Rødmerunden

Jeg hader præsentationsrunder. Ret uheldigt, for de er umulige at undgå. Til møder skal man næsten altid sige noget om sig selv, og især når man er på kursus, ”hvor vi først lige tager en runde og fortæller lidt om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og måske lidt om, hvad for nogle forventninger vi har til i dag.”

Tågen breder sig i hjernen, når 42 øjne ser hen på mig.

Carsten Juul, ja, jeg er fra – ja, hvor er det nu, jeg er fra, og hvad laver jeg her? Forventninger? Har jeg overhovedet nogen? Åh, hvem er jeg egentlig … lige nu og lige her?

Vi er mange, der har det sådan. Det kan alle og enhver se på rødmen, der iler op ad halsen, folks blanke øjne; kunne man høre vores følelser, ville de lyde som en flok bisonokser på prærien. Tordnende hovslag i en kæmpe sky af støv, efterhånden som runden nærmer sig.   

’Er du en tøsedreng?’ spørger min indre bebrejdende stemme, og straks hører jeg en anden tage mig i forsvar og sige, at jeg har sprunget i faldskærm, taget dykkercertifikat, løbet maraton og bla-bla-bla.

Men ubehaget. Det kommer igen og igen.

Selv i børnenes vuggestue slap jeg ikke udenom: ”Hej, jeg er Carsten, Thea på blå stues far – jeg mener Thea, Carstens far på blå stue.”

Fænomenet har også bredt sig til festmiddage, hvor værten tager en runde og selv præsenterer sine 60 gæster, og det går altid galt. Nogle bliver glemt, andre groft decimeret eller fejlfortolket, nogle blæst ud af proportioner. Der har man ikke engang noget at skulle have sagt: ”Og nede ved siden af Karen har vi så Carsten, som er…” et menneske med to arme og to ben, eller hvordan værten nu præsenterede mig; jeg hører det ikke altid, fordi jeg koncentrerer mig om at se afslappet ud.

Genert? Ja, selvfølgelig, men det er mere end det. Det er selvfrem­stillingen, jeg ikke bryder mig om, for præsen­tationen er også en rask salgstale, som man skal kunne holde med naturlig lethed og et smil, som afspejler overskud og éns harmoniske sind og karriere funderet på en lang række episoder med positiv forstærkning. Falder man igennem, har man tabt mere end bare runden.  

Kommer jeg til at sige for meget, lyder det som pral. Siger jeg for lidt, så lyder det tilknappet, indøvet, hæmmet? Og, argh, de gange jeg har forsøgt at sige noget kvikt eller sjovt, og ingen har grinet.   

Hvem er man på 10 sekunder? Kan man ikke fastslå det overbevisende, er det lige så problematisk som bokseren, der ikke kan knock-oute, eller fodboldspilleren, der brænder foran et frit mål.

Rundesang, rundesang, Carsten synger den næste sang.

Og han er sur over at blive tvunget til det.