefen, et møde med borgmesteren og god tid til nogle dybe samtaler med kommunaldirektør Kenneth Kristensen.

”Dragør er på de fleste parametre ikke nogen gennemsnitlig kommune, men det er heller ikke afgørende,” understreger han.

Hvert år bruger Finansministeriet og KL krudt på analyser om kommunale emner, senest bl.a. om facility management (fx bygningsdrift, red.), sociale botilbud og løn- og bogholderi-opgaver. Men kan de bruge dem til noget derude? Det var et af Simons spørgsmål.

”Det, jeg hørte, var, at det kan de faktisk godt. Men også, at jo mere konkrete og løsningsorienterede vores analyser er, jo mere brugbare er de.”

Ministeren for offentlig innovation er på vej med en såkaldt sammenhængsreform for den offentlige sektors tilbud til borgerne. Det talte Simon Pasquali selvfølgelig med socialfolkene om.

Medierne er fyldt med historier om beskyldninger om ’djøfokrati’ og overstyring fra bl.a. Slotsholmen. Men det oplevede Simon Pasquali ikke, han blev mødt af i Socialforvaltningen.

”Nej. Jeg synes, at hele mit møde med Dragør Kommune var præget af, at vi langt hen ad vejen var enige om, hvilke udfordringer vi sammen skal have løst i den offentlige sektor.”

Simon Pasquali understreger, at det ikke er sådan, at Finansministeriets folk ikke kommer ud af den røde bygning på Christiansborg Slotsplads 1.

”Det gør vi. Og det er supervigtigt. Vi prøver at prioritere det, selvom det til tider godt kan være svært på grund af travlhed.”

Men derfor er innovationspraktik alligevel en god idé, siger han.

”Det er en rigtig fin efteruddannelse. Oven i købet gratis. Det koster kun tiden.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet