9.3.2016
af
Tine Santesson
Foto: Shutterstock
Lad følelserne blive hjemme, når du går på job, lyder opfordringen fra ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup. Hun mener, at feminine værdier har gjort medarbejderne hjælpeløse.
Vi føler for meget og har alt for høje forventninger om at få følelsesmæssige behov dækket på jobbet. Men et arbejde er kun et arbejde, siger ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup, der netop har udgivet bogen ’Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme’.
”Mit overordnede budskab med bogen er, at vi har fået gjort arbejde til mere, end det kan bære. Og det bliver vi nødt til at ændre. Ellers bliver vi ved med at være syge, og vi bliver syge i et stadigt stigende omfang,” siger hun og henviser til de mange stress-sygemeldinger blandt akademikere.
Charlotte Mandrup er især kritisk over for, at der er blevet trukket stadig flere feminine værdier ind i arbejdslivet.
”Sådan nogle ledelseskonsulenter som mig har prædiket: Ledere skal være anerkendende, coachende, og de skal motivere. Kort sagt har mine fagfæller og jeg været med til at skabe nogle misforståede idéer om, at lederen skal drage omsorg for medarbejderne på en måde, som forældre gør for deres børn. Det, der kommer ud af det, er hjælpeløse medarbejdere.”
Men forskning viser, at positiv psykologi og anerkendende ledelse har en positiv effekt på bundlinjen – skal vi så droppe det?
”Nej. Jeg mener bare, at vi har taget det for langt. Vi har proppet alt muligt ind i vores job – det skal give mening, vores kollegaer og chef skal være vores venner og nærmest som en familie. Vi vil have, at hver dag på jobbet skal være god. At vores chef skal være god på en måde, som vi synes er god.”
Og det er et særligt fænomen blandt videnarbejdere, siger Charlotte Mandrup. For at illustrere den pointe sammenligner hun djøfere med håndværkere.
”Som udgangspunkt har håndværkere større mulighed for at producere noget, der er konkret. Håndværkeren kan køre hjem og tænke: ’Chefen er en idiot, men jeg fik faktisk lavet halvdelen af taget i dag, og det føles meget godt’. Djøferen skriver selvfølgelig en gang imellem et notat eller forbereder en præsentation, der kan stå alene. Men ellers er det meste procesarbejde og møder, der med al respekt ikke fører til noget. I djøferens arbejde ligger der altså en stor sandsynlighed for ikke at producere noget konkret. Derfor bliver de afhængige af, at chefen roser dem for at gøre et godt stykke arbejde.”
Du siger, at håndværkeren kan leve med en idiotisk chef – er det det, djøferen skal kunne?
”Nej. Det ville være at gå over i den anden grøft. Men vi skal leve med, at vi en gang imellem har en chef, der ikke opfylder vores følelsesmæssige behov, uden at vi bliver syge af det. For sådan er livet. Anerkendelse burde ikke være nødvendigt for at overleve på jobbet.”
Skal vi så bare acceptere, at vi har en dårlig chef eller arbejder under nogle dårlige vilkår?
”Ja. Accept betyder jo, at du siger: ’Sådan er det lige nu’. Men du er stadig handlekraftig. Og det er jo hele tiden en afvejning. Du har måske et job, der ligger tæt på dit hjem, og dine opgaver er spændende, men du har en idiotisk chef. Så er det jo ikke kun chefen, der tæller. Og at acceptere er jo heller ikke det samme som at sige, at det ikke nytter noget at forsøge at arbejde sammen med ham.”
Hvis vi gør, som du siger, vil færre af os så skifte job?
”Ja, det vil jeg tro. Vi har jo en høj mobilitet. Det har vi også i vores familier. Måske er det et tegn på, at vi vil have det perfekte over hele linjen. Men det er jo dér, det bliver barnagtigt. Det er ikke fordi, man ikke skal flytte sig efter noget, man gerne vil. Men lad være med at flytte af de forkerte årsager,” siger Charlotte Mandrup.
Det har vel også noget med personlighed at gøre – nogle reagerer mere med følelser, og nogle har mere behov for familieværdierne på arbejdet?
”Ja. Og det er derfor heller ikke tilfældigt, at jeg har skrevet den her bog. Jeg har ikke det behov. Jeg er sådan én, der er optaget af opgaven.”
Så er det vel også nemt for dig at sige?
”Ja. Men det er heller ikke mig, der bliver syg. Hvis man grundlæggende er relationsorienteret og reagerer på følelser, må man tage sine forholdsregler og lære nogle teknikker til at få dækket de behov andre steder. Så jeg vil ikke med på den dér med, at det er synd for de følsomme og særligt sensitive. Jeg siger jo heller ikke, at man ikke skal føle. Man skal bare være opmærksom på, hvor det er, man insisterer på at få følelsesbehovet dækket.”
Hvad skal læseren gerne få ud af din bog?
”Jeg vil så gerne minde om, at vi har et valg, så det ikke bliver den der automatiske kurs direkte mod det, som potentielt gør os syge.”
Et valg til hvad?
”Til at gå ind i det med åbne øjne og påtage sig et ansvar eller lade være. Og så vil jeg generelt gerne gøre mennesker stærkere – ikke bare udholdende – så vi ikke så nemt bukker under, når noget går galt, for det gør det jo.”
Hvorfor skrev du bogen?
”Fordi jeg synes, at frygten styrer os for meget. Dybest set handler det om, at vi alle sammen er bange for at dø. Og så får vi lagt nogle lag ovenpå, fordi vi ikke har en religion eller en gammel bedstemor, der minder os om, at det er naturligt at dø. Derfor kommer det i stedet til at handle om frygten for at blive fyret, ’for så går min verden jo under’. Dét vil jeg gerne have fokus på.”
Ledige stillinger
