"Næsten ingen talte om studierelevante job i Aalborg"

23.3.2016

af

Foto: Petra Kleis

Foto: Petra Kleis

I København er der meget mere fokus på at få studierelevant arbejde på CV’et, siger Janni Meta Frausing Kjærsgaard, der har flyttet studierne fra Nordjylland til hovedstaden.

Da Janni Meta Frausing Kjærsgaard læste sociologi på Aalborg Universitet, arbejdede hun på et plejehjem. Nu læser hun på Københavns Universitet og arbejder hos analysevirksomheden Epinion. Men det var ikke et større udbud af studierelevante job, der i første omgang trak hende mod hovedstaden.

”Jeg flyttede, fordi jeg gerne ville prøve københavnerlivet – ikke bevidst, fordi der er bedre muligheder for et studierelevant job. Men måske ubevidst, fordi det jo giver bedre jobmuligheder efter studierne.”

Og netop de bedre jobmuligheder er et udsagn, hun hele tiden møder nu. For med københavnerlivet fulgte et helt andet fokus på studierelevante job, end hun var vant til.

”Jeg vidste ikke engang, at der er et karrierecenter på Aalborg Universitet. Og med undtagelse af én sidsteårsstuderende, der talte om at blive interviewer på et callcenter, hørte jeg aldrig nogen tale om studierelevante job. Om det er, fordi der ikke er så mange studierelevante job at søge, eller om det er, fordi vi ikke er så bevidste om det i Aalborg – det ved jeg ikke.”

Men på Det Samfundsfaglige Fakultet på Københavns Universitet stødte hun hurtigt på karrierevejlederen Maibritt Jensen, der hyppigt postede opslag om gode råd, virksomhedsbesøg og kurser i en Facebook-gruppe, som Janni Meta Frausing Kjærsgaard er medlem af pga. sit studie.

”Hun har været en fantastisk hjælp. Hun har hjulpet både med ansøgning og CV. Jeg drømte om et job hos Epinion, men jeg kom jo kun fra lille Aalborg.”

Janni Meta Frausing Kjærsgaard fik skruet en god ansøgning sammen. Hun startede i praktik, og det blev siden til et studenterjob.

”Det giver bare så god mening. Der er så mange med min profil ansat, og det gør det meget nemmere at se en sammenhæng mellem det, jeg har lært, og hvad det kan bruges til.”

Og så er hun heller ikke blind for, at det måske kan give hende en lettere vej til arbejdsmarkedet, når hun er kandidat om et års tid.

”Studierelevante job er både noget, Maibritt Jensen taler om, men også noget, vi taler meget om blandt de studerende.”

Janni Meta Frausing Kjærsgaard har ikke planer om at skifte studiejob for at få endnu mere på CV’et. Og hun håber også, at der er chance for at fortsætte hos Epinion, når hun er blevet kandidat.

”Rigtig mange er startet i praktik eller som interviewer i callcenteret, siden er de blevet studentermedhjælpere, og til sidst er de blevet ansat efter studierne. Det er et rigtig rart sted, så jeg håber også, det sker for mig.”  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Maja
7 år siden
Undskyld men så har man da også været lidt blind hvis man ikke har opdaget karrierecentret. De reklamere jo konstant for dem selv.