Fremtiden er, hvad vi gør den til

25.8.2016

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

Vesthimmerlands Kommune har købt en bus. Det har de gjort så mange gange før, men denne bus er lidt anderledes. Den er selvkørende. Kommunen har en plan om, at bussen skal køre de ansatte i hjemmeplejen rundt til borgerne. Medarbejderen kan så bruge køretiden på at forberede næste besøg.

Det er et meget konkret eksempel på, hvor hurtigt den teknologiske udvikling bevæger sig, og hvordan den kan skabe værdi ved fx at frigøre værdifuld faglig tid i hjemmeplejen. Den selvkørende bus i Vesthimmerlands Kommune skal i øvrigt ses i lyset af, at forskere for blot 12 år siden afviste, at selvkørende biler kunne blive en realitet i mange år frem.

På samfundsniveau kan konsekvenserne af den teknologiske udvikling være enorme. I en nyere rapport fra tænketanken Cevea og HK blev det konkluderet, at over 800.000 job i Danmark står over for automatisering eller kraftig forandring over de næste 20 år. Og det gælder vel at mærke ikke kun manuelle eller rutineprægede jobs. Også djøfernes arbejdsmarkeder vil forandre sig.

Det første advokatkontor i USA har ”ansat” Ross, en softwarerobot udviklet af IBM. Ross trækker tilgængelige afgørelser, ny lovgivning og andre relevante data og bistår på den måde advokater i deres arbejde. Samtidig lærer Ross konstant.

Det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før softwarerobotter også indføres her til lands, hvis man skal tro ledende partnere i de store danske advokathuse. Det centrale spørgsmål er naturligvis, om udviklingen vil fortrænge stillinger eller radikalt ændre arbejdsgivernes forventninger til fremtidens advokater?

Og hvordan vil vi som samfund håndtere en situation, hvor måske hundredetusindvis af danskere skal have et mærkbart kompetenceløft, hvis de skal gøre sig håb om en plads på fremtidens arbejdsmarked?

Det er let at få øje på spørgsmålene, mens svarene hurtigt bliver mere komplicerede. Jeg er dog overbevist om, at uddannelse er en del af løsningen. Både i form af en solid og faglig grunduddannelse, men også via løbende kompetenceløft gennem hele livet.

Vi står over for forandringer. Det kan enhver forvisse sig om ved at se sig omkring. Men det er ikke et problem i sig selv. Teknologiske tigerspring har hidtil ført til velstand og økonomisk vækst.

Men måske er det anderledes denne gang. Derfor skal vi som samfund aktivt sørge for, at alle får del i fremtidens velstand, og ikke, billedlig talt, bliver kørt over af den selvkørende bus.

I de kommende måneder vil vi i Djøfs bestyrelse sætte udviklingen under lup og formulere nye politiske pejlemærker på området. Og så håber jeg, at I også vil bidrage til debatten med idéer og holdninger, gerne her i djøfbladet.

For som djøfere og mennesker bør vi vælge at gøre fremtidens intelligente samfund til et godt sted for alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

jens erik troels
2 år siden
kan bussen bruges til at bringe turister ud til de mange serværdigheder vi har i kommunen