Bliver Kristian Jensens nye nabo frelser eller fuser?

6.1.2017

af

Foto: Olafur Stein Gestsson/Scanpix

Foto: Olafur Stein Gestsson/Scanpix

Meningerne om en minister for offentlig innovation er stærkt delte. Bliver Sophie Løhde regeringens nyslebne høstmaskine eller en ny chance for den offentlige sektor?

Ansatte afbryder samarbejde

Efter færdiggørelsen af denne artikel gik forholdet mellem Sophie Løhde og de ansatte i staten i hårdknude. Lige før jul afbrød Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) – der samler de statsansattes organisationer – nemlig samarbejdet med Løhde via et åbent brev.

CFU smækkede med døren efter et møde, som CFU inden Løhdes udnævnelse havde bedt om på grund af ”helt uacceptabel arbejdsgiveradfærd” i staten. I en pressemeddelelse kaldte Løhde mødet ”ærligt og konstruktivt”. CFU-repræsentanterne mente omvendt, at mødet demonstrerede ”mangel på vilje til samarbejde”.

Monty Pythons ’Ministeriet for gakkede gangarter’ var den første asso­ciation, der faldt netmagasinet altinget.dk ind, da statsminister Lars Løkke Rasmussen sent i november præsenterede Sophie Løhde (V) som minister for offentlig innovation. I medierne blev hun kaldt juniorminister, fordi hendes ressort groft sagt består af fire styrelser og et center fra Finansministeriet, hvis departementschef, Martin Præstegaard, hun må dele med Kristian Jensen (V).

Siden da har kommentarerne svinget fra det håbefulde til det opgivende.

Politiken kalder det et ’blåt prestige­projekt’, som skal gøre op med den offentlige sektor, som vi kender den, og Jacob Torfing, professor i offentlig styring på RUC, kalder det i Jyllands-Posten et meget ideologisk udspil, som fx ser bort fra 30 års forskning om skyggesiderne ved udlicitering.

Weekendavisens politiske redaktører, Arne Hardis og Hans Mortensen, mener til gengæld, at programerklæringen om mere konkurrence, mere frit valg, bedre ledelse, mindre detailstyring og mere hensyn til borgeren, kan gøre den nye innovationsminister til en af de ministre, som – hvis hun lykkes – kan sikre opmuntring for mistrøstige liberale sjæle.

Uendelig langt fra Finansministeriet

Dén tror professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen vist ikke på. Han konstaterer i en klumme i Weekendavisen, at der er uendelig langt fra Finansministeriet til landets folkeskoler og gymnasier, kaserner, politistationer og sygehuse, og at lederne derude har brug for mere end en ny kaskade af gamle managementfloskler. Derfor anser han det for en realistisk risiko, at innovationen udebliver.

CBS-professor Lotte Jensen, forfatter til bogen ’Væk fra afgrunden, Finansministeriet som økonomisk styringsaktør’, siger i Information både og: På den ene side er organisering, håndtering, motivering og ledelse af medarbejderne endnu vigtigere, når forventnings- og omkostningspresset stiger. På den anden side forsvinder det område let i Finansministeriet, hvis identitet er budgetstyring og makroøkonomi.

Det samme pointerer Anders Eldrup, tidl. departementschef i Finansministeriet under bl.a. Lykketoft: Der kan godt komme noget ud af at sætte fokus på admini­strationspolitikken, men den politiske magt ligger stadig hos Sophie Løhdes nabo, Kristian Jensen, siger han til Information.

Fokus er på Jensen

Henrik Hjortdal er projektleder i CBS-netværket ’Forum for Fremtidens Offentlig Styring og Ledelse’ og har en fortid i Finansministeriet. Sammen med forvaltningsforsker Birgitte Poulsen, RUC, kalder han på altinget.dk Løhdes butik for et forvaltnings- og effektiviserings­ministerium, fordi ministeren selv lader forstå, at innovation skal få det offentlige til at køre længere på literen. Løhdes chance for succes er, at hun sidder i det magtfulde finansministerium, men det er samtidig også hendes udfordring, hvis hun vil noget helt andet end Finansministeriets dagsorden. For Slotsholmens departementschefers fokus er på, hvad Finansministeriet siger og gør, fastslår Henrik Hjortdal.

Professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, SDU, skriver i Politiken, at nye regeringer lige siden Poul Schlüter altid har forsøgt at skabe en mere effektiv offentlig sektor. Så Sophie Løhde bør starte med at studere, hvad der er sket siden 1983, og hvad der kan læres af det – og droppe at hyre McKinsey ind til flere rapporter baseret på en overfladisk forståelse af grundproblemerne i den offentlige sektor.

Nøglen til det hele er god ledelse

Martin Ågerup, direktør i Cepos, skriver i Jyllands-Posten, at potentialet for innovation er enormt, men at de offentligt ansattes fagforeninger har mere magt til at blokere innovationen, end typograferne havde i sin tid.

Blandt de mange spåmænd og -koner skiller tre sig ud. Som de eneste har SDU-professor Kurt Klaudi Klausen, tidl. oberst og nu ceremonimester i kongehuset Kim Kristensen og tidl. Irma-direktør Alfred Josefsen nemlig allerede fået helt ret i noget:

Med Kim Kristensen som front­ ­­figur foreslog de kort før regerings­omdannelsen en kommission for offentlig ledelse, ’fordi nøglen til en god offentlig sektor er god ledelse,’ som Kurt Klaudi Klausen sagde til Information. Nu skal Sophie Løhde nedsætte præcis sådan en kommission. Det står i regeringsgrundlaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet