Kendte djøfere om deres første job

2.11.2016

af

Foto: Yuri Gripas/APP/Scanpix

Foto: Yuri Gripas/APP/Scanpix

Margrethe Vestager, Anders Krab-Johansen og Michael Juul Eriksen fortæller om deres første job efter studiet.

Margrethe Vestager: ”Jeg var lagt ned” 

Uddannelse: Cand.polit.
Første job: Fuldmægtig i Finansministeriet (1993)
Nuværende job: EU-kommissær for konkurrence

”Mest tydeligt husker jeg, at jeg var lagt ned i tre måneder. Det var benhårdt.

Jeg sad på et lillebitte kontor, hvor der lige akkurat var plads til et skrivebord, en computer og en masse reoler, der var fyldt med ringbind, før jeg overhovedet var kommet i gang – det var før, kontorlandskaber blev moderne. Og bare det at skulle møde hver dag på et bestemt sted og tidspunkt var udfordrende. Det var en enorm kontrast fra den frihed, jeg havde haft som studerende.

Jeg sad i det, som man i Finansministeriet nedladende kaldte ’den tocifrede afdeling’ – det var os, der lavede overenskomster og administrationspolitik, og som var for enden af gangen med de høje lokalenumre. De fine sad på paragrafkontorerne og lavede finanslov.

Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af ikke at bidrage med noget som helst. Det, jeg havde læst, var slet ikke anvendeligt i det, jeg konkret skulle arbejde med. Og jeg var meget i tvivl om, hvad jeg overhovedet kunne bruge den økonomiske teori til.

Derfor stillede jeg uendeligt mange spørgsmål. Og når jeg følte, at det alligevel blev for meget, forsøgte jeg at løse opgaven på egen hånd – men spurgte så bagefter min chef, om det var måden at gøre det på. Det lærte jeg meget af.

Heldigvis havde jeg en helt forrygende chef, Karl Erik Johansen, som ikke bare var en super, super fagperson, men også en god leder, som altid bidrog konstruktivt og produktivt til at forbedre arbejdet. Han har været en enorm inspiration for mig i mit arbejdsliv og har lært mig, hvor vigtige gode relationer er i enhver forhandling.”


Anders Krab-Johansen: ”Jeg sad der, langhåret og i krøllet skjorte”
Foto: Jens Astrup/Scanpix

Uddannelse: Cand.scient.pol. og M.Sc. i journalistik
Første job: Journalist på Børsen (stofområde: skat og økonomi) (1995)
Nuværende job: Ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Dagbladet Børsen

”Jeg blev ansat på nøjagtig det kontor, jeg sidder på lige nu – af Jan Cortzen og Leif Beck Fallesen, som begge var chefredaktører på Børsen. Jeg sad der, langhåret og i krøllet skjorte og gummisko, og så tilbød de mig et job som skattejournalist. Noget, jeg på ingen måde, nogensinde, overhovedet havde beskæftiget mig med – jeg er uddannet med speciale i menneskerettigheder og international politik.

Jeg var oprigtig talt rimelig rådvild i starten, men bare det at komme ind på en rigtig avis var motivation nok til at give det et forsøg. Jeg lærer det nok hen ad vejen, tænkte jeg. Og det gør man jo. Når man har lært sig grundlæggende færdigheder inden for et område, kan man hurtigt sætte sig ind i nye stofområder.

Den første tid var uoverskuelig. Jeg sad oppe under taget på et lille kontor med skråvægge og tagvindue, og så var det bare at gå i gang med at levere nyheder. Jeg skulle lige knække koden, før jeg fandt ud af, hvad jeg skulle levere i det her job.

Jeg havde heldigvis arbejdet på DR’s ungdomsradio, mens jeg læste, og det gjorde det meget lettere. Så hvis jeg må komme med en opfordring til alle studerende: Få dig et godt, relevant studiejob. Er du tosset, mand, hvor gør det barrieren meget, meget lavere. Det gør det bare.

Senere, da jeg var 30 år, blev jeg udsendt som korrespondent til Bruxelles. Så klippede jeg håret og købte noget ordentligt tøj. Jeg havde fundet ud af, at hvis man ligner en studerende, bliver man opfattet som en studerende.”


Foto: Martin Sylvest/Scanpix

 

Michael Juul Eriksen: ”Jeg startede lidt fra nul”

Uddannelse: Cand.jur.
Første job: Advokatfuldmægtig (1995)
Nuværende job: Partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen

”Studiet var mit ét og alt, jeg lavede ikke andet. Og det opdagede Tommy, som underviste i skatteret dengang. Han spurgte, om jeg havde lyst at arbejde for ham som student. Det ville jeg, og da jeg blev færdiguddannet, fortsatte jeg som advokatfuldmægtig. Så jeg har aldrig skrevet en jobansøgning i mit liv.

Det var dejligt nok at blive fuldtidsansat – faktisk en hel lettelse. Det var behageligt ikke at have det her konstante eksamenspres længere. Især det sidste halve år på studiet var stressende, fordi jeg skrev speciale, underviste og arbejdede på samme tid.

Det overraskede mig, at juraen ikke betød mere i arbejdet. Det, jeg havde lært på studiet, kunne jeg i realiteten ikke bruge til helt vildt meget.

På studiet handler det om at sætte sig ind i regler og nå frem til et juridisk rigtigt resultat. I det virkelige liv kommer der en person, som har et problem, og der betyder den menneskelige kontakt utroligt meget. Han skal have tillid til dig – ellers har du bare ikke sagen. Og når du fører sager, betyder psykologien og strategien langt mere end de juridiske detaljer.

Så jeg startede lidt fra nul, og det var selvfølgelig en udfordring. Men jeg vidste godt, at jeg ikke var 100 meter-mester endnu, så jeg gjorde bare som på studiet og knoklede, indtil jeg lærte det. Jeg tror, det er vigtigt at have en ydmyg tilgang.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet