Man kan ikke bare flytte til Rønne
Cand.comm. Karina Find og hendes fire kolleger i det lille Rådet for Socialt Udsatte blev målløse, da deres chef om morgenen den 1. oktober sidste år kom tilbage fra et hastemøde i Socialministeriet med besked om rådets nye adresse: Bornholm.
”Vi kunne ikke se nogen som helst faglig mening med det. Flere af os vidste jo også med det samme, at vi umuligt kunne flytte med. Jeg har en mand med et godt job her og to børn med skole og netværk. De kan ikke bare flyttes.”
Lidt senere gik statsministeren på TV2 News og fortalte om regeringens plan, ’Bedre Balance’, om udflytning af statslige arbejdspladser. I de næste dage begyndte diverse medier så at ringe til det lille råd.
Karina Find og hendes kolleger tog telefonen og gik aktivt ud og kritiserede beslutningen. De argumenterede med, at alle deres samarbejds- og dialogpartnere befinder sig i København, Jylland og på Fyn. Nu ville det hele blive dyrt og besværligt.
Karina Find har arbejdet en årrække i Socialministeriets departement og ville gerne fortsætte med at arbejde med socialt udsatte.
”Der blev længe talt om, at vi måske kunne få lov til arbejde hjemmefra og på den måde beholde vores job. Men da det efter et par måneder blev meldt klart ud, at vi skulle være fysisk til stede i Rønne tre dage om ugen, gik jeg i gang med at søge job.”
Efter kun tre forsøg landede hun i april et nyt job som uddannelsespolitisk konsulent i FOA.
”Uddannelse var et helt nyt område for mig, men eftersom FOAs medlemmer ikke hører til de mest privilegerede med hensyn til uddannelse, er der en rød tråd i det for mig.”
Hvis hun skal se tilbage på forløbet, lyder dommen sådan her:
”Rent personligt endte det med at blive enormt positivt for mig. Jeg prøver kræfter med et nyt område. Det er sindssygt spændende. Jeg er meget glad for mit nye job. Men når jeg tænker på Rådet for Socialt Udsatte, så er jeg bekymret.”
Jeg søger job på livet løs
De var to i kontoret, som en morgen blev ’prikket ud’ til at skulle flytte med, når en del af arbejdspladsen skulle rykkes ud af København. Hanne Petersen (som ikke er det rigtige navn, for hun vil gerne være anonym, red.) var den ene af de to.
Alle i huset var blevet bedt om at sidde klar ved computeren. Da beskeden løb ind i mailboksen til hende, havde hun allerede gjort sin stilling op. Hun kunne og ville ikke flytte med, hvis det blev hende.
”Jeg er lige fyldt 60, hele mit liv er her, min familie, mine venner. Alt. Man kan ikke pendle til der, hvor mit job skulle flytte, og jeg kunne slet ikke se mig selv alene dér. Det tror jeg også godt, min ledelse kendte mig godt nok til at vide.”
Så hånden rystede ikke, da hun skrev nej tak nederst på ansættelsesbrevet med den nye geografiske placering – og dermed indgav sin egen afskedigelse.
”Jeg har selvfølgelig tænkt: ’Hvorfor lige mig, efter alle de år?’ Men det får man jo ikke noget rigtigt svar på.”
Det levede hun dog med. Det værste var månederne frem til fratrædelsen. For de ’opsagte’ blev ikke fritstillet i opsigelsesperioden, men skulle møde på arbejde, som om intet var hændt.
”Det oplevede jeg som det sværeste ved hele denne her proces. Her gjorde ledelsen en fejl, mener jeg. Både over for os, som skulle forlade arbejdspladsen, men også over for vores kolleger og chefer.”
Hun havde rigtig gode kolleger og et godt forhold til sin chef.
”De forstod min situation og så den fra den menneskelige side. Men det er ikke rart for nogen at have en kollega i mange måneder, som ikke performer som før, og som lige så stille falder ud af kulturen.”
Nu er Hanne Petersen jobsøgende på fuld tid. Hun fik et beløb til et outplacementforløb hos et privat firma fra sin arbejdsplads.
”Derfor har jeg endnu ikke trukket på Djøf for at få sparring. Men jeg overvejer at gøre det. Jeg søger alle de job, som matcher mine kvalifikationer. Det vil sige, at det er mest i staten og kommunerne. Men jeg sender også nogle af sted, hvor min profil er mindre oplagt. Jeg har bestemt forestillet mig nogle flere år på arbejdsmarkedet, og nu må vi så se, om nogen vil have mig."
Umiddelbart efter at regeringen annoncerede planen om at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden, viste en Djøf-undersøgelse, at seks ud af syv berørte djøfere ikke ville flytte med. Det tal ser ud til at holde stik. Læs mere om det her.
