Sig altid ja!

4.11.2016

af

Linda Warner har altid grebet chancerne. Den danske jurist arbejder i dag i Dubai, hvor hun er chef for Deutsche Banks compliance-afdeling i Mellemøsten og Afrika. Et job, som blandt meget andet stiller særlige krav til hendes arbejdsgarderobe.

Linda Warner

  • 60 år
  • Opvokset i Gentofte, jurist fra Københavns Universitet.
  • Fuldmægtig i Energiministeriet, søgte derfra over i Justitsministeriet.
  • Politifuldmægtig i Nuuk i to år, frem til 1985.
  • Kortvarigt ansat i bedrageriafdelingen under Københavns Politi og derefter syv år i Bagmandspolitiet.
  • I 1992-93 tilegnede hun sig LLM i International Law på King’s College London.
  • Blev i London i 10 år med jobs hos det engelske finanstilsyn og som legal director i Merrill Lynch Investment Managers.
  • Fra 2003 og fem år frem var hun chef for compliance, legal and risk på Kanaløerne for Old Mutual International. Derefter ansat af Deutsche Bank, først med ansvar for compliance på Kanaløerne, derefter i sin nuværende stilling i Dubai med ansvar for Mellemøsten og Afrika.
  • Bosat i Dubai med sin ægtefælle, jurist Christen Høgsberg, og deres datter, Emily.

”Hvis du får et jobtilbud og er i tvivl, om du kan klare det, så sig ja.”

60-årige Linda Warner fik selv det råd som ung og har fulgt det gentagne gange i sin karriere, hvoraf mere end 25 år er tilbragt uden for Danmark. I Grønland, England, på Kanaløerne, i Spanien og nu i Dubai, hvor hun i de seneste godt to år har været Regional Head of Compliance for Mellemøsten og Afrika i en af verdens største banker, Deutsche Bank.

”Jeg har ikke selv søgt job siden engang i 90’erne. Siden er jeg blevet headhuntet, og i nogle situationer har jeg været lidt overvældet og tænkt: ’Hold da op, det er jeg ikke sikker på, at jeg kan klare.’ Erfaringen har vist mig, at det nok skal gå – de første tre måneder bliver hårde, men du kan godt, når du skal. Det er om at gribe de chancer, der melder sig,” konstaterer Linda Warner, som djøfbladet møder på et hotel under et af hendes årlige familiebesøg i Aarhus.

Der er udsigt til silende regn gennem mødelokalets panoramavinduer, men hun er vant til konstant varme i Dubai, så et temperaturfald er ikke uvelkomment.

Mønsterbryder

Allerede fra barnsben stod det klart for Linda Warner, at det var vigtigt at få en uddannelse, som kunne sikre et spændende arbejdsliv og en fornuftig indtægt.

”Min mor var hjemmegående og min far købmand, men han gik konkurs, da Irma åbnede i nabolaget i Lyngby. Jeg oplevede, hvordan det var at vende hver en femøre, og ville noget andet. Måske kom inspirationen til netop jura fra tv – jeg så tv-serier som ’L.A. Law’, og ingen advokater så ud til at mangle noget materielt. Samtidig har jeg en meget god hukommelse – jeg kan nærmest affotografere en side – så jeg ville ikke få problemer med udenadslæren.”

Da hun var færdig med studiet i 1981, viste det sig hurtigt at være en kæmpefordel, at hendes engelskfødte mor havde sikret hende evnen til at begå sig lige godt på dansk og engelsk.

Den unge jurist blev ansat i Energi--ministeriet, og hendes andet modersmål var med til at sikre hende udlandsture som repræsentant for Danmark.

Grønland og jydebrødre

Trods spændende rejseaktivitet følte Linda Warner, at hun brugte juraen for lidt, og søgte over i Justitsministeriet, hvor hun snart blev tilbudt job som politifuldmægtig i Nuuk.

”Der var nok ikke mange, der havde lyst til den tjans, så jeg fik buddet, selv om jeg var nyansat. Vi var to politifuldmægtige, og der var meget vold. Der var nok at gøre med at vurdere sager og møde i retten. Ikke alle respekterede uden videre en 27-årig kvinde, det måtte jeg arbejde lidt for. Men Grønland var også skiløb om vinteren, fisketure, når isen brød, og turné rundt og besøge alle politifolkene i bygderne til kaffemik.”

Efter to år vendte hun hjem til Danmark, hvor hun i syv år arbejdede i Bagmandspolitiet. Bl.a. brugte hun en årrække på retssager i den omfattende sag om Jydebrødrene, som var sigtet for bedrageri og mandatsvig. Hun nåede også at arbejde lidt med på sagen om Nordisk Fjer, før hun sammen med ægtefællen, der også er jurist, besluttede sig for at rejse til London. Her læste hun i to år, før hun fik job i det engelske finanstilsyn.

”Jeg havde opholdt mig meget i England som barn og ville afprøve muligheden for at arbejde i landet. Jeg tog en master i ’international finance’ i London og derefter yderligere en eksamen, så jeg kunne kalde mig ’solicitor’. Eftersom jeg har engelsk efternavn og taler uden accent, tænkte ingen over, at jeg er dansk. Det var klart en fordel.”

Spild af tid at arbejde over

Men det er også en fordel at have dansk baggrund, oplever hun.

”Vi er meget demokratiske, også i arbejdssammenhænge, og det mener jeg er en styrke som leder, eksempelvis i forhold til at uddelegere opgaver og være villig til at høre andres input. Det har jeg aldrig haft problemer med.”

Lederevnerne er bl.a. blevet testet på Kanaløerne i den Engelske Kanal, hvor hun fik tilbudt job som chef for compliance – altså den afdeling, der holder øje med, at reglerne overholdes, så fx hvidvask forhindres – for investerings- og forsikringsvirksomheden Old Mutual International. Stillingen krævede bopæl på Guernsey, som hverken hun eller ægtefællen havde besøgt.

”Jeg fik beskeden ’Jobbet er dit!’, men måtte udbede mig betænkningstid, så vi kunne nå at besøge øen. Vi blev forelsket i den i løbet af en enkelt weekend og havde fem dejlige år dér,” siger Linda Warner, der sammen med sin mand altid har været meget opmærksom på at være udadvendt og få et socialt liv opbygget omkring sig, hvor hun har arbejdet.

”Vi tjekker eksempelvis i lokalavisen, hvad der er af foreninger, som kan være en god indgang til at møde nogle mennesker. Christen og jeg er et team, og vi har været enige om at bruge de muligheder, mit job har åbnet, og bo forskellige steder. Det var ikke en beslutning fra starten, at mit job skulle styre, hvor vi tog hen, men sådan blev det med tiden, og han har været helt enestående til at bakke mig op.”

Til gengæld har hun selv gjort sig umage med at være hjemme kl. 18, uanset hvilken stilling hun har
bestridt:

”Som hovedregel bør det være muligt at holde sit arbejde inden for normal arbejdstid. Det har jeg altid forsøgt at efterleve. Som yngre gik jeg også til tiden, mens mange kolleger blev hængende i to timer yderligere for at vente på, at chefen gik hjem. Men de blev ikke hurtigere forfremmet end jeg, så det var spildt tid. Som chef er jeg ofte den første, der går hjem – også for at sætte et godt eksempel.”

Styr på compliance

Efter fem år på Guernsey rakte arbejdstilladelsen ikke længere, og parret tog en afstikker til Spanien, hvor Linda Warner arbejdede på Gibraltar, inden Deutsche Bank, der har omkring 100.000 ansatte, gav hende et tilbud.

”På det tidspunkt havde jeg opbygget et renommé som én, der kunne hanke op i compliance, når der var behov for det. Og det behov var opstået for Deutsche Bank på Kanaløerne, som jeg jo kendte så godt.”

Denne gang boede parret på Jersey, og i den periode kom adoptionen af deres kinesiske adoptivdatter, Emily, også på plads efter syv lange års ventetid.

”Jersey var et godt sted for Emily, da vi fik hende som tre-årig, et lille og trygt miljø. Men da jeg fik tilbudt stillingen i Dubai, blev vi også enige om, at det ikke kun ville være spændende for os – det ville også give Emily et bredt kulturindblik og give hende mulighed for at gå på en rigtig god international skole.”

Linda Warner vidste, at der ventede forskellige problemer på compliance-fronten i Dubai, da hun tiltrådte i 2014, men hun havde efterhånden prøvet det nogle gange: ”Når jeg begynder et nyt sted, lægger jeg ud med at tale med medarbejdere. Ofte er der problemer, fordi der ikke er nok personale, eller de ikke har klart definerede opgaver – og det er en vigtig forudsætning for at skabe den rigtige kultur og få den til at brede sig i virksomheden. Når det er på plads, taler jeg med finanstilsynet, fortæller dem, hvad vi vil gøre, og bliver ved at holde dem orienteret, gerne til de er trætte af mig. Jeg forlanger også at have fast plads ved bordet på højeste niveau i de virksomheder, jeg arbejder i, og at mine beslutninger bliver respekteret. Hvis jeg har sagt nej til en kunde, skal ingen forsøge at argumentere imod det.”

Usynlig i Saudi-Arabien

Alt det havde hun prøvet nogle gange, men hun var spændt på, hvordan det ville være at agere som kvinde, specielt som kvindelig chef, i Mellemøsten.

”Et af de lande, jeg har mest rejseaktivitet til, er Saudi-Arabien, hvor jeg har både mandlige og kvindelige ansatte – unge kvinder må godt arbejde, hvis de har tilladelse fra deres far. Det har ikke givet mig problemer at træde ind i chefrollen, og mændene har endda sagt, at jeg er den bedste chef, de har haft. Vi har gensidig respekt for hinanden, og fordi jeg engang roste nogle dadler, jeg fik serveret til kaffen, venter der nu 10 kilo dadler fra den enes have til mig på skrivebordet, hver gang jeg kommer.”

Men det kræver omtanke og tilpasning at begå sig. Nu har Linda Warner tre gulvlange, sorte kjoler med høj hals og vide ærmer i sin arbejdsgarderobe:

”Når jeg rejser dertil, skifter jeg altid til abaya i flyet, men ingen hovedbeklædning. I lufthavnen bliver jeg totalt ignoreret af omgivelserne. Engang kunne jeg ikke finde min chauffør, men der er ingen, der af sig selv spørger, selv om jeg tydeligvis har brug for hjælp – og jeg kan som kvinde ikke selv spørge nogen.”

Det var også en speciel oplevelse for Linda Warner at møde i finanstilsynet i Saudi Arabien i sin abaya: ”Jeg er vant til én slags arbejdsuniform, når jeg er professionel, og her sad jeg i en anden og meget uvant, en lang kjole med vide ærmer, over for 10 mænd i fuld lokal klædedragt med tørklæder osv. Jeg blev spurgt, hvad jeg ville drikke, te eller kaffe, og ønskede, at jeg vidste, om det var normen at takke ja eller nej. Jeg bad om te, og så skulle deres leder og alle de øvrige også have te. Det er et meget hierarkisk system, så havde jeg sagt kaffe, tror jeg, alle andre havde taget det samme.”

I Dubai er der også hensyn at tage, men ikke i samme omfang. ”Som kvinde skal jeg dække skuldre og knæ og ikke kysse offentligt eller gøre andet, der vækker anstød. Jeg kunne godt gå rundt i Dubai på gaden, men i praksis gør jeg det meget lidt på grund af varmen.”

Tilbage til Danmark

I vinterhalvåret falder temperaturen til 25-30 grader, og Linda Warner og hendes familie har fundet ud af, at ørkenen omkring Dubai har sin egen charme. De tager derud og griller og har også overnattet i telt.

”Vi har fået mange forskellige oplevelser med os ved at tage chancen med en international karriere. Så hvis man går med de overvejelser, er det bare om at komme af sted, måske for en kortere periode. Når man er så længe væk fra Danmark, som vi har været, har det også omkostninger. Vi er gået glip af mange påskefrokoster og fødselsdage, ikke været en del af det almindelige familieliv herhjemme. Det kræver også en indsats at bevare kontakten til gamle venner – som da jeg fløj hjem fra Dubai kun for at deltage i et 40-års-studenterjubilæum.”

Om nogle år regner familien med at vende tilbage til Danmark, som Emily endnu kun har været gæst i få gange:

”Jeg kan ikke blive ved at arbejde på dette niveau mange år frem, og vores rødder er i Danmark. Vi vil gerne have, at Emily får en stærkere tilknytning, og tilbage til familie og venner. Vi regner med at bosætte os her i Aarhus, hvor min mand har familie. Det bliver selvfølgelig en tilvænning at komme tilbage efter så mange år og samle op – vi hænger nærmest stadig fast i, at rigtig dansk mad er boller i karry.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet