IT-ledelse skal nå 360 grader rundt

10-11-2017
2 min.

En masteruddannelse har gjort afdelingsleder hos ISS, Per Hove Nielsen, klar til at geare sit team om fra drift til innovation. Refleksion er blevet en vigtig del af IT-værktøjskassen, fortæller han.

Hvad er min rolle som leder i en afdeling, som skal igennem en digital udviklingsproces? Er jeg en, der holder noget i live eller en, der sætter noget i gang?

Det er spørgsmål, som alle med ansvar for IT bør stille sig selv, før virksomheden kaster sig ud i en digital forandringsproces, mener Per Hove Nielsen.

Han leder et team i ISS’ Corporate Finance-afdeling, der arbejder med at drive og vedligeholde IT-systemet bag virksomhedens interne og eksterne regnskab. For at ruste sig til opgaven har han netop gennemført en masteruddannelse i IT-ledelse fra IT-Universitetet i København.

“Jeg havde i flere år arbejdet både som konsulent og fastansat med IT og teamledelse, men jeg fik lyst til at få en mere strategisk og holistisk vinkel på ledelse i en IT-funktion,” forklarer han.

Komplekse beslutninger

Som teamleder befinder Per Hove Nielsen sig midt i en af hverdagens klassiske digitale udfordringer: Et gammelt IT-system skal skiftes ud med et nyt. Det forandrer arbejdsopgaver, samarbejdsflader og rutiner.

Omstillingen kunne være en overskuelig case med relativt enkle beslutningsgange. Men som alle, der beskæftiger sig med digitalisering, ved, bliver tingene i dag hurtigt komplekse.

Overgangen til det nye system kræver, at han som leder skal træffe beslutninger, der rækker langt ud over kravspecifikationer og tekniske features. Blandt andet skal Per Hove Nielsen vurdere, hvordan tiden i hans afdeling skal flyttes fra drift over til innovationsopgaver.

”Det er mere end en platform, vi bringer i spil. Vi skal tage stilling til, hvilken slags afdeling vi vil være fremover. Det betyder, at jeg skal være med til at definere, hvad forretningen består i, og hvilket behov projektet langsigtet skal opfylde. At kunne reflektere er en rigtig vigtig del af den proces og noget af det, jeg har fået mest ud af at beskæftige mig med på uddannelsen. Du skal kunne sætte ord på, hvilket forretningsmæssigt mål du arbejder for at opnå,” siger han.

IT skal indlejres

Udover at inddrage refleksion som et ’mindset’ har han via masteruddannelsen også fået indsigt i mere konkrete værktøjer. Et af dem er enterprise-arkitektur.



”I dag er forretningsstrategi det samme som IT-strategi. Du kan ikke se IT som en separat ting, men som det, der driver virksomheden fremad. I en enterprise-arkitektur kortlægger du din organisation systematisk for at kunne ’embedde’ IT i alle strukturer, alt sammen for at kunne eksekvere en forretningsstrategi bedst muligt,” forklarer han.

Er du blevet mindre nervøs for at skulle træffe store IT-beslutninger?

”Der er altid en grad af nervøsitet, når man træffer en beslutning om at investere i ny IT, men nu er jeg bedre i stand til at tænke bredere og mere strategisk. Tidligere var fokus mere på det tekniske i løsningerne,” siger Per Hove Nielsen.


Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.