50 virksomheder på 30 kvadratmeter

11.8.2016

af

Foto: Lars Bahl

Foto: Lars Bahl

Hvis du som iværksætter vil sælge mad, skal du bruge et fødevaregodkendt køkken, og det koster. Den udfordring gjorde Mia Maja Hansson til sin levevej.

"De stod fandme og pissede på vognen i går,” fortæller tacosælgeren, som var til Distortion med sin tacobil dagen inden. Han er i gang med at blande kød til en ny omgang tacos, som han skal tilbage og sælge på den københavnske gadefestival. Gårsdagens tisseri har ikke skræmt ham væk.

Køkkenet, han står i, er en del af ­Kitchen Collective  en delekøkkenordning, som Mia Maja Hansson var med til at stifte sammen med kokken ­Marie Vedel. Mia Maja står for den ­daglige drift af køkkenet, som ligger i en af ­Aalborg Universitets bygninger i ­Københavns Sydhavn.

”Der var engang én, der sagde til mig: 'Tænk, at man kan starte 50 virksomheder på 30 kvadratmeter',” griner hun og hentyder til, at køkkenet ikke er ­særligt stort, men at de alligevel har haft 50 forskellige kulinariske iværksættere igennem køkkenet det første år. Blandt andet er en del af den street food, man møder i de københavnske gader, ­blevet produceret hos dem. Derudover bruger iværksætterne også køkkenet til at forberede alternativ catering som folkekøkken og spiseoplevelser og til at udvikle produkter. For eksempel en nyuddannet jurist, der sammen med sin kæreste bruger køkkenet til at udvikle sund juice til videresalg i butikker.

”Indgangsbarrieren har typisk ­været meget høj for madiværksættere, da du ikke kan levere mad, hvis dine varer ikke er producerede i et fødevaregodkendt køkken. Det er netop sådan et køkken, vi stiller til rådighed,” fortæller Mia Maja Hansson.

Køkkenet har alt, hvad der skal bruges af potter, pander og andet udstyr som iværksætterne har brug for, og de lejer sig så ind på timebasis for at bruge køkkenet, der har åbent hele døgnet rundt i alle ugens dage.

Mia Maja Hansson har aldrig været i tvivl om, at idéen om et delekøkken var god.

”Fra første gang jeg sagde idéen højt, blev den større end mig. Folk begyndte at ringe til mig og spørge, hvor køkkenet var, inden jeg overhovedet havde fundet et køkken. Det gik stærkt, og jeg måtte bare løbe med. Faktisk har jeg slet ikke turdet markedsføre os endnu, men det begynder vi på, når vi får ­mere plads.”

Kitchen Collective har fået lov til at leje endnu et køkken på Aalborg Universitet. Mia Maja Hansson er desuden involveret i CPH Food Space – et større delekøkkenprojekt i Kødbyen i København, der på længere sigt kan få forretningen til at eksplodere.   

Hvad er dine arbejdsopgaver?

”Ud over alt det kedelige som bog-holderi, administration og den slags, så udforsker jeg nye muligheder for salg og arrangementer for vores iværksættere. Jeg bruger også en del tid på samarbejde med Aalborg Universitet, som vi lejer køkkenet af. Og så har jeg jo daglig kontakt med alle vores iværksættere, hvor jeg møder dem i øjenhøjde, taler deres sprog og ser deres udfordringer.” 

Hvad har været din største udfordring?

”Da vi startede op, tog jeg et job på 20 timer om ugen ved siden af Kitchen Collective for at kunne overleve økonomisk. Det var et konstant limbo, hvor jeg gik og overvejede, hvornår jeg kunne gå fuld tid ind i projektet. Jeg gik og ventede på, at pengene var til det. Til sidst indså jeg dog, at pengene nok ikke var der, før jeg arbejdede mere end fuld tid for dem.” 

Hvor meget tjener du på det?

”Jeg får ikke djøf-løn, men jeg har da levet af det siden januar. Jeg har også haft råd til at ansætte en enkelt medarbejder til at tage sig af den daglige drift af køkkenet.” 

Hvordan ser det ud for jer om et par år?

”Ud over at vi forhåbentlig er involveret i køkkenprojektet i Kødbyen, så kunne jeg godt se os i Aarhus, Gøteborg, Malmø, Berlin og London – behovet er der.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet